Hvorfor råber du sådan af mig?! protesterede jeg. Jeg passer og fodrer din hustru, og alligevel hæver du stemmen? Hvad er nu det for noget?! Vi skændtes i over en halv time, fuglen og jeg, indtil stemmen knækkede og kræfterne slap op
Jeg var på vej hjem efter morgenvagten på fabrikken. Weekendens frihed lå forude, og bare tanken gjorde mig gladere. Men det var ikke kun udsigten til et hvil, der løftede humøret. Lørdag aften ventede det længe planlagte møde med en kvinde, jeg havde skrevet med på nettet.
Vi havde skrevet sammen hver dag i en måned fortalt om vores jobs, interesser, og tanker om livet. Helt klassisk, egentlig. Nu skulle vi endelig mødes. Alt der var tilbage, var at ringe til en lille, hyggelig restaurant og reservere et bord, og så vælge noget ordentligt tøj.
Tankefuld og lidt glad gik jeg de sidste meter hen til min boligblok en typisk etageejendom, hvor jeg boede i min lille lejlighed på fjerde sal. Der var omtrent halvtreds meter til døren. Så tæt på, at det føltes, som om et skridt mere kunne ændre min dag, mit liv, måske alting. Men så kom det uventede.
For det gør det jo altid
Lige foran indgangen, fra et træ jeg aldrig før havde registreret, dumpede en krage ned for mine fødder. Fuglen kæmpede forpustet, skreg hæst, og oppe i grenene hvirvlede en hel flok rundt. Larmen var øredøvende, som en katastrofe var indtruffet.
Det var da utroligt, mumlede jeg. Præcis hvad jeg manglede
Kragen prøvede at komme op igen, men faldt tilbage. Jeg så hurtigt, at højre ben var knækket.
Og hvad i alverden skal jeg så stille op med dig? spurgte jeg stille ud i luften.
Jeg kunne ikke bare gå videre. Jeg tog jakken af, dækkede forsigtigt fuglen med den, så den ikke panikkede, samlede den op og gik mod opgangen. Bag mig råbte flokken, urolige og nærmest bedende.
Inde i lejligheden lagde jeg kragen på køkkenbordet og undersøgte benet. I samme sekund bed den mig hårdt i fingeren.
Årh, din bandit! bandede jeg og svøbte en gammel karklud om dens næb, mens jeg holdt den fast.
Veterinærklinikkerne kunne ikke hjælpe fugle var ikke deres område. Vennerne vidste heller ikke noget. Så tænkte jeg: jeg er jo mekaniker, jeg kan vel improvisere!
Først indrettede jeg et ruligt sted til den i en lav papkasse på vindueskarmen med nogle bløde håndklæder. Jeg kaldte den straks Freja.
Et par timer brugte jeg på en lille skinne: med lommekniv og to små træstykker, udhulede jeg materialet, samlede det og fastgjorde det med gaffa. Da jeg var færdig, slap jeg næbbet fri igen.
Freja forsøgte straks at hakke efter mig.
Rolig nu, sagde jeg. Jeg prøver kun at hjælpe. Men du skal også have noget at spise og drikke.
Internettet ledte mig til et par adresser: en grejbutik og et apotek. I den første købte jeg maddiker og orm, i den anden pincet og sprøjte. Hjemme igen gik jeg i gang med at made.
Jeg måtte tvinge næbbet op, lirke maden ind, og give lidt vand med sprøjten. Kragen spruttede, skreg og bed efter mig. Jeg brummede og fortsatte.
Vi blev begge trætte til sidst. Mæt og udmattet faldt Freja til ro og sov ind. Jeg gik også i seng.
Næste morgen gentog det hele sig: fodring, larm, stædighed fra begge parter. Pludselig bemærkede jeg en stor sort krage udenfor på vindueskarmen en han, der holdt øjnene stift på os.
Impulsivt åbnede jeg vinduet.
Du må vist være Frejas mand? Kom du bare ind og se. Jeg forsøger kun at gøre det godt for hende.
Den store krage lyttede, vippede hovedet og kiggede på Freja i kassen. Så vovede han sig indenfor og nærmede sig forsigtigt.
Freja sagde et lavt, knirkende lyd, mens hannen foldede vingerne ud, satte næbbet for og råbte vredt mod mig.
Sikke noget! svarede jeg. Jeg plejer og fodrer din kone, og det er takken?
Vi råbte nærmest af hinanden, fugl og menneske, i over 30 minutter indtil stemmen svigtede, og vi begge var udmattede.
Jeg endte med at stille mad frem to små bokse, en med maddiker og en med orm. Ingen forklaring nødvendig.
Fuglen kiggede nøje på delikatesserne og begyndte så at spise.
Nå, sådan skal det være, grinede jeg tørt. Selvfølgelig. Det hele var måske mest til ære for dig?
Mæt gik hannen hen til Freja og nussede forsigtigt hendes fjer.
Utroligt, tænkte jeg rørt, ren familieidyl. Bare rolig, jeg skal nok få din Freja på benene igen. Hvis du til gengæld kan overtale hende til at lade være med at hakke!
Om natten fløj hannen væk, men var der igen næste morgen bankede på ruden, ventede, kom ind, hilste på Freja og spiste stille morgenmad.
Godmorgen, sagde jeg til ham og smilede. Jeg tror snart, vi forstår hinanden.
Mens jeg fodrede Freja og forsigtigt prøvede at undgå hendes bid, sad hendes partner og betragtede mig opmærksomt uden at blande sig.
Pludselig slog det mig som et lyn.
Åh gud jamrede jeg og tog mig til hovedet. Hun venter stadig! Jeg har ikke ringet, har ikke bestilt bord
Jeg greb mobilen og fandt nummeret.
Undskyld, det er jeg virkelig ked af begyndte jeg og fortalte ærligt om dramaet derhjemme, og hvorfor jeg ikke havde reserveret restauranten.
Så en eller anden krage er vigtigere end mødet med mig?! afbrød hun såret.
Nej nej det forstår du forkert. Det betyder noget for mig, bare sådan skete det.
Så må du leve med din krage! udbrød hun og lagde på.
Ja, så var det dét, sukkede jeg og så over på kragen. Ingen date alligevel.
Lige dér sprang den store krage op på bordet foran mig. Foldede vingerne mægtigt ud, strakte brystet og gik målrettet frem og tilbage næsten som for at vise vejen.
Jeg kunne ikke lade være med at grine:
Jeg ved ikke om du fatter, hvad jeg siger, gamle ven. Men jeg kan mærke din opbakning. Du mener, man ikke skal give op, bare tage det som det kommer?
Så ringede det på døren. Udenfor stod min nabo fra femte sal Karla, den rare kvinde, der altid hilste venligt i elevatoren.
Undskyld mig, sagde hun lidt forlegent. Men der flyver en masse krager rundt ved dine vinduer for tiden. Er alt ok? Man bliver jo lidt nervøs.
Det er lidt svært at forklare, sagde jeg tøvende. Kom ind, så ser du selv.
Hun trådte ind og stoppede överrasket ved synet.
Hold da op Du redder en krage?
Hun hedder Freja, rettede jeg.
Så må hannen vel hedde Erik, lo Karla.
Hendes latter var let, næsten som små sølvklokker, og pludselig slog det mig: Jeg havde ikke hørt noget dejligere i lang tid. Jeg mærkede med ét, at det uheldige mislykkede møde betød mindre.
Erik baskede optimistisk med vingerne, marcherede rank på bordet, og Karla lo igen.
Derefter blev alting lettere. Erik kunne straks lide Karla han begyndte straks at gøre sig til og holde sig tæt på hende, når hun trådte ind. Hun lo, blev rød i kinderne.
Freja forstod gradvist, at ingen ville hende ondt, og holdt op med at stritte imod snart spiste hun selv, og hun blev hurtigt stærkere. Jeg gav Karla en nøgle, så hun kunne se til fuglene, når jeg ikke var hjemme.
Jeg begyndte virkeligt at holde af hende. Jeg ville invitere hende ud, men så skete der noget nyt.
En aften, efter aftenvagten, gik jeg hjem over Frederiksberg og havde i lommen en lille sølvsnor med et rødt hjerte en gave til Karla, som jeg glædede mig til at give hende.
Jeg gik og smilede for mig selv. Men under en lygtepæl trådte to ud af mørket.
Giv os pung, mobil og uret! sagde den ene, og trak en kniv. Og aflever lige jakken også, tilføjede den anden.
Jeg nåede ikke engang at blive bange.
En sort sky styrtede pludselig ned ovenfra. Skingre råb og skræmsel. Dusinvis af næb kastede sig over dem. Krageflokken angreb angriberne uden nåde.
Jeg løb hjem. Næste morgen
Karla stod bleg udenfor min dør, rystede.
Tak Gud! udbrød hun, da hun kastede sig i armene på mig. Jeg var så bange, det kunne have været dig
Hvad mener du? spurgte jeg og aede hende i håret.
I nat gik en krageflok til angreb på to mænd hernede. De er indlagt. De blev nærmest hakket ihjel.
Jeg smilte og så kom jeg i tanke om min gave.
Jeg har noget til dig.
Ej, det skulle du ikke have! rødmede hun.
Men da jeg viste hende sølvkæden med hjertet, grinede hun og kyssede mig på kinden.
Hvor er den sød. Tak, sagde hun og ville tage imod, men
Åh, de krager!
Erik fløj som en sort pil, snuppede kæden og lagde den kærligt ved Frejas fødder.
Karla og jeg brød sammen af grin.
Jeg køber en ny, lovede jeg.
Erik strakte vingerne ud, hævede brystet og stødte et sejrssikkert “kraaa!” ud. Freja tog kæden og gemte den i sin kasse.
Og Karla og jeg stod i døren og kyssede.
Hvad gør det egentlig? Nogle ting er bare familieanliggender.
