Hvorfor råber du sådan af mig?! udbrød manden forarget. Jeg plejer og fodrer din kone, og alligevel hæver du stemmen mod mig?! Hvad skal det nu forestille!!! De råbte af hinanden i en halv time, indtil fuglen hæsede, og manden var fuldkommen udmattet…
Manden var på vej hjem efter en morgenvagt på bryggeriet. Han følte sig let til mode weekendens løfte hang varmt i luften. Men det var ikke kun friheden, der gjorde ham glad. Lørdag aften ventede ham et længe ønsket møde med en kvinde, navnet Mette, han havde lært at kende på internettet.
De havde skrevet sammen i en måned: delt historier om arbejde, snakket hobbyer, byttet tanker om tilværelsen. Alting som det plejer at foregå. Nu var aftalen sat kun et opkald til den hyggelige restaurant på Nørrebrogade manglede, borde skulle reserveres, og tøjet udvælges.
Han gik der og lod tankerne flyde, næsten hjemme foran betonblokken på Glentevej, hvor han boede i den lille lejlighed på fjerde sal. Bare halvtreds meter mere, så ville dørtelefonen summe, og alt kunne måske tage en kun lidt anden retning, hvis ikke…
Uh, det evige men…
Pludselig, lige foran hoveddøren, landede en krage pladask ved hans fødder, fra et træ, han aldrig rigtigt havde lagt mærke til. Fuglens desperate skrig blandede sig med larmen fra en hel flok oppe blandt bladene. Et væld af stemmer, som om katastrofen var nær.
Nå, ja, selvfølgelig, sukkede han. Det er jo lige, hvad jeg manglede.
Kragen forsøgte at rejse sig, men faldt blot sammen igen. Han så tydeligt, at dens højre ben var brækket.
Og hvad skal jeg så stille op med dig? spurgte han sig selv lavmælt.
Han kunne ikke gå forbi. Han tog forsigtigt jakken af, lagde den blidt over fuglen og løftede den op, mens den skarpe protest fra flokken fulgte ham op ad trappen.
Hjemme pakkede han kragen ud og så nærmere på skaden. Kragen huggede straks krumt i hans finger.
For pokker, bandede han og pakkede næbbet ind i en gammelt viskestykke.
Opkald til byens dyreklinikker var forgæves fugle var ikke deres speciale. Heller ikke vennerne kunne hjælpe. Men så kom han i tanke om, at han jo var en ferm mekaniker. Han måtte da kunne finde på noget.
Først indrettede han et rederum i en lav papkasse med bløde køkkenhåndklæder, placerede den på vindueskarmen og døbte fuglen Estrid.
Han skar, snittede og limede i et par timer, lavede en lille skinne af to træklodser og gaffatape. Da næbbet blev fri, forsøgte Estrid straks at nappe ham igen.
Hold nu, jeg vil jo bare hjælpe dig. Men du skal jo også have noget at spise og drikke.
Internettet sendte ham mod en fiskebutik og et apotek. Der købte han regnorme samt en pincet og en engangssprøjte. Hjemme igen pressede han forsigtigt næbbet op, stoppede maden ind, dryppede lidt vand på tungen. Estrid spruttede, kradsede, bed. Manden bandede, men gav ikke op.
Til sidst var de begge udkørte. Mæt og udmattet sov Estrid ind, og manden selv faldt om på sengen.
Om morgenen var det hele det samme: fodren, protesterende skræppen og kampvilje. Pludselig så han på ydersiden af vinduet en stor sort ravn en han som skævede ind til Karmen. Uden at vide hvorfor, åbnede han vinduet.
Du er vel Estrids mand? Kom ind, tag et kig. Jeg vil hende kun det bedste.
Ravnen lyttede, vippede med hovedet, og nærmede sig langsomt. Estrid knirkede sagte. Ravnen vendte sig mod manden, slog vingerne ud og udstødte et rungende “kraa”.
Hvorfor råber du sådan ad mig?! udbrød han. Jeg plejer og fodrer din kone, hvad bilder du dig ind at hæve stemmen for?! Hvad skal det nu gøre godt for?!
Sådan brølede de løs mod hinanden i en halv time, indtil stemmen var hæs og brystet tungt.
Han rykkede de to bakker frem med regnorme og melorme, tavs og uden forklaring.
Ravnen snuste, vurderede, så tog den for sig.
Javel ja, snøftede manden. Selvfølgelig, tag bare for dig jeg købte dem vel kun til dig.
Mæt gik ravnen hen til Estrid og begyndte at ordne hendes fjer med stor omhu.
Hold da op, mumlede manden overrasket rene familiefornemmelser. Bare rolig, jeg skal nok få Estrid i form. Kan du ikke tale hende til fornuft, så hun holder op med at hugge?
Om natten fløj ravnen væk, om morgenen sad den og bankede på ruden, blev lukket ind, kontrollerede Estrid og spiste stillemorgenmad.
Godmorgen, smilte manden, det lader til, vi forstår hinanden bedre nu…
Han tejlede Estrid, nænsomt og bestemt. Ravnen holdt øje, men blandede sig ikke.
Pludselig fór tanken igennem ham som lyn:
For søren! stønnede han, jeg har glemt at ringe, har ikke booket bordet…
Han greb mobilen og ringede straks.
Undskyld, virkelig, begyndte han, forklarede ærligt hvordan det var gået til, hvorfor han ikke havde fået booket.
Nå, så en krage er vigtigere for dig end at mødes med mig?! afbrød Mette forurettet.
Det er ikke sådan… Det rigtige var bare, jeg… det blev bare sådan…
Så kan du jo bare bo sammen med din krage! svarede hun skarpt og smækkede røret på.
Tja, så var det dét, sukkede han tungt til ravnen. Så blev der ikke noget af den date.
Ravnen sprang op på bordet foran ham. Den bredte vingerne ud, brystet svulmede, og den patruljerede stolt frem og tilbage, som om den viste ham vejen.
Manden smilede uvilkårligt.
Ved ikke, om du forstår mine ord, men det føles støttende. Synes du også, man skal tage sig sammen? Løfte hovedet lidt?
Lige da lød dørklokken. Udenfor stod hans nabo Kirsten fra femte en venlig kvinde som altid hilste i opgangen.
Undskyld, sagde hun lidt kejtet. Men der cirkler en krageflok rundt om jeres vinduer de sidste dage. Er alt okay med dig?
Det er ikke nemt at forklare, sagde han, men kom ind, så kan du selv se.
Hun trådte forsigtigt ind, stivnede over synet.
Jamen dog… Du tager dig af en krage?
Estrid, rettede han.
Så må ravnen jo hedde Erik, grinede Kirsten.
Hendes latter var let og levende, næsten som sølvranglen fra en mønt, og pludselig slog det ham, hvor længe siden det var, han havde hørt noget smukkere. Han kiggede på hende, og tænkte: Hvad pokker, det mislykkede rendezvous kan være ligemeget.
Erik præsterede endnu en vingeparade, Kirsten lo højt igen.
Siden gik alt lettere. Erik blev næsten forelsket i gæsten: han sad og prælede, hver gang hun var der, gjorde sig til, søgte hendes nærhed. Hun smilede, gik i rødt og blev blussende.
Estrid begyndte efterhånden at æde selv og tog modet til sig; helingen gik stærkt. Manden gav Kirsten en ekstra nøgle, og kom han sent hjem, passede hun fuglene.
Han blev mere og mere glad for hende. Han havde endda besluttet at invitere hende på en rigtig date, da endnu en mærkelig begivenhed indtraf.
Sen aften efter endnu en vagt, gik han hjem. Dagen var særlig han havde under frokosten købt hende en lille gave: en sølvhalskæde med et rødt hjerte.
Han gik og fantaserede om overrækkelsen, men under lygtepælen trådte to mænd ud fra mørket.
Aflever pungen, mobilen og uret! sagde den ene, trak en kniv. Og frakken, kom til!
Han var lam af overraskelse.
Pludselig væltede en sort sky af fugle ned fra oven. Skrig af rædsel, smerte, panik. Snesevis af næb hakkede løs med voldsom kraft. Krageflokken jagede de to væk.
Han løb hjem, rystende. Næste morgen…
Naboen Kirsten stod på dørtærsklen, bleg og forfærdet.
Gudskelov, udbrød hun og omfavnede ham. Du er i live! Jeg troede, det kunne være gået galt…
Hvad er der sket? spurgte han, strøg hende over håret.
I nat angreb en krageflok to mænd på gaden de blev nærmest hakket til døde. De er på hospitalet nu, det var slemt.
Han smilede, og huskede pludselig:
Jeg har en gave til dig.
Ej, hvorfor skulle du det… Det var da ikke nødvendigt… rødmede hun.
Men da han viste hende sølvkæden med hjertet, smilede hun og kyssede ham på kinden.
Hvor er den fin. Tak, sagde hun og rakte ud, men…
Dér slog drømmen til!
Erik galoperede som en sort pil henover stuen, greb smykket fra mandens hånd, landede hos næsten raske Estrid, og lagde det foran hendes kløer.
De to mennesker lo, så tårerne trillede.
Jeg køber en ny, lovede han.
Erik spredte vingerne, stak brystet godt frem, og udstødte et sejrens Kraa!. Estrid tog halskæden nænsomt, og gemte den i kassen.
Og manden og kvinden kyssede hinanden midt i døråbningen.
Og hvad gør det vel?
For det var jo familieforhold…
