Karen Mikkelsen kunne ikke slappe af – i dag skulle hendes søn Mads bringe sin forlovede hjem. Hun havde været oppe fra tidlig morgen, pyntet festbordet og tænkt på hver en detalje. Ida faldt hun straks for: sød, beskeden og velopdragen. De mødtes, satte sig til bords, snakkede. Men efter middagen gik Mads ud for at følge Ida hjem og kom tilbage en time senere helt ulykkelig.
»Hvad er der sket, skat?« spurgte moren bekymret.
»Det er slut, mor. Ingen bryllup. Ida har forladt mig,« mumlede han.
»Forladt dig? Hvorfor?«
»På grund af dig, mor…«
Karen stivnede. Kunne det virkelig passe?
Senere ringede hun, knap nok i stand til at holde tårerne tilbage, til sin veninde Lene:
»Lene, kom forbi… Jeg ved ikke, hvordan jeg skal leve videre. Jeg står i vejen for min søn, og det ville være bedre, hvis jeg slet ikke eksisterede.«
»Hold op med det vrøvl!« afbrød Lene. »Jeg er der snart.«
Hun og Mads boede sammen i en lille lejebolig. De havde ingen egen bolig, ingen familie til at hjælpe. Sønnen voksede op, studerede på universitetet, mens Karen arbejdede to jobs for at få det til at løbe rundt. Det var hårdt, men de holdt sammen. Kun én ting bekymrede Karen: Mads fandt aldrig en seriøs kæreste. Men hun drømte om børnebørn…
Så da Ida dukkede op i Mads’ liv, fyldtes moders hjerte af håb. Et halvt år senere fortalte han dem, at de havde meldt deres vielse.
Karen forberedte deres besøg som om det var en stor begivenhed. Ida virkede faktisk dejlig. Men under middagen spurgte hun pludselig:
»Bliver du her længe, Karen?«
»Hvad mener du? Jeg bor her.«
»I denne lejlighed?« Ida så forvirret ud.
»Ja. Med Mads.«
»Nå… Undskyld, jeg vidste det ikke.«
Samtalen fortsatte, men noget ændrede sig i Idas væsen. Næste dag afviste hun at se Mads, og senere sagde hun brylluppet var aflyst. Årsagen? Hun kunne ikke bo med hans mor.
»Jeg er en byrde for dem, Lene!« hulkede Karen. »Jeg ville jo kun hjælpe – med huset, med barnet… Hun er gravid!«
»Hør her,« sagde Lene bestemt. »Din søn skal bygge sit eget liv. Du har selv prøvet det. Han er en mand, han skal være familiens hoved, ikke bo hos sin mor til han er gammel.«
»Men jeg klarer det ikke alene. Jeg har ingen ordentlig pension, ingen fast arbejdsplads…«
»Så må du lære det. Alle gør det. Du kan også. Det vigtigste er ikke at stå i vejen for deres lykke. Vil du have et barnebarn, en tæt familie og din søns taknemmelighed? Eller vil du miste alt?«
Karen besluttede sig. Næste dag tog hun med Lene hen til Ida.
»Tak for I kom,« sagde Ida efter en lang samtale. »Jeg turde ikke sige det selv. Men… tak. Og ved I hvad? Vi glemmer jer aldrig. Hvis I har brug for hjælp, skal I bare sige til.«
»Vi?« spurgte Karen forvirret.
»Ja. Jeg bliver hos Mads. Jeg elsker ham. Men vi skal bo for os selv. Tak, fordi du forstod det.«
Brylluppet fandt alligevel sted. Mads flyttede ind hos Ida. Og da deres søn blev født, var det Ida selv, der inviterede Karen til at bo hos dem – hun havde brug for hjælp.
Nu passer Karen sit barnebarn, laver lækre middage, og en dag kom Ida hen til hende og sagde:
»Tak, mor… Jeg ved ikke, hvordan vi skulle have klaret os uden dig.«
Slut.
