— Hvad laver du? Hvor skal du hen? Og hvem skal lave mad til os? — spurgte hendes mand, Hans, stille, da han så, hvad Johanne lavede efter skænderiet med hans mor…
Johanne kiggede ud af vinduet. Den triste gråhed, på trods af at det var tidligt forår. I deres lille by i det nordlige Jylland var solrige dage en sjældenhed. Måske var det derfor, at folkene her virkede sure og ugæstfri.
Johanne havde selv bemærket, at hendes smil var forsundet, og rynken i panden havde gjort hende ti år ældre.
— Mor! Jeg går ud og går en tur, — sagde hendes datter, Frida.
— Okay, — nikkede Johanne.
— Okay? Giv mig nogle penge.
— Hvad, er gåture ikke længere gratis? — sukkede hun.
— Mor! Der venter folk på mig! Skynd dig! Hvorfor så lidt?
— Det er nok til en is.
— Du er simpelthen nærig, — sagde Frida, men hørte ikke moderens svar, da hun allerede var ude af døren.
Åh, sådan noget… — Johanne rystede på hovedet og tænkte over, hvor sød Frida havde været, før teenagealderen satte ind.
— Johanne, jeg er sulten! Er det snart færdigt?! — råbte Hans irriteret.
— Kom og spis, — sagde hun ligegyldigt og satte en tallerken på bordet.
— Kan du ikke bringe det til mig?
Johanne var ved at tabe gryden. Han havde virkelig fået kulør…
— Man spiser i køkkenet, Hans. Vil du spise, så spis. Ellers lad være, — hun satte sig alene ved bordet.
Efter omkring femten minutter kom Hans ind i køkkenet.
— Det er koldt… øv.
— Så lad være med at bruge så lang tid.
— Jeg bad dig om det! Ingen kærlighed, ingen omsorg! Du ved, jeg ser fodbold! — Han kastede hurtigt noget kylling i munden. — Smager ikke godt.
Johanne rullede kun med øjnene. Fodbold besad hendes mand fuldstændigt. Væddemål, merchandise, dyre billetter… han var blevet passioneret omkring det, selvom sport aldrig havde interesseret ham, da han var yngre.
Hans havde ikke sat sig ved bordet, men greb en øl for stemningens skyld, nogle chips af nød og gik tilbage til tv’et. Johanne blev tilbage i køkkenet for at tage opvasken.
Hun havde lavet mad forgæves. Ingen satte pris på det.
Hun var udmattet efter sin vagt som oversygeplejerske på hospitalet. Patienter kom med deres problemer, irriteret og syge. Det var stressende arbejde, og hjemme var der heller ingen varme eller hygge men blot endnu en arbejdstjans. Gøre klar, vaske, gøre rent.
— Er der mere? — Hans rodede i køleskabet efter endnu en øl. — Hvorfor er der ikke mere?
— Du har drukket det hele! Skal jeg virkelig også købe det til dig?! Hav lidt respekt, Hans! — Johanne kunne ikke holde det ud længere.
— Åh, hvor skrøbelige vi er… — han snøftede og smækkede fornærmet døren og gik for at fylde op til den næste kamp.
Johanne besluttede sig for at gå i seng, for næste dag stod meget arbejde for døren. Men hun kunne ikke finde ro til at sove. Hun var urolig for Frida, hvor hun var, og med hvem? Mørket havde lagt sig udenfor, men Frida var endnu ikke kommet hjem. Johanne tøvede med at ringe til hende, da datteren ville skælde hende ud.
— Du gør mig pinlig overfor mine venner! Stop med at plage mig! — skældte Frida, når de talte i telefon. Efter sådanne samtaler havde Johanne stoppet med at ringe, overbevist sig selv om, at Frida for nylig var blevet 18. Hendes datter ville hverken arbejde eller studere. Hun havde taget en pause efter skolen for at finde sin vej.
En smule søvnig hørte Johanne glædesskrig fra sin mand. Nogen havde vist scoret et mål. Senere begyndte han højlydt at diskutere kampen med naboen, der tilsyneladende var hoppet bryst før bryst ind og var blevet. Så kom naboen med sin kæreste, og de heppede nu begejstret sammen. Da natten faldt på, kom Frida hjem, rumsterede med tallerkener, traskede lidt og gik i seng. Først da alle lyde stilnede af, kunne Johanne til sidst falde i søvn, men da begyndte katten at kræve sin aftenmad.
— Er der overhovedet nogen, der kan fodre katten udover mig?! — råbte Johanne vredt og oprevet af migræne og søvnløshed, styrtede hun fra soveværelset. Hun håbede på at blive hørt, men datteren havde taget høretelefoner på og kiggede bare opgivende på hende. Hans snorkede fortsat foran fjernsynet med en dåseøl i hånden.
“Jeg er så træt af det… Jeg kan ikke tage det mere!” — tænkte Johanne.
Næste morgen blev hun vækket af et opkald fra svigermoren.
— Johanne, kære, du husker vel, det er tid til at plante ud? Og vi burde også tage forbi sommerhuset og gøre rent…
— Jeg husker det, — sukkede Johanne.
— Så lad os tage afsted i morgen.
Den eneste fridag brugte Johanne på det lille landsted, under svigermoderens ledelse.
— Fejer du sådan? Du skal holde kosten anderledes! — kommanderede svigermor fra en bænk.
— Jeg nærmer mig også de halvtreds, Inger Marie, jeg ved, hvad jeg gør… — Johanne vovede at svare.
— Jamen, Hans ville…
— Hvor er jeres Hans? Hvorfor tog han ikke med og hjalp? Hvorfor skulle vi tage den lange bustur? Du snakker kun om Hans…
— Han bliver træt.
— Og jeg? Tror du ikke, jeg bliver træt?
Så brød ordene ind… Johanne fortrød, at hun havde svaret igen. Inger Marie var snakkesalig og søgte altid retfærdighed. Men det var kun hendes egen retfærdighed, som fungerede, og som ikke gjaldt Johanne. Hele sit liv havde Inger Marie sat Hans på en piedestal, mens Johanne var arbejdsdyret, hun modstræbende tålte.
På vejen tilbage sad kvinderne i hver deres ende af bussen. Næste dag klagede Inger Marie til sin søn over Johanne, og så blev Hans vred.
— Hvordan kunne du åpne munden mod min mor?! — råbte Hans. — Hvis ikke for hende…
— Hvad så? — spurgte Johanne med armene over kors. Hun vidste, hun ikke ville finde sig i hans behandling længere.
— Du ville stadig arbejde i den lokale klinik! — Hans spillede sit trumfkort og mindede hende om, at Inger Marie havde hjulpet hende med at få arbejde på regionshospitalet. Lønnen var højere der, men betalte sig ikke i kræfter, nerver og grå hår. Endda havde Johanne fortrudt, at hun havde skiftet den rolige lokale klinik ud med regionshospitalet. — Hvad laver du nu? — Hans stirrede stille på, hvad Johanne foretog sig.
Hun gjorde noget, Hans aldrig havde troet muligt.
