»Hvad nu hvis mor og far virkelig bliver skilt?« Ved den tanke fik Lukas mareridt i maven, og han følte tårerne presse på.
De tre venner gik hjem fra skolen. Forårsolen skinnede dem lige i øjnene. Drengene skubbede til hinanden og lo, mens de drillede hinanden. De standsede uden for Mads’ hus.
»Skal du med ud og cykle i aften? Vi kørte igår med Emil i parken, det var så sjovt.«
Lukas rynkede panden. Han havde bedt sin far om at hente cyklen fra garagen i ugevis, men faren havde altid undskyldt sig. Enten kom han sent hjem fra arbejde, når det allerede var mørkt, eller også lovede han at gøre det i weekenden – og så glemte han det eller havde andre ting at se til.
»Skal du med?« gentog Mads og puffede Lukas skulderen.
»Ved ikke. Cyklen er i garagen. Hvis far kommer tidligt hjem…«
»Kan du ikke bare tage den selv? Okay, vi mødes i parken klokken syv, kom bare.« Mads holdt hånden frem, og drengene gav ham high-five én efter én.
Ved næste opgang sagde Lukas farvel til Emil. »Måske kan jeg finde nøglen til garagen selv? Far parkerer kun bilen der om vinteren. Han har næppe nøglen på sig,« tænkte Lukas og skyndte sig hjem. Han boede længst væk af dem alle.
Derhjemme skiftede Lukas tøj og ledte straks efter nøglen. Men i skuffen, hvor hans forældre plejede at gemme småting, var der ingen garagenøgle. Han ledte lidt mere, men gav snart op og satte sig til lektier. Når mor kom hjem, kunne han spørge hende. Men hvis han ikke fik lavet lektierne, ville hun nok ikke give ham nøglen.
På halvanden time var Lukas færdig med lektierne – selv han blev overrasket. Normalt tog det to-tre timer. Dørlåsen klikkede. »Mor!« jublede Lukas og løb ud i entreen.
»Hej,« sagde hans mor træt og gik med en pose ind i køkkenet.
Lukas fulgte efter. Hun tog varer ud af posen og satte dem i køleskabet.
»Hvorfor spiste du ikke din pasta og kødboller? Har du kun spist rugbrød igen? Sæt den her på hylden.« Hun rakte ham en pakke med havregryn.
»Mor, hvor er garagenøglen?«
»Hvorfor?«
»Jeg vil have min cykel.«
»Har du lavet dine lektier?« Hun lukkede køleskabet og så på ham.
»Ja, du kan tjekke,« sagde han straks.
»Nøglen…« Hun så sig omkring i køkkenet. »Jeg kan ikke huske det. Vent til far kommer, han ved det helt sikkert.«
»Kommer han før midnat?« vrissede Lukas. »De andre har cyklet længe. Hvorfor skulle cyklen lægges i garagen? Den kunne have stået på altanen. Når far kommer, har I igen travlt med at skændes. Jeg er træt af det,« mumlede han og indså, at han nok ikke fik lov at cykle i dag.
Humøret styrtdykkede. Han vendte sig om og gik ind på sit værelse, smækkende døren hårdt i.
På det seneste kom faren sent hjem. Hans forældre skændtes hver dag, råbte af hinanden. Lukas hørte ordet »skilsmisse« alt for ofte.
Han kunne ikke forestille sig, at hans forældre blev skilt. Ja, faren spurgte sjældent ind til hans liv, og de havde ikke været ude sammen i lang tid. Engang kom han faktisk tidligt hjem. Til aftensmaden spurgte han, hvordan det gik i skolen. Lukas begyndte at fortælle, men tav hurtigt, da han så farens fraværende blik. Han lyttede ikke; han tænkte på noget andet.
Så begyndte mor at brokke sig – at faren var ligeglad, at han ikke tog sig af Lukas, at det var en vigtig tid i hans liv, hvor en fars opmærksomhed betød alt… Lukas lukkede sig inde på sit værelse og prøvede at lade være med at lytte. Men hvordan kunne han undgå at høre, når de råbte så højt?
Alle hans venner havde normale familier. Mads og hans far fiskede ofte sammen og gik til fodbold. Emil var sjældent ude – han kørte altid rundt med sine forældre. Lukas sukkede.
Han sad på sengen med fødderne oppe og holdt en bog, men havde ikke læst en side. Mor kom ind og satte sig på sengekanten. Hun rakte ud for at stryge ham over håret, men han drejede hovedet væk, og hun tog hånden til sig.
»Jeg fandt garagenøglen. Hvis du virkelig har lavet lektier…« begyndte hun undskyldende.
»Det har jeg, jeg sagde det jo,« afbrød Lukas.
»Godt, så tag tøj på. Vi går efter cyklen sammen.«
Lukas smækkede bogen i, kastede den til side, sprang op og trak en trøje over hovedet.
»Jeg er klar,« sagde han muntert.
»Bare lov mig, at I ikke kører ud på vejen. Hold jer til parken eller fortovet,« sagde mor og rejste sig.
Garagen lå kun en busstop fra huset. De nåede derhen på fem minutter. Lukas åbnede med besvær den rustne lås og trak den tunge metaldør op. Den knirkede højt.
»Hvor mange gange har jeg bedt ham om at smøre hængslerne?« mumlede mor og gik ind.
Hun tændte lyset, og en nøgen pære lyste op under det lave loft. Hylderne var fyldt med æsker, værktøj og skrammel. I hjørnet stod et gammelt køkkenbord og to taburetter. Garagen var mere et opbevaringsrum end noget andet. Alt, de ikke havde plads til eller turde smide ud, blev gemt her.
Metallen havde varmet sig op i solen og udstrålede nu varme. Det var indelukket og lugtede af motorolie og benzin. Lukas så straks sin cykel, der hang højt på væggen.
»Du når ikke – brug en taburet,« sagde mor.
Lukas stillede en taburet op ad væggen og stod på den. Den vaklede faretruende.
»Forsigtigt, jeg holder dig,« sagde mor og greb om hans ben.
»Mor, det hjælper ikke. Hold taburetten, så den ikke vælter.« Lukas blev selv overrasket over, hvor nedladende han lød – akkurat som far.
Han løftede cyklen, men den var for tung til at tage ned fra krogen.
»Lad mig prøve,« foreslog mor.
»Jeg klarer det,« sagde Lukas og stod på tæer for at skubbe cyklen op. Taburetten vaklede.
»Mor, hold fast!« kommanderede han og var lige ved at tabe cyklen. Mor nåede at gribe den.
Lukas hoppede ned og tørrede hænderne af, glad for at have klaret det. Nu kunne han cykle med vennerne.
»Dækkene er flade efter vinteren. De skal pumpes op”Tak fordi du hjalp mig,” hviskede Lukas og krammede sin mor, mens de slængede sig ud af garagen med cyklen og vidste, at selv om livet ikke var perfekt, var der alligevel håb om bedre dage forude.
