Vi flyttede fra landet til byen i 1975. Dengang købte vi et hus med rødt tegltag i udkanten af Aarhus. Allerede fra begyndelsen var der noget mærkeligt i luften. Ligesom folk på landet dengang altid hjalp hinanden, var mine forældre heller ingen undtagelse. De sagde straks ja, da de tidligere ejere spurgte, om de måtte blive boende nogle uger endnu, indtil nogle papirer var på plads.
De havde en kæmpestor og temmelig bidsk hund. Vi ville helst ikke have hunden ind i huset, fordi den slet ikke kendte os. Den hund glemmer jeg aldrig.
Ugerne gik. Første uge, anden uge, og nu tredje uge. De tidligere ejere sov længe, gik sjældent ud, og det virkede ærligt talt ikke til, at de havde tænkt sig at flytte ud. Mest sært var deres opførsel; det var, som om huset stadig tilhørte dem. Især moderen til den tidligere ejer lagde ikke skjul på, at hun følte sig hjemme.
Gang på gang mindede mine forældre dem om aftalen, men udskydelsen fortsatte.
Hver dag lod de hunden løbe frit. Ikke nok med at den besørgede over alt i haven, men mine yngre søskende turde nærmest ikke gå udenfor. Hunden sprang vildt efter alle. Mine forældre bad gang på gang de tidligere ejere om ikke at lukke den ud, men så snart min far tog på arbejde om morgenen og min bror og søster gik i skole, var hunden straks ude i haven igen.
På en underlig måde, som man kun kan drømme det, var det faktisk hunden, der hjalp min far med at slippe af med de næsvise folk.
Min søster Ida kom hjem fra skole den dag, glemte alt om hunden, og åbnede havelågen. Den sorte blandingshund væltede hende omkuld, men takket være hendes kraftige, broderede vinterfrakke skete der ikke det store, kun frakken fik revet et ærme. Hunden blev hurtigt fanget og lagt i snor, og de tidligere ejere skældte søsteren ud for at være kommet for tidligt hjem.
Om aftenen begyndte det surrealistiske optrin. Far kom farende hjem fra arbejde, tog ikke engang frakken af, men smed først gamle fru Jørgensen (moder til den tidligere ejer) ud på fortovet stadig iført sin ternede slåbrok. Så kom hendes datter og svigersøn jagende efter, uden at vente på flere ord, og deres ting blev kastet over stakittet i mudderet og de kolde regnvandspytter.
De forsøgte at få hunden til at springe på min far, men den så bare på ham, logrede og lagde sig ydmygt ind i sin hundegård. Den havde ikke lyst til flere eventyr.
En time senere lå alle deres ejendele på fortovet, lågen var låst, og hunden sad roligt bag hegnet sammen med sine ejere, som nu raslede med en pose wienerbrød. Alt var mærkeligt stille bagefter, som i en drøm, hvor alt virker både helt forkert og fuldkommen rigtigt.
