Vi flyttede fra landet til byen i 1975. Dengang købte vi et hus i udkanten af København. Men huset gemte på en overraskelse, som ingen havde forudset. Som det var skik på landet dengang, hvor alle hjalp og støttede hinanden, var mine forældre også milde og venlige. Så da de tidligere ejere bad om at blive boende hos os i nogle uger, mens de fik styr på nogle papirer, sagde vi ja.
Disse folk havde en enorm og bidsk hund, som vi ikke fik lov til at tage ind i huset, fordi den ikke kendte os. Det er en hund, jeg stadig kan mærke i drømmenes tågede lys.
Ugerne gled forbi som sære skygger i et eventyr: Første uge, anden uge, nu tredje. De tidligere ejere sov længe, gik sjældent ud og virkede mest af alt som om de stadig ejede stedet, især den gamle mor. Hver dag opførte de sig, som om intet var forandret, og min mor måtte gang på gang minde dem om aftalen, men de blev bare som om tiden var gået i stå for dem.
Hver dag lod de deres hund lunte ud i haven. Den efterlod sine spor overalt, og mine søskende var bange for at gå udenfor, for hunden kastede sig over alle i sin vej. Mine forældre bad dem mange gange om ikke at slippe hunden løs, men lige så snart min far var taget på arbejde om morgenen, og min bror og søster var gået i skole, var hunden fri i haven igen.
Mærkeligt nok var det netop hunden, der til sidst hjalp min far med at slippe af med de påtrængende gæster.
Min søster, Sidsel, kom hjem fra skole en dag, og uden at tænke på hunden svingede hun porten op. Ud sprang Fenja, den sorte skyggehund, og væltede hende omkuld. Kun takket være hendes tykke vinterfrakke slap hun fra det med lidt mere end nogle rifter. Frakken var flænset, men Sidsel var uskadt. Hunden blev fanget og sat i kæde, og straks forsøgte de tidligere ejere at give min lillesøster skylden for at komme for tidligt hjem.
Så gik det løs om aftenen. Far stormede hjem fra fabrikken, og uden engang at tage frakken af, satte han den gamle mor på gaden i nattøj. Døren smækkede, og så kom hendes datter og svigersøn i farten, mens regnen begyndte at sile ned, og alle deres ting blev kastet over hækken ud i mudderet og i regnpytterne, som var det hele et bizart teaterstykke.
De forsøgte at hisse hunden op imod min far, men Fenja, der havde set hele optrinnet, krøb bare længere ind i sin hundegård, logrede svagt og nægtede at komme ud. På mindre end en time var alt deres habengut smidt ud, porten låst, og Fenja sad bag hegnet med sine ejere og en skål med leverpostej og rugbrød som om intet nogensinde var hændt, og natteluften var fyldt med en underlig, drømmende stilhed.
Sådan endte dette sære bytte af hjem og skæbner, hvor fortid og nutid snoede sig ind og ud af hinanden som i en hvirvlende dansk midsommernat.
