»Hvad? Er jeg blevet gammel? Svag?« stemmen fra moren dirrede af såret stolthed. »Jeg kan da stadigvæk mere end nok!«
»Lise! Lise! Hvor mange gange skal jeg råbe?« Morens stemme bragede gennem lejligheden, trængte igennem den lukkede dør til børneværelset, hvor Lise forsøgte at få den treårige Mikkel til at falde i søvn.
»Mor, vent lige fem minutter! Mikkel er lige ved at sove!« svarede hun og strøg drengen blidt over ryggen.
»Fem minutter? Jeg har det skidt! Mit blodtryk er helt i vejret! Du lovede at hente mine piller!« Morens stemme fik de velkendte hysteriske toner.
Lise sukkede. Mikkel var næsten faldet i søvn, men nu åbnede han øjnene igen og stirrede på hende med bekymring.
»Mor, græder farmor?« hviskede han.
»Nej, skat, hun græder ikke. Sov nu, sov« Lise kyssede ham på panden, men inden i hende knugede det sammen. Mor græd ikke hun råbte. Og det var endnu værre.
Elin Margrethe sad i køkkenet med en dramatisk hånd på hjertet og tung vejrtrækning. Da hun så datteren, rystede hun bebrejdende på hovedet.
»Se, hvad du har gjort! Mit hjerte hamrer, mit hoved svimler! Og du bruger tiden på dit barn! Jeg sagde det jo mine piller først, bagefter kan du putte børn!«
»Mor, hvordan kan du sige sådan? Barnet var ved at sove. Man kan ikke bare forlade dem midt i det.« Lise tog de velkendte blodtrykspiller fra medicinskabet og hældte et glas vand.
»Skal jeg så dø, eller hvad?« Elin Margrethe vendte sig fornærmet væk. »Før i tiden løb du altid, når jeg bad dig om noget. Nu Nu er din familie vigtigere end din egen mor!«
Lise rakte tavst pillerne og vandet til hende. Ja, før i tiden droppede hun alt og kom løbende. Dengang lød mors anmodning som en bøn: »Lille Lise, skat, vil du ikke hente min medicin?« Nu var det en befaling: »Lise! Giv mig pillerne nu!«
»Mor, tag din medicin og lig dig ned. Det hjælper,« sagde Lise stille.
»Ligge ned? Nemt at sige! Hvem skal lave aftensmad? Hvem skal hjælpe Mikkel med at komme afsted i børnehaven i morgen?« Elin Margrethe begyndte at opremse sine pligter, og hendes stemme blev højere for hvert ord. »Jeg er ikke jert tjenestepige! Jeg ofrer min sundhed for jer, og så«
»Mor, ingen tvinger dig til at lave mad. Det kan jeg godt selv,« afbrød Lise.
»Nå ja! Og hvornår laver du det? Efter klokken ni! Barnet sulter, din mand kommer hjem fra arbejde og vil også have mad. Nej, jeg kan ikke se på det!«
Lise satte sig på stolen overfor hende. De havde boet sammen i to år, siden Mikkel blev født. Dengang flyttede mor ind fra sin lille lejlighed for at hjælpe med barnet. I begyndelsen var det virkelig hjælp. Elin Margrethe passede glad lille Mikkel, lavede mad, holdt rent. Og Lise arbejdede og følte sig tryg alt var under kontrol derhjemme, barnet i hendes mors kærlige hænder.
Men noget ændrede sig langsomt. Mors tilbud om hjælp blev til forventninger. Hendes bønner blev til krav.
»Mor,« begyndte Lise forsigtigt, »måske skulle vi overveje at finde en barnepige til Mikkel? Du bliver træt, du er stresset«
»En barnepige?!« Elin Margrethe røg næsten op af stolen. »En fremmed kvinde til mit barnebarn? Har du mistet forstanden? Hvem kan opdrage ham bedre end mig? Hvem kan give ham mere kærlighed?«
»Mor, jeg siger ikke, at nogen kan gøre det bedre. Men måske«
»Måske hvad? Er jeg blevet gammel? Er jeg svag?« Hendes stemme skælvede af fornærmelse. »Jeg kan da stadig klare ti børnebørn mere! Jeg har bare brug for hjælp, forståelse! Ikke det, du gør lige nu!«
Døren gik, og Lars, Lises mand, kom hjem fra arbejde. Hun åndede lettet op endelig en, der kunne afbøde situationen.
»Hej, mine kære!« råbte han muntert og hang jakken op. »Hvordan går det? Sover Mikkel?«
»Han sover,« svarede Lise kort.
»Nå, der er svigersønnen!« Elin Margrethe skiftede øjeblikkeligt tone til venlig. »Lars, er du sulten? Jeg har lavet frikadeller og kartoffelsalat. Kom og spis!«
Lars så forvirret fra Lise til sin svigermor. Han kunne se på sin kones ansigt, at der igen var noget galt.
»Tak, Elin Margrethe. Hvad er der sket? Lise virker lidt nedtrykt.«
»Åh, ingenting alvorligt,« sukkede moren. »Jeg bad blot om mine piller, men datteren mente, at barnet var vigtigere. Men lad det ligge. Lars, fortæl, hvordan gik det på arbejde?«
Lise dækkede tavst bordet. Sådan var det altid når Lars var der, blev mor blid og forstående. Men når de var alene, var hun en helt anden.
Ved aftensbordet fortalte Elin Margrethe om dagen: hun havde været ude med Mikkel, lavet mad, vasket tøj. Og med hvert ord lød det som: »Kan I se, hvor meget jeg gør for jer?«
»Mor er virkelig træt,« sagde Lise lavmælt og skar sin frikadelle over. »Måske skulle vi virkelig overveje en barnepige?«
Lars nikkede eftertænksomt:
»Det kunne faktisk være en god idé. Elin Margrethe, du gør så meget for os, for Mikkel. Måske er det på tide, at du også får lidt tid til dig selv?«
»Tid til mig selv?« gentog Elin Margrethe, og Lise mærkede, hvordan stemningen strammedes. »Hvad skal jeg bruge den tid til? Mit liv handler om Mikkel. Min mening er at hjælpe mine børn. Vil I have, at jeg skal sidde alene i min lejlighed og se fjernsyn?«
»Alene?« Lars talte blidt. »Du kunne mødes med veninder, gå i teatret, besøge sommerhuset«
»Veninder!« Hun lo bittert. »Hvilke veninder? De er enten syge eller passer deres egne børnebørn. Og teater? Hvordan? For min pension på tolv tusind? En billet koster det halve!«
Lise forstod, at samtalen tog en forkert drejning. Mor begyndte at ynke sig selv, og det betød, at tårer og bebrejdelser snart ville følge.
»Mor, det handler ikke om pengene. Hvis
