Hvad betyder det, hvem der passede mormor! Ifølge loven burde lejligheden være min! sådan råber min mor til mig midt i skænderiet.
Min egen mor truer med at sagsøge mig. Hvorfor? Fordi mormors lejlighed ikke tilfaldt hende, eller mig for den sags skyld, men min datter. Mor synes, det er utroligt uretfærdigt. Hun mener, at lejligheden burde have tilfaldet hende. Men mormor valgte anderledes. Måske fordi min mand og jeg havde boet med hende og taget os af hende de sidste fem år.
Man kan roligt sige, at min mor altid har sat sine egne behov først. Hendes egne interesser og ønsker betød altid mere for hende end andres. Min mor har været gift tre gange, men har kun to børn: mig og min lillesøster. Min søster og jeg har et rigtig godt forhold. Men ikke til vores mor.
Jeg kan dårligt nok huske min far. Han blev skilt fra mor, da jeg kun var to år gammel. Derefter boede jeg hos mor og mormor indtil jeg blev seks. Af en eller anden grund syntes jeg dengang, at mormor var streng. Måske var det fordi min mor altid græd. Først som voksen forstod jeg, at mormor egentlig bare var god. Hun ville bare hjælpe sin datter på rette vej.
Senere blev min mor gift igen, og vi flyttede sammen med min stedfar. Det var i det ægteskab, min søster blev født. Mor boede sammen med ham i syv år, men da det ægteskab også gik itu, flyttede vi ikke tilbage til mormor. Min stedfar rejste til udlandet for at arbejde, men lod os blive boende i hans lejlighed. Tre år senere giftede mor sig igen, og vi flyttede ind hos hendes nye mand.
Han var selvfølgelig ikke begejstret for pludselig at skulle bo med sine kærestes børn. Han gjorde os dog ikke noget ondt; han gav os bare ingen opmærksomhed. Det samme gjaldt mor hun var fuldstændig optaget af sin nye mand, blev hele tiden jaloux og lavede skandaler med tallerkener der fløj gennem luften.
Én gang om måneden begyndte hun at pakke sine ting, men min stedfar fik hende altid overtalt til at blive. Min søster og jeg vænnede os til det og satte ikke længere spørgsmålstegn ved noget. Jeg overtog ansvaret for min søster, for vores mor havde ikke tid. Godt vi havde bedsteforældre, for de hjalp os. Senere flyttede jeg på kollegium, og min søster boede hos mormor. Vores far hjalp hende altid, mens mor kun ringede til os, når det var jul.
Jeg havde for længst accepteret, at min mor var som hun var og ikke bekymrede sig om os. Men min søster tog det tungt. Særligt da mor ikke dukkede op til hendes studentergilde blev hun vred.
Vi blev voksne. Min søster giftede sig og flyttede til en anden by. Min kæreste og jeg boede sammen, men vi havde ikke travlt med at gifte os. Vi lejede en lille lejlighed. Jeg besøgte ofte mormor; vi var meget tætte, men jeg prøvede ikke at være til besvær.
Så blev mormor syg og måtte indlægges. På sygehuset sagde lægerne, at hun behøvede hjælp og omsorg. Så jeg begyndte at tage hen til hende hver dag, havde indkøb med, lavede mad, gjorde rent og snakkede med hende. Det vigtigste var dog, at jeg sørgede for, hun fik sin medicin.
Sådan gik det i et halvt år. Nogle gange kom min mand også og hjalp ordnede ting i lejligheden og vaskede gulv. Til sidst foreslog mormor selv, at vi skulle flytte ind hos hende for at spare op til vores eget og slippe for at betale husleje.
Vi sagde ja med det samme. Jeg havde jo altid haft et godt forhold til mormor, og hun kunne rigtig godt lide min mand. Vi flyttede ind, og et halvt år senere blev jeg gravid. Vi besluttede selvfølgelig at beholde barnet. Mormor blev så glad over at skulle have et oldebarn. Vi giftede os og tog de nærmeste med ud at spise på en café. Min mor dukkede ikke op. Hun ringede ikke engang med et tillykke.
To måneder efter min datter blev født, faldt mormor og brækkede benet. Det var utroligt hårdt at tage sig af både hende og en baby. Jeg havde brug for mors hjælp, men hun sagde bare, hun ikke havde det godt og lovede at komme senere. Hun kom aldrig.
Et halvt år senere fik mormor en blodprop. Hun blev sengeliggende og havde brug for meget hjælp. Hvis ikke det var for min mand, ved jeg ikke, hvordan jeg skulle have klaret det. Efter noget tid fik mormor det lidt bedre igen. Hun kunne begynde at gå og spise selv og tale lidt. Hun levede faktisk to et halvt år efter sin blodprop. Hun nåede at se sit oldebarn tage sine første skridt. Mormor døde stille i søvne, og både min mand og jeg var knuste. Vi har virkelig elsket hende og savner hende hver dag.
Min mor kom kun til begravelsen. En måned senere dukkede hun op og ville smide os ud af lejligheden for selv at kunne få den. Hun var sikker på, den tilhørte hende. Hvad hun ikke vidste var, at mormor allerede havde overdraget lejligheden til min datter straks efter fødslen. Derfor fik min mor ikke noget som helst.
Det var hun selvsagt ikke tilfreds med. Hun forlangte, at jeg skulle give hende lejligheden, ellers ville hun lægge sag an.
Prøv at se dig selv! Du har snydt en gammel dame og stjålet hendes lejlighed, og nu bor du selv der! Det slipper du ikke godt fra! Hvem der passede mormor er lige meget! Lejligheden skulle være min!
Men hun får ikke noget. Jeg har været hos både notar og advokat og fået sikkerhed for det. Vi bliver boende i den lejlighed, min mormor forærede os. Og hvis vores næste barn bliver en pige, får hun mormors navn.
