Kære dagbog,
I dag har min mor igen råbt, at hun vil gå rettens vej over den lejlighed, som engang var min bedstemors. Hendes påstand er, at den burde tilhøre hende, men i virkeligheden er den juridisk set min. Det føles som en drillepind, men hun holder fast på, at hun har ret.
Min mor truer med retssag, fordi hun mener, at min bedstemor havde lovet lejligheden til min mor. Sandheden er, at min mor selv har besluttet, at den skal gå til min datter, Thyra, som vi netop har fået. Min mor kalder det uretfærdigt hun mener, at hun skulle have arven efter bedstemorens bortgang. Bedstemoder Ingrid valgte dog en anden vej, sandsynligvis fordi min mand Mikkel og jeg har boet hos hende i fem år og passet på hende.
Jeg ser min mor som en egoistisk kvinde; hendes egne ønsker har altid stået foran andres. Hun har været gift tre gange, men har kun to børn: mig og min lillesøster Ane. Ane og jeg har et godt forhold, men forholdet til vores mor er blevet slidt.
Min far, Jens, er en fjern skygge i mine erindringer. Han skilte sig fra min mor, da jeg kun var to år, og jeg boede indtil jeg var seks hos min mor og bedstemor i Köge. Jeg fandt bedstemor Ingrid underlig, måske fordi min mor græd konstant. Først som voksen forstod jeg, at hun var en god sjæl, som blot ønskede, at hendes datter skulle stå på egne ben.
Da min mor giftede sig igen, flyttede vi ind hos min stedfar, som også var min farfar efter skilsmissen. I den periode fik Ane liv. Efter syv år gik min mor fra ham, men denne gang gik vi ikke til Ingrid. Vores stedfar fandt midlertidigt en lejlighed til os, indtil min mor igen giftede sig denne gang med en mand fra Århus, som vi flyttede ind hos.
Den nye mand var ikke begejstret for, at vi havde børn, men han så aldrig på os med ond vilje; han så blot bort. Moren var travlt optaget af sin nye ægtemand, altid jaloux og lavede skænderier med knust porcelæn.
En gang om måneden ville min mor pakke sine ting, men min stedfar holdt hende tilbage. Ane og jeg blev vænnet til det og lod hende være. Jeg påtog mig ansvaret for Ane, fordi min mor aldrig havde tid. Vi havde held med at have to bedsteforældre, som hjalp os gennem barndommen. Senere flyttede jeg ind på et kollegieværelse, mens Ane boede hos Ingrid. Far Jens hjalp altid, mens mor kun ringede i ferierne.
Det var indlysende, at min mor var, som hun var: ligeglad med os og uinteresseret i vores velbefindende. Ane derimod var følsom og blev såret, da mor ikke dukkede op til hendes eksamensfest.
Vi blev voksne. Ane giftede sig og flyttede med sin mand til Odense. Jeg og min partner, Mikkel, gik ikke i hast med at gifte os, men vi levede sammen i en lejlighed i København. Jeg besøgte ofte bedstemor Ingrid, vi var meget tætte, men jeg forsøgte aldrig at forstyrre hende.
Da Ingrid blev syg og indlagt på Rigshospitalet, fik jeg at vide, at hun havde brug for god pleje. Jeg begyndte at besøge hende dagligt, handle ind, lave mad, gøre rent og sikre, at hun tog sin medicin til tiden. Seks måneder gik, nogle gange kom Mikkel med, reparerede småting og ryddede op. Så foreslog Ingrid, at vi skulle flytte ind hos hende for at spare på huslejen så vi ikke behøvede at betale kr. 5.000 i månedlige husleje.
Vi sagde naturligvis ja. Forholdet mellem mig og Ingrid var altid godt, og hun kunne li’ Mikkel. Vi flyttede ind, og seks måneder senere opdagede jeg, at jeg var gravid. Vi besluttede at beholde barnet, og Ingrid blev overstrømmende glad over, at hun skulle få en oldebarn. Vi holdt en lille ceremoni i en café på Torvehallerne, men min mor dukkede ikke engang op eller ringede for at lykønske os.
Da vores lille datter, Thyra, var to måneder gammel, faldt Ingrid og brækkede benet. Jeg stod i en umulig situation, hvor jeg skulle passe både den lille og min bedstemor. Jeg bad min mor om hjælp, men hun afviste og lovede at komme senere et løfte hun aldrig holdt.
Seks måneder efter kom Ingrid til at få et slagtilfælde og blev fuldstændig sengeliggende. At tage sig af hende var næsten uudholdeligt uden Mikkels støtte. Efter slagtilfældet forbedrede hun sig langsomt; hun begyndte at tale, gå og spise igen. Hun levede yderligere to og et halvt år, så hun kunne se, hvordan oldebarnet begyndte at gå. Hun døde stille i søvnen, og både Mikkel og jeg følte et dybt tab. Vi savnede hende dybt.
Min mor dukkede kun op til begravelsen og, en måned senere, kom hun for at kræve lejligheden til sig selv. Hun var sikker på, at den var hendes. Hvad hun ikke vidste, var, at Ingrid allerede før fødslen af Thyra havde testamenteret lejligheden til mig. Så min mor fik intet.
Det var så naturligt for hende at true med retssag, hvis jeg ikke gav hende lejligheden. Jeg tænkte på, hvordan hun talte: “Du har snydt den gamle dame ved at holde lejligheden fra hende, og nu bor du selv der! Det er uretfærdigt!” Jeg har dog haft en notar og en advokat, så jeg ved, at hun ikke får noget.
Vi vil blive boende i den gavelejlighed, som Ingrid har efterladt os, og hvis vi får en datter igen, vil vi naturligvis navngive hende efter min bedstemor.
Dagens lektie: Selvom slægtens bånd kan være komplicerede, er det ærefuldt at holde fast i den ret, som blev givet af dem, der virkelig har elsket os. Jeg lærer, at ærlighed og taknemmelighed vejer tungere end egoistiske krav.
Anders.
