Hustru og Svigerfar Karina lod kun som om, hun gerne ville møde Vads forældre. Hvorfor skulle hun dog det? Hun skulle jo heller ikke bo sammen med dem, og hans far, som efter sigende var velhavende, ville garanteret kun føre med sig problemer og mistænksomhed. Men når først man har besluttet sig for at blive gift, må man spille spillet til ende. Karina gjorde sig i stand, men holdt det afdæmpet, så hun ville blive opfattet som en sød og simpel pige. Mødet med svigerforældrene er altid fyldt med skjulte faldgruber – og specielt, når de er kloge, er det en reel styrkeprøve. Vads forsøgte at trøste hende foran forældrenes villa i Gentofte: – Bare rolig, Karina, tag det roligt. Far virker gnaven, men han er nem at tale med. De vil ikke sige noget frygteligt. Og de vil komme til at holde af dig. Far er lidt sær, men mor er festens midtpunkt, – forsikrede han hende. Karina smilede, mens hun fjernede en tot hår fra skulderen. Far – gnaven. Mor – selskabelig. Sikke en kombination. Hun morede sig indvendigt. Deres hjem overraskede hende ikke. Hun havde besøgt steder, der var mere imponerende. De blev mødt med det samme. Karina var ikke særligt nervøs. Hvad var der at frygte? De var jo bare mennesker. Birthe, som Vad havde sagt, havde været hjemmegående i årevis, og tager sommetider på ture med veninderne. Intet særligt. Faderen, Henrik, var tavs og ikke ligefrem munter, men det havde hun fået fortalt. Dog virkede hans navn bekendt… De blev budt velkommen… Og Karina stivnede, endnu inden hun var trådt ind. Det var slut nu. Den kommende svigermor var hende ukendt, men svigerfaren kendte hun på et splitsekund… De havde mødtes før. Tre år tidligere. Ikke ofte, men til begge parters fordel. På barer, hoteller og restauranter. Naturligvis vidste hverken Henrik, hans kone eller Vad noget om det. Det var kørt af sporet. Henrik genkendte hende også. I hans øjne flakkede et glimt, der kunne tolkes som overraskelse, forundring, eller måske noget mørkere, nogle udspekulerede tanker, men han sagde intet. Vad, intetanende, præsenterede hende glædesstrålende for forældrene: – Mor, far, mød Karina. Min forlovede. Jeg ville have præsenteret hende før, men hun er så genert. Ups… Henrik rakte hånden frem. Hans håndtryk var fast, næsten hårdt. – Hyggeligt at møde dig, Karina, – sagde han med en næsten umærkelig tone… nogensinde, som Karina ikke straks kunne sætte fingeren på. Måske vrede. Måske advarsel. Eller… Karina tænkte mest på, hvordan hun skulle undgå, at Henrik afslørede alt. – I lige måde, Henrik, – svarede Karina og forsøgte at skjule sin nervøsitet. Hun trykkede hans hånd og mærkede adrenalinen strømme. Hvad nu… Men… intet. Henrik skænkede hende en slags smil og skubbede selv stolen ud for hende ved bordet. Måske ventede han til senere med at ydmyge hende… Men også det udeblev. Da gik det op for Karina – han ville ikke afsløre hende. For hvis han sagde noget, ville han ende med at afsløre sig selv overfor konen. Da hun havde sundet sig, var stemningen ganske afslappet. Birthe fortalte historier om Vads barndom, mens Henrik virkede opsat på at høre om Karias arbejde. Han vidste meget om hende. Hans fine ironi gjorde hende ikke længere nervøs. Han kom endda med et par jokes, og til Karinas store overraskelse lo hun. Dog var der små hints i hans bemærkninger, kun hun forstod. For eksempel, da han så på Karina og sagde: – Du minder mig om en tidligere… kollega. Hun var også snu. Og god til at nå ind til folk. Alle folk. Karina tøvede ikke: – Der findes mange talenter, Henrik. Vad, opslugt af kærlighed, kastede beundrende blikke på Karina og forstod intet af det underliggende. Hans forelskelse var ægte. Det var både det smukkeste og det mest smertefulde. For ham. Senere, da snakken faldt på rejser, sagde Henrik, mens han betragtede Karina: – Selv er jeg til stille og afsides steder. Uden larm. Så jeg kan tænke og læse i fred. Hvad med dig, Karina, hvilke steder kan du lide? Den fisk bed hun ikke på. – Jeg elsker, når der er liv og glade dage omkring mig, – svarede Karina, – Selv om andres ører kan være farlige. I et glimt, bare kort, opfattede Birthe noget. Karina så, at den kommende svigermor for et øjeblik blev tænksom, men rystede det hurtigt af sig. Henrik vidste, hvorfor Karina undgik stilheden. Han vidste meget. Da aftenen lakkede mod enden, krammede Henrik sin søn. – Pas på hende, søn. Hun er… speciel. Det var både et kompliment og en hån, men kun Karina forstod det. Karina mærkede straks, at kulden bredte sig i rummet. ”Speciel”. Han havde udvalgt netop det ord. *** Om natten kunne Karina ikke sove. Hun lå og tænkte på det uventede møde og vendte og drejede, hvordan hun skulle leve videre med de nye omstændigheder. Udsigterne var tvivlsomme. Hun vidste, at både hun selv og Henrik næppe sov. Han – på grund af det pudsige sammenstød. Hun – på grund af den uundgåelige snak. Og alt det andet, hvis vi skal være ærlige. Hun stod forsigtigt op, trak en gammel hættetrøje over sig og listede ud af værelset. Hun gik ned ad trappen og lod fødderne larme – ikke for meget, men nok til, at alle vågne ville høre hende – og bevægede sig ud på terrassen, hvor hun forventede, at Henrik ville opdage hende. Hun fik ret. – Kan du ikke sove? – spurgte han bagfra. – Søvnen vil ikke helt indfinde sig, – svarede Karina. En let brise bar duften af hans parfume med sig. Han betragtede hende nøje. – Hvad vil du med min søn, Karina? – Hans stemme var nu blottet for fortidens varme, – Jeg ved, hvad du er i stand til. Jeg ved, hvor mange som mig, der har været i dit liv. Og jeg ved, at det altid har handlet om penge. Det lagde du aldrig skjul på. Hvad vil du med Vad? Ville han ikke genopfriske gamle minder, så havde Karina heller ingen pligt til det gode. – Jeg elsker ham, Henrik, – sang hun let, – Hvorfor skulle jeg ikke? Han var ikke overbevist. – Elsker? Du? Det er til at grine af. Jeg kender dig, Karina. Og jeg fortæller Vad alt. Om, hvem du er. Om, hvad du har lavet. Tror du, han vil gifte sig med dig bagefter? Karina trådte tættere på, så kun en arms længde skilte dem. Hun lagde hovedet på skrå og betragtede ham. Ikke at hun ikke havde set ham nok før! – Gør det, Henrik, – sagde hun og trak hvert ord ud – Men så får din kone også sandheden at høre. – Det er… – Det er ikke afpresning. Det er gensidighed. Hvis du fortæller, hvordan vi mødtes, kan du ikke skjule, hvad vi lavede. Bare rolig, jeg skal nok uddybe din historie. – Det er ikke det samme… – Er det ikke? Vil du sige det samme til Birthe? Henrik frøs. Forsøget på at true Karina faldt til jorden. Han indså, at han var kørt op i en krog. De var i samme båd. – Hvad vil du fortælle hende? – Ikke kun hende. Alle. Også Vad. Jeg fortæller ham, hvilken god familiefar du er, og hvilke “sene møder” du var til. Alt, så jeg intet har at tabe. Vil du redde din søn fra mig? Så gør det. Det var en svær beslutning. At tale Vad fra giftermålet ville betyde at underskrive skilsmissepapirer selv. – Du tør ikke. – Jeg tør ikke? – Karina begyndte faktisk at grine; ja, han ville turde, men hun skulle ikke? – Jeg gør det ikke, hvis du heller ikke gør… Hun mindede ham om, at hans kone Birthe satte pris på troskab. Skyldbetynget havde han engang tilstået sin utroskab. Birthe var så tro, så god. Hun ville aldrig tilgive ham. Så han måtte vælge. Han vidste, at Karina ikke bluffede. – Fint, – fik han ud, – Jeg fortæller intet. Det gør du heller ikke. Intet siges. Vi glemmer fortiden. Derfor var Karina tryg. Han havde mere at tabe. – Som du vil, Henrik. Næste morgen tog Karina og Vad afsted fra vads forældres hjem. Under det væmmelige blik fra fremtidens svigerfar sagde Karina farvel til hans kone, der allerede kaldte hende “skat”. Henrik fik nærmest et ryk i øjet. Han led under ikke at kunne advare Vad mod hans kommende svigerdatter, men frygtede at miste endnu mere. Uden Birthe, intet hjem, intet liv. Og sønnen ville næppe tilgive… På et nyt besøg ved familien blev Karina og Vad i to uger. En rigtig dansk sommerferie. Henrik undgik Karina og havde altid travlt. Men en dag styrede nysgerrigheden ham, og han begyndte at rode med Karias taske, håbende på at finde et eller andet, der kunne give ham overtaget. Han rodede igennem hendes ting – makeup, notesbog, kalender. Pludselig så han noget hvidt og blåt. En graviditetstest. Med to sushi-striber. – Jeg troede, katastrofen var, at min søn ville gifte sig med… Nej, det her er katastrofen! – Han lagde testen tilbage, men nåede ikke at lukke tasken. Karina stod i døren. – Det er vel ikke så pænt at rode i andres sager, – sagde hun tørt, men det var som om, det rørte hende ikke rigtigt. Henrik kæmpede ikke imod. – Er du gravid med Vad? Karina trådte hen til ham, tog tasken fra hans hånd og sagde: – Tillykke, Henrik, du har ødelagt overraskelsen. Henrik kogte. Nu slap Karina aldrig hans søn. Nu var der slet ingen vej udenom at tie stille. Og det nagede ham, at han vidste, hvilket fælde Vad gik i. *** Ni måneder gik… og yderligere et halvt år. Vad og Karina fik en datter, de kaldte Alis. Henrik ville helst ikke besøge dem. Ikke se dem. Ikke tænke på dem. Barnebarnet regnede han ikke for sin. Og Karina frygtede han. Hendes ligegyldige forhold til Vad og hendes mørke fortid skræmte ham. Og så igen. Birthe skulle besøge Vad og Karina. – Henrik, tager du med? – Nej, jeg har hovedpine. – Igen? Det er da vist alvor nu. – Bare lidt træt. Tag du bare alene afsted. Henrik spillede som altid syg – hovedpine, forkølelse, ondt i ørerne. Hvad som helst. Han kunne ikke være i samme rum som Karina. Men at fortælle nogen… Udelukket. Han lå, læste. Så blev han opmærksom på, at Birthe var meget længe væk. Klokken var elleve om aftenen, og ingen kone hjemme. Telefonen blev ikke svaret. Selvfølgelig ringede han til Vad. – Alt okay? Har Birthe taget hjem? Hun er ikke hjemme. – Far, du er den sidste, jeg har lyst til at tale med lige nu. Og lagde på… Henrik ville allerede køre afsted, da Karinas bil trak ind i indkørslen. Da han så hende, var det nærmest som at få et chok. – Hvad laver du her? Sig det! – Han rystede hende. Karina lod sig ikke mærke med noget. Hældte et glas vin op, satte sig. – Katastrofen er indtruffet. – Hvilken katastrofe? – Vores. Vad fandt billeder af os begge på et café-site, fra en fest for fire år siden på “Oasen”, ka’ du huske? Vad ville bestille til vores bryllupsdag – og fandt alle billedet på nettet. Nu er Vad rasende, og Birthe vil skilles. Så, som du ønskede, ser det ud til, jeg også bliver skilt fra din søn. Henrik stirrede på hende. Hele film strøg forbi hans indre blik. Den fest, det fotosite… han havde tryglet om, de ikke måtte tage billeder… Hvem kunne vide, det ville ende sådan? Han satte sig stumt ved siden af henne på gulvet. – Hvorfor kom du så? – Jeg havde brug for et pusterum, – smilede Karina, – Hjemme er alt kaos. Alis er med barnepige. Vil du have et glas vin? Hun bød ham hans eget vin. De sad på terrassen og drak. Stilheden – kun brudt af cikader – var det eneste, de havde tilfælles. – Alt er din skyld, – sagde Henrik. Karina nikkede, uden at se op. – Mmm. – Du er uudholdelig. – Helt enig. – Du har ikke engang ondt af Vad. – Det har jeg, men mest af alt har jeg ondt af mig selv. – Du elsker kun dig selv. – Ingen indvending. Han tog hende pludselig om hagen, tvang hende til at se på sig. – Du ved jo godt, at jeg aldrig har elsket dig, – hviskede han. – Det tror jeg gerne, – svarede hun roligt. *** Morgenen efter kom Birthe endelig hjem for at forsone sig, selvom det ville koste hende halvdelen af hendes nerver. Hun fandt Karina og Henrik sammen. Sovende stadigvæk. – Hvem er der? – spurgte Karina og satte sig op. – Det er mig, – sagde Birthe, mens hun så sit liv krakelere. Karina smilede bare roligt. Henrik vågnede lidt senere, men gik ikke efter sin kone.

Kone og far

Mette lod bare som om, hun ville lære Thomas forældre at kende. Helt ærligt, hvorfor skulle hun dog det? Hun havde jo ikke planer om at bo sammen med dem, og fra hans far, som vist havde lidt flere penge på kontoen end gennemsnittet, kunne der næppe komme andet end problemer og mistro.

Men når hun nu havde besluttet at blive gift, måtte rollen spilles helt til ende.

Mette gjorde sig klar, ganske pænt, men uden at vælge noget prangende tøj, så hun fremstod som en sød, jordnær pige.

Første møde med svigerforældre er altid fyldt af skjulte faldgruber, og især når de også er begavede, bliver hele seancen nærmest en prøve på standhaftighed.

Thomas troede, hun havde brug for gode råd og ro:

Bare rolig, Mette. Tag det roligt. Min far virker lidt mut, men han er rimelig forhandlingsvenlig. De skal nok kunne lide dig. Far kan være mærkelig, men mor hun er selskabets midtpunkt, beroligede han hende foran deres villa i Hellerup.

Mette smilede bare, skubbede let til sit hår bag øret. Nå, mut far, festlig mor sikke en cocktail. Hun grinede for sig selv.

Huset imponerede hende egentlig ikke. Hun havde før besøgt folk med større villa og dyrere designermøbler.

De blev straks budt velkommen.

Mette var ikke specielt nervøs. Hvorfor skulle hun være det? Folk er jo bare folk. Birthe, havde hun hørt Thomas kalde sin mor, havde aldrig haft et fuldtidsjob, mere huset og venindeture til Sydeuropa, men ingen dramatik. Faderen, Henrik Christensen, var den tavse type med et alvorligt blik. Men hans navn virkede alligevel påfaldende bekendt…

De blev budt ind…

Og så stivnede Mette, før hun trådte over dørtærsklen. Det her det var slutningen. Svigermor var hende helt fremmed, men svigerfar… Hende skulle man ikke tage fejl af. Ham genkendte hun øjeblikkeligt. De havde mødtes for tre år siden ikke tit, men med gensidig fordel. På barer, små hoteller, restauranter i København. Selvfølgelig havde Henriks kone og Thomas aldrig anet det.

Nu var det for sent.

Henrik havde også genkendt hende. Et lille glimt fór gennem hans øjne overraskelse, måske forbløffelse, men måske også en mørkere tanke, noget skummel strategi han allerede lagde an til. Alligevel sagde han intet.

Thomas, oppe i den syvende himmel, præsenterede ubekymret:

Mor, far det her er Mette. Min forlovede. Jeg ville have taget hende med tidligere, men hun er nu så genert.

Ups…

Henrik rakte hånden frem.

Hans håndtryk var fast, måske endda lidt for hårdt.

Hyggeligt at møde dig, Mette, sagde han. I stemmen var der en antydning af noget, Mette ikke umiddelbart kunne afkode. Måske vrede. Måske en advarsel.

Mette spekulerede allerede på, hvordan hun skulle sno sig ud af det hele, ventede bare på at Henrik ville afsløre hendes fortid.

Glæden er på min side, Henrik Christensen, svarede Mette og forsøgte, at der ikke skulle gå hul på facaden. Hendes puls steg, mens hun trykkede hans hånd. Hvad sker der nu…

Men… ingenting.

Henrik sendte hende et forsøg på et smil og trak en stol frem til hende ved bordet.

Mon han pønsede på at ydmyge hende senere?

Men der skete heller ikke noget.

Og så gik det op for Mette han ville ikke afsløre hende. For gjorde han det, ville han samtidig afsløre sig selv over for konen.

Da hun først havde fået vejret igen, var stemningen egentlig ganske afslappet. Birthe fortalte historier fra Thomas barndom, og Henrik lyttede tilsyneladende interesseret, mens han stillede spørgsmål om Mettes job. Han vidste i virkeligheden meget mere, end han lod forstå Hans skæve bemærkninger ramte ikke plet længere. Han lavede endda et par jokes, og til sin egen overraskelse lo Mette. Dog bar hans ord et dobbeltspil, forståeligt kun for dem to.

Som for eksempel, da han så direkte på Mette:

Du minder mig om en tidligere… kollega. Hun havde også utrolige evner. Hun kunne komme ind under huden på alle slags folk.

Mette svarede tørt:

Der findes mange slags talenter, Henrik.

Thomas, begejstret brudgom, kunne ikke få øjnene væk fra hende og opdagede intet. Han elskede hende virkelig. Det for ham var det vigtige. Og det sørgelige.

Senere, da snakken faldt på rejser, sagde Henrik:

Jeg er fan af steder, hvor der er fred og ro. Hvor man kan sidde for sig selv og læse en god bog. Hvad med dig, Mette? Hvilken slags steder foretrækker du?

Han prøvede at ramme hende.

Jeg elsker steder med mennesker, larm og latter, svarede Mette uden tøven, Selvom for mange nysgerrige ører somme tider kan være farlige.

Birthe, hurtigt opfattende, så ud til kort at fange noget i luften. Dog rystede hun tanken fra sig.

Henrik var klar over, at Mette aldrig havde holdt af stilheden. Og han kendte hende godt.

Da aftenen sluttede, og de snart skulle til at sove, lagde Henrik armen om Thomas:

Pas godt på hende, dreng. Hun… er noget særligt.

Kompliment og advarsel i ét. Ingen andre end Mette fangede nuancen.

Hele stuen blev med ét kølig. Særlig. Han havde valgt det ord med omhu.

***

Om natten lå Mette søvnløs i gæsteværelset, tankerne kørte i ring over det uventede gensyn og hvordan hun nu skulle manøvrere i den nye situation. Reelt var udsigterne ikke alt for lyse. Hun kunne mærke, at Henrik, nøjagtig som hende, sikkert heller ikke kunne sove. Han rystet over mødet, hun på grund af det forestående opgør. Og alt i øvrigt.

Stille stod hun op, trak sin gamle hættetrøje over T-shirten og listede ud af rummet. Hun trampede lidt hårdere end nødvendigt ned ad trappen, så de vågne kunne høre det, og gik ud på terrassen, hvor hun regnede med, at Henrik ville støde på hende.

Hun slap hurtigt for at vente.

Kan du ikke sove? lød hans stemme bagfra.

Søvnen vil ikke rigtig indfinde sig, svarede Mette.

En frisk vind blæste.

Hun mærkede straks duften af hans parfume.

Han betragtede hende nøje.

Hvad har du med min søn at gøre, Mette? Nu var der ingen udflugter. Jeg ved nok, hvad du er i stand til. Jeg ved, hvor mange som mig, du har trukket penge ud af. Du har aldrig lagt skjul på, du gik efter pengene. Prisen, om end pakket pænt ind, gjorde du hurtigt klar. Hvad skal du med Thomas?

Når han ikke gad spille hyggelig, ville Mette ikke lege sød så hun hvæsede tilbage:

Jeg elsker ham, Henrik, sang hun næsten Hvad skulle forhindre det?

Det rystede ham ikke.

Elsker? Du? Det er til at grine af. Jeg ved, hvad du er for én, Mette. Og jeg fortæller Thomas alt. Om hvad du lavede. Hvem du er. Tror du, han vil gifte sig med dig så?

Mette gik tættere på, så kun en armslængde adskilte dem:

Du må bare snakke løs, Henrik, sagde hun langsomt, Men så skal din Birthe jo også høre hele sandheden om vores lille hemmelighed.

Det…

Kald det ikke afpresning. Du starter, så følges vi ad. Jeg skal nok krydre fortællingen, hvis jeg først går i gang.

Det er ikke det samme…

Virkelig? Ville du sige det til din kone?

Henrik blev stående, stiv som en statue. Forsøget på at skræmme Mette var slået fejl. Han var fanget. De sad i båden sammen.

Hvad ville du fortælle hende?

Ikke bare hende. Alle sammen. Thomas også. Om hvor familiefar du egentlig er, og hvad du lavede, når du arbejdede sent. Så må vi se, hvem der er mest optaget af sandheden. Vil du redde din søn fra mig så prøv.

Det var ikke nemt.

Hvis han aflyste brylluppet, risikerede han sin ægteskabskontrakt.

Du tør ikke.

Tror du ikke? Mette fnyste Du tør, men jeg tør ikke? Hvis du røber mig og min grådighed, når du sidder på sådan en bombe, der kan koste dig både ægteskab og formue? Birthe sætter pris på troskab.

Mange gange, halvfuld, havde Henrik tilstået overfor Mette, hvor illoyal han var, og Birthe havde aldrig tilgivet det.

Han vidste, Mette ikke bluffede.

Godt, sagde han opgivende, Jeg siger intet. Og du siger intet. Vi glemmer, hvad der var engang.

Dét var derfor Mette var rolig. Han havde langt mere at miste.

Som du vil, Henrik.

Næste morgen forlod de huset. Under Henriks kolde blik sagde Mette farvel til en Birthe, der allerede kaldte hende skattepige. Henrik fik næsten tics under øjet.

Han led over ikke at kunne advare sønnen, men frygtede at ødelægge alt for sig selv. Mistede han Birthe, røg ikke kun kærligheden, men også meget af formuen. Hun ville ikke tage afsted uden en ordentlig del. Og sønnen ville aldrig tilgive ham…

Senere blev Mette og Thomas boende hos forældrene to uger mere under ferien.

Henrik undgik bevidst Mette, havde hele tiden forretninger. Men en dag, hvor han var alene hjemme, blev hans nysgerrighed for stor. Han besluttede at rode i Mettes taske. Måske var der noget at finde.

Han gennemsøgte hendes ting kosmetikpung, notesbog, kalender. Pludselig fik han øje på noget blåt og hvidt en graviditetstest. Med to tydelige streger.

Jeg troede katastrofen var, hvis min søn giftede sig med… Nej, dét her er katastrofen! hviskede han for sig selv, og forsøgte at lukke tasken, da Mette kom ind.

Man bør ikke rode i andres ting, sagde hun tørt, men virkede ikke oprigtigt vred.

Henrik nægtede ikke.

Er du gravid med Thomas?

Mette tog stille tasken, så ham i øjnene og sagde:

Det ser ud til, at I har ødelagt overraskelsen, Henrik.

Henrik var rasende. Nu ville Mette umuligt slippe hans søn. Ginn han fortælle noget, ville han selv ryge med i faldet. Bedst at holde mund. Og mærkeligt nok var det allersværest.

***

Ni måneder senere… og et halvt år oveni.

Thomas og Mette havde lille Victoria.

Henrik forsøgte så vidt muligt aldrig at komme på besøg. Hans barnebarn regnede han slet ikke for sit. Mette gjorde ham nervøs. Hun var kølig over for Thomas, og hendes fortid spøgte hele tiden.

Og igen.

Birthe planlagde besøg hos Thomas og Mette.

Henrik, kommer du med?

Nej, Birthe, jeg har ondt i hovedet.

Igen? Det ligner et varsel, Henrik.

Bare træt. Du må tage afsted alene.

Henrik spillede hver gang den med migræne, forkølelse, ondt i ørene… Han tog endda et par panodiler for at gøre det troværdigt. Han kunne ikke holde ud at se Mette men kunne heller ikke fortælle noget til nogen.

Aftenen gik med dårlige tanker.

Han lagde sig. Læste i en bog.

Så opdagede han, at Birthe blev meget længere væk end planlagt. Klokken var elleve, og hun var ikke hjemme, telefonen ikke til at få fat i. Selvfølgelig ringede han til Thomas.

Thomas, er alt ok? Er mor kørt hjem? Hun er ikke kommet.

Far, du er det sidste menneske, jeg gider tale med lige nu.

Og lagde røret på.

Henrik havde tænkt sig at køre over til dem, men da han så Mettes bil parkere foran sig, blev han nærmest svimmel.

Hvad laver du her? Hvad er der sket? råbte han.

Mette forholdt sig rolig, skænkede sig et glas vin, satte sig.

Katastrofen er indtruffet.

Hvilken katastrofe?

Vores fælles. Thomas fandt gamle billeder fra Paletten, dengang vi var til fest for fire år siden. Han ville booke noget der til vores bryllupsdag, gik ind på hjemmesiden… Og der ligger vi så. Fotografen havde lagt ALT op. Thomas er rasende. Din Birthe vil skilles, og jeg som du ønskede skal vist ikke længere være gift med din søn.

Henrik stirrede tomt. Hans hjerne summede af billeder fra den aften. Sitet, festen… Han huskede, han havde truet med, at det ville ende galt. Han havde sagt, de ikke måtte tage billeder. Men hvem havde kunnet forudse dette!

Han satte sig opgivende ned ved hendes side, direkte på gulvet.

Hvorfor er du her?

Jeg måtte væk et øjeblik, smilte Mette, Derhjemme er kaos. Victoria er hos barnepigen. Vil du have vin?

Hun bød ham vin fra hans egen samling.

De sad på terrassen, kun insektlydene hørtes.

Det hele er din skyld, sagde Henrik.

Mette nikkede mod vinglasset.

Jo.

Du er uudholdelig.

Det må du nok sige.

Du har ikke ondt af Thomas.

Jo, men jeg har mere ondt af mig selv.

Du elsker kun dig selv.

Ikke uenig.

Han bøjer sig pludselig frem og tager blidt fat under hendes hage, tvinger hende til at se ham i øjnene.

Du ved godt, jeg aldrig har elsket dig, hviskede han.

Det tror jeg på, svarede hun roligt.

***

Da Birthe endelig kom hjem næste morgen for at forlige sig, selvom det ville koste hende endnu flere bekymringer, fandt hun Mette og Henrik sammen. Sovende endnu.

Hvem er der? mumlede Mette.

Det er mig, svarede Birthe, mens hun så sin verden smuldre.

Mette smilede stille. Henrik vågnede lidt efter, men han gik ikke Birthe i møde.