Der skulle sælges et hus, men mor skulle flytte hjem til os
Jens sad i køkkenet sammen med sin kone, Mette.
Hun stod og fumlede med ovnen og snakkede i et væk, mens Jens forberedte sig på arbejde ved at drikke sin morgenkaffe og stirre ud på den stigende sol. Han prøvede at filtrere hendes talestrøm for at finde kernebudskabet.
»Jens, hører du overhovedet efter?« Mettes negle borede sig pludselig ind i hans skulder.
»Selvfølgelig, skat!« svarede han hurtigt og skubbede hendes hånd væk. Hun plejede at have en smuk manicure, men den kunne godt gøre ondt.
»Så hvad sagde jeg lige?« Der lå en kold forventning i hendes øjne.
Jens sukkede.
»Du talte igen om at sælge huset.«
»Præcis. Og hvorfor?«
»Hvis mor flytter ind hos os, bliver livet lettere. Vi behøver ikke spare så meget.«
»Du ved godt, at det sted praktisk talt er øde, ikke? Der er intet af værdi for os. Hvorfor skal hun bo der, når hendes pension ikke engang dækker regningerne? Hvorfor skal vi betale for det? Hvad får vi ud af det?« Mettes stemme dryppede af foragt.
I sine snart fyrre år havde hun en skarp forståelse af livet, og det lød næsten truende. Den lave, let hæse stemme kunne være fascinerende… Ikke længere den lyse, melodiske fuglesang fra ungdommen, men alligevel.
Jens var over fyrre, men han var vant til at gøre, som Mette sagde. Normalt endte det ikke galt – tværtimod.
»Mor skal da have et sted at bo,« mumlede han sløvt.
»Netop. Hos os. Og huset sælges. Så får vi penge, betaler gæld af og forbedrer vores økonomi. Og det bliver hyggeligere at bo sammen, ikke?« pressede Mette.
Jens nikkede. Selvom hans job som bygningsingeniør tjente godt, kunne ingen sige nej til ekstra indtægt. Især ikke når huset egentlig var skrevet på hans navn. At betale for et sted, han ikke boede på, lød ikke tiltalende.
»Så skriv en annonce i morgen, og ring til mor. Sig, hun skal pakke. Hun flytter hertil, og så finder vi en køber,« Mette smilede pludselig med et glimt i øjet som en rovfugl, der havde fået øje på bytte.
***
Helle startede sin dag som sædvanlig. Solen var stået op for længe siden, men den ældre kvinde var lige vågnet. Hun gik ud i haven for at passe sine træer, da hendes gamle Nokia ringede i lommen.
Helle havde altid været skeptisk overfor ny teknologi. Selv simple ting som at bruge vaskemaskinen havde Jens måttet forklare flere gange. Men her på landet føltes tiden stået stille. Ingen komplicerede problemer, kun dejlige blade, naboer og pension som 65-årig. Livet var godt – indtil hun hørte sin søns stemme i røret.
»Hej mor. Hør her, Mette og jeg har talt sammen og besluttet, at det er tid til at sælge dit hus.«
»Hvad?!« Helle gik ind på verandaen og satte sig tungt på bænken, mens hendes hjerte hamrede.
»Hvad er problemet? Vi synes ikke, du skal slidse hen derude, når du kan bo hos os. Pengene vil hjælpe os gevaldigt.«
»Så jeg skal bo hos jer? Bliver I ikke generede?« spurgte Helle forsigtigt.
»Mor, kom nu! Selvfølgelig ikke. Du får dit eget værelse, og vi vil gøre alt for dig. Vi bliver en stor familie, og du behøver ikke at spare på din pension. Kun fordele.«
Helle bed nervøst i læben, men Jens fortsatte ufortrødent:
»Jeg har allerede lagt annoncen op, så pak sammen. Jeg henter dig og dine ting i morgen. Tag ikke for meget med – vi skal ikke spilde tid på unødvendige ture.«
Sådan åbnede en helt ny fremtid sig for Helle. Sønnen lagde hurtigt på – en travl mand. Hun blev siddende på bænken og tænkte over livet. De havde aftalt, at Jens betalte regningerne. Hendes pension var lille, men hvordan kunne hun vide, at han ville bruge det som en fordel og bare præsentere det som et faktum?
Hun havde intet valg. Sukkende og masserende sin ømme ryg gik hun indenfor, mens tankerne kredsede om frugthaven, hun havde lagt så meget arbejde i… Og nu skulle hun måske aldrig se den igen.
***
Mette rynkede på næsen.
»Helle, altså… Jeg har jo sagt, at du ikke skal lave den slags supper. Hele køkkenet stinker.«
Med en irriteret mine og hårde bevægelser åbnede hun vinduet for at lufte ud. Helle stod et øjeblik i chok.
»Hvad skal jeg så spise? Jeg er ikke vant til jeres madvaner,« svarede hun. »Jeg har brug for noget ordentligt.«
»Så lav da normalt mad! Pasta med god sauce eller lignende. Noget, både vi og eventuelle gæster kan nyde,« sagde Mette og vendte sig med sit sædvanlige rovdyrssmil.
»Skal jeg lave mad til en hel fest?«
»Nej! Lav bare til dig selv – men hold det præsentabelt. Ikke sådan noget grød, der kun består af smattet.« Mette trak demonstrativt vejret dybt ved vinduet.
Helle vendte sig og forlod stille køkkenet med et tungt hjerte. Konflikten var indlysende, og det var kun begyndelsen.
*Hvis det fortsætter sådan, må jeg handle*, tænkte hun. At sælge huset føltes stadig som vanvid.
Samme aften, hvor de sad i køkkenet, og Helle havde lavet en lækker gratin til dem alle, ringede Jens’ telefon pludselig.
»Ja, ja? I vil se huset? God idé i weekenden. Allerede klar til at købe? Fantastisk, men I bør selvfølgelig se det først.«
»Er der allerede en køber?« Helle gabrede.
»Selvfølgelig. Prisen er god. Vi vil ikke tjene kassen – der skal laves lidt renovering,« sagde han og trak på skuldrene.
»Men Jens…?« Hun så strengt på ham.
»Hvad med Jens? Kan du ikke selv løse problemer?« Mette skød ind. »Du burde tænke på større ting, Helle. På arv til fremtidige børnebørn.«
»Har jeg nogen børnebørn?« stak Helle tilbage.
Mette tav et øjeblik og stirrede på væggen.
»Netop derfor ikke. Vi har altid haft pressede forhold,« mumlede hun.
»Er en treværelses lejlighed presset?« spurgte Helle forbløffet. »Da jeg fik Jens, havde vi ikke engang eget værelse i en kommunal bolig! JegMen da hun så sin søn stå alene ved vinduet med sit tomme kaffekop, vidste Helle, at hun ikke kunne bære at se ham lide, og med et tungt suk gav hun efter og vendte tilbage til sit lille værelse i deres kolde lejlighed, mens tankerne om haven og det solfyldte landliv for evigt forsvandt i baggrunden.
