Hunden havde næsten opgivet alt håb og var klar til at forlade denne barske verden…

Hunden var nærmest blevet ligeglad med alting den havde besluttet at forlade denne barske verden snart
Sofie havde i mange år boet i et lille hus på den yderste kant af en landsby et sted på Fyn. Når nogen bemærkede, hvor ensom hun måtte være, kunne hun ikke lade være med at trække på smilebåndet. “Ensom, siger du? Nej, nej, hvad snakker du om jeg har jo en kæmpe familie!” svarede hun altid grinende.
De andre kvinder fra landsbyen nikkede velvilligt, men ligeså snart Sofie vendte ryggen til, sendte de hinanden blikke og drejede en finger ved tindingen hvad er det for en slags familie? Ingen mand, ingen børn, kun pelsede og fjerklædte skabninger Men netop disse firbenede og bevingede venner betragtede Sofie som sine nærmeste. Hvad naboerne tænkte, var hende ligegyldigt. Hvorfor skulle dyr kun være til nytte? Køer til mælk, høns til æg, hunde til indbrudstyve, katte til mus nej, hun havde både fem katte og fire hunde, og alle fik lov at være inde, hvilket fik folk til at måbe.
De holdt dog deres undren for sig selv, for man kunne ikke rigtigt diskutere med “landsbyoriginalen”. Og når hun blev drillet lidt, grinede hun bare: “Glem det, de stakkels dyr har fået nok af udelivet inde er vi alle mest tilpas.”
For fem år siden revs hendes verden midt over på et øjeblik hun mistede både sin mand og sin søn. De havde været ude at fiske og blev ramt af en lastbil på vej hjem. Efter sorgen lagde sig, stod det klart for Sofie: hun kunne ikke blive i lejligheden, hvor alt mindede om dem. Heller ikke gå de samme veje, eller høre naboerne hviske og se deres sørgmodige blikke.
Så efter et halvt år solgte hun lejligheden, tog sin bedste kat Frida under armen, og købte et lille stråtækt hus for sine hårdt opsparede danske kroner på landsbyens udkant. Om sommeren knoklede hun i sin have, om vinteren serverede hun kartofler i sognets cafeteria. Med tiden kom flere dyr til: En forladt kat ved busstationen, en tæppebombet hvalp uden for cafeteriaet. Langsomt blev de en “familie” af dyr, som alle andre havde glemt. Sofies store hjerte helbredte dem, og de kvitterede med uforfalsket kærlighed og trofasthed.
Ingen gik sultne i seng, selv når økonomien var stram. Sofie havde helt ærligt lovet sig selv flere gange; nu tager jeg ikke flere ind! Og alligevel pludselig går marts amok og forvandler sig til polarkulde, og kulingen hyler gennem natten.
Det var sådan en aften, hvor hun kæmpede sig mod landsbyens sidste bus, armene tunge af poser rugbrød, leverpostej, kattemad, lidt rester fra cafeteriaet. Hun var kun optaget af at nå hjem. Men hendes hjerte var endnu mere opmærksomt end hendes øjne. Få meter fra stoppestedet bremsede hun op og kiggede bagud.
Under en bænk lå en hund. Den så på Sofie, med et blik mat som Mosbjergs oktoberregn. Kroppen var støvet til af sne den havde ligget der længe, ingen tvivl. Folk haster forbi, viklet ind i tørklæder, ingen stopper op. “Hvordan kan ingen have opdaget hende?” tænkte Sofie.
Det trak sammen i maven. Bus, løfter, fornuft var glemt hun smed taskerne og rakte forsigtigt ud. Hunden blinkede langsomt. “Tak for det, du lever!” sagde Sofie lettet og kløede hende bag øret. “Kom nu min ven, vi går hjem”
Dyret gjorde ingen modstand, men hjalp heller ikke rigtig til. Som om hun havde opgivet. Måske var hun faktisk klar til at forlade os.
Sofie kunne ikke engang bagefter huske, hvordan hun fik bakset både to tunge indkøbsposer og en udmattet hund hen til ventesalen på stationen. I et hjørne fandt hun plads, satte sig og begyndte at gnubbe de stive ben liv i hunden, trykkede hendes små kolde poter mellem sine varme hænder.
“Sådan, skat, nu kommer du til hægterne. Vi skal jo også hjem i aften. Og du bliver vores femte hund vi elsker runde tal!” hviskede hun og smilede.
Fra posen fandt hun en frikadelle, rakte den mod den forfrosne gæst. Først vendte hunden bare hovedet væk. Men lidt efter, da varmen havde gjort lidt gavn, åbnede hun øjnene igen, snusede og spiste frikadellen.
En time senere stod Sofie med “Freja” ja, sådan kom hunden til at hedde i vejkanten og viftede armene for at stoppe en bil, for bussen var væk for længst. Hun havde improviseret et halsbånd og snor af sit tørklæde, men der var ikke brug for det: Freja vimsede som en lille skygge helt tæt op ad hendes ben. Efter ti minutters blafren bremser en bil op.
“Tusind tak! Bare rolig, hun sidder på mine knæ, hun sviner ikke,” sagde Sofie hurtigt.
“Det går såmænd nok,” svarede chaufføren, “hun kan også bare tage sædet, hvis hun er træt.”
Men Freja nægtede; hun blev på skødet hele vejen, mens Sofie smilede og kløede hende bag øret. “Så er der da varmt!” sagde hun muntert.
Chaufføren nikkede og skruede op for varmen. De kørte tavse gennem vintermørket. Sofie kiggede ud på snefnuggene i lyskeglen og sad med armene omkring sin nye ven. Manden gav hende diskrete blikke det var tydeligt, at Freja havde fundet en ny ejer her.
Ved huset stod chaufføren af, hjalp med poserne. Sneen var så høj, at han måtte skubbe porten op med skulderen. Hængslerne knagede porten væltede ud til siden.
“Det gør ikke noget,” lo Sofie tørt. “Den skulle nu også have været fikset for længe siden.”
Inde fra huset lød ivrig gøen og kattejamren, og Sofie styrede mod døren. Hele flokken stimlede sammen.
“Nå, ventede I på mig? Se, her er Freja hun er den nye,” præsenterede Sofie hende.
Hundene viftede med halerne, kattene gnubbede op ad poserne i chaufførens hånd.
“Hvad står vi egentlig her ude for? Kom dog indenfor, hvis du tør, der er jo rimelig mange fastboende!” bød Sofie.
“Tak, men det er vist lidt sent,” sagde manden venligt. “Forkæl dine dyr de har savnet dig.”
Næste formiddag bankede det i gården. Sofie tog jakken på og gik ud der stod aftenen førs chauffør allerede i gang med at skrue på nye hængsler til porten. Værktøj spredt omkring sig.
“Goddag! Jeg fik jo ødelagt porten, så nu må jeg jo reparere den. Jeg hedder Mads. Og du?” smilede han.
“Sofie”
De firbenede stormede hen og snusede til gæsten. Han satte sig på hug for at klø dem bag ørerne.
“Sofie, gå ind og lav noget varmt te jeg er straks færdig, og så tager jeg gerne et stykke kage. Har forresten en pose godbidder med fra bageren og lidt lækkerier til din store familie”