Der tænkte, det bare var en fattig, handicappede tigger! Hun gav ham mad hver dag af sin smule føde… Men en morgen ændrede *alt* sig!
Det her er historien om en fattig pige ved navn Mette og en handicappede tigger, som alle lo ad. Mette var kun 24 år. Hun solgte mad fra en lille træbikse ved vejen i Aarhus. Hendes bod var bygget af gamle planker og bølgeblik. Den stod under et stort træ, hvor mange kom for at spise.
Mette havde ikke meget. Hendes sko var slidte, og hendes kjole var lappet. Men hun smilede altid. Selv når hun var træt, hilste hun venligt på folk. “God dag, hr. Velbekomme,” sagde hun til hver kunde.
Hun stod tidligt op hver morgen for at lave ris, bønner og havregrød. Hendes hænder arbejdede hurtigt, men hendes hjerte slog langsamt af sorg. Mette havde ingen familie.
Hendes forældre døde, da hun var ung. Hun boede i et lille værelse ved siden af sin bod. Uden strøm eller rent vand.
Kun hun og sine drømme. En aften, mens Mette gjorde rent, kom hendes veninde Tante Lise forbi. “Hvorfor smiler du altid, når du har det lige så hårdt som os andre?” spurgte Tante Lise. Mette smilede igen og svarede: “Fordi gråd ikke bringer mad i min gryde.”
Tante Lise lo og gik videre, men ordene blev hængende i Métes hjerte. Det var sandt. Hun havde ingenting.
Alligevel gav hun folk mad, selv når de ikke kunne betale. Hun vidste ikke, at hendes liv snart skulle ændre sig. Hver eftermiddag skete et eller andet mærkeligt ved Métes bod.
En handicappede tigger dukkede op ved hjørnet. Han kom altid langsomt, skubbende sin gamle kørestol med hænderne. Hjulene knirkede mod brostenene.
Knirk, knirk, knirk. Folk, der gik forbi, lo eller holdt sig for næsen. “Se den beskidte mand igen,” sagde en dreng.
Mandens ben var bandageret. Hans bukser var revnede ved knæene. Hans ansigt var dækket af støv.
Han så træt ud. Nogle sagde, han stank. Andre sagde, han var skør.
Men Mette så ikke væk. Hun kaldte ham Onkel Jens. Den eftermiddag, under den stegende sol, stoppede Onkel Jens ved hendes bod. Mette så på ham og sagde blidt: “Der er du igen, Onkel Jens. Du spiste ikke i går.”
Onkel Jens så ned. Hans stemme var svag. Han havde været for svag til at komme, sagde han.
Jeg har ikke spist i to dage. Mette kiggede på bordet. Der var kun en tallerken bønner og kartofler tilbage.
Det var maden, hun selv havde tænkt sig at spise. Hun tav et øjeblik. Så tog hun tallerkenen og satte den foran ham.
“Vær så god, spis,” sagde hun. Onkel Jens så på maden og derefter på hende. “Giver du mig din sidste portion igen?” Mette nikkede.
Jeg kan lave mere, når jeg kommer hjem. Hans hænder rystede, da han tog skeppen. Hans øjne blev blanke.
Men han græd ikke. Han bøjede bare hovedet og begyndte at spise langsomt. Folk, der gik forbi, stirrede.
“Mette, hvorfor giver du altid den tigger mad?” spurgte en kvinde. Mette smilede og svarede: “Hvis det var mig i kørestolen, ville jeg så ikke også have, at nogen hjalp mig?” Onkel Jens kom hver dag, men han tiggede aldrig.
Han råbte ikke efter folk. Han rakte ikke hånden ud. Han bad hverken om mad eller penge.
Han sad bare stille ved Métes bod med hovedet sænket og hænderne på lårene. Det så ud, som om kørestolen ville falde fra hinanden. Det ene hjul stod skævt.
Mens andre ignorerede ham, bragte Mette altid en tallerken varm mad. Nogle gange var det ris. Andre gange bønner og kartofler.
Hun gav ham det med et stort smil. Det var en varm eftermiddag. Mette havde lige serveret stegt flæsk med persillesovs for to skolebørn, da hun så Onkel Jens sidde på sin sædvanlige plads.
Hans ben var stadig bandageret. Hans skjorte havde flere huller. Men han sad bare der, som altid, uden at sige noget.
Mette smilede og hældte varm stegt flæsk på en tallerken. Hun tilføjede to stykker svinekød og gik hen til ham. “Onkel Jens,” sagde hun blidt.
Din mad er klar. Onkel Jens så langsomt op. Hans øjne var trætte.
Men da han så Mette, blidede hans blik. “Du husker altid mig,” sagde han. Mette knælede og satte forsigtigt maden på skammelen ved siden af ham.
“Selv om hele verden glemmer dig,” sagde hun, “gør jeg det ikke.” Lige da stoppede en stor sort bil lige foran hendes bod. Døren åbnede langsomt, og en mand steg ud.
Han havde en ren hvid skjorte og mørke bukser på. Hans sko skinnede, som om de lige var blevet pudset. Han var høj og kraftig med dybe øjne.
Mette rejste sig hurtigt og tørrede hænderne af i sit forklæde. “God dag, hr.,” sagde hun. “God dag,” svarede manden.
Men hans øjne var ikke rettet mod hende. Han stirrede på Onkel Jens. Manden blinkede ikke. Han stirrede bare længe.
Onkel Jens spiste stadig, men Mette bemærkede noget underligt. Han holdt op med at tygge. Manden tog et skridt frem og drejede hovedet, som om han prøvede at huske noget.
Han vendte sig mod hende og sagde: “Giv mig en tallerken stegt flæsk med persillesovs. Tilføj noget kød.” Mette serverede hurtigt maden og gav ham den.
Men mens han spiste, kiggede han igen på Onkel Jens. Denne gang så hans blik usikkert ud. Han åbnede bildøren, steg ind uden et ord og kørte væk.
Næste morgen vågnede Mette tidligt. Hun fejede foran sin bod og gjorde sit bord rent som sædvanlig. Ved daggry stirrede hun ned ad vejen.
“Hvornår som helst nu,” hviskede hun, “kommer Onkel Jens.” Men timerne gik. Ingen kørestol.
Ingen Onkel Jens. Ved middagstid begyndte hendes hjerte at hamre. Hun gik hen til siden af boden og kiggede begge veje ned ad gaden. “Hvor er han?” tænkte hun.
Hun spurgte Tante Lise, grønthandleren i området. “Tante, har du set Onkel Jens i dag?” Tante Lise lo og vinkede afværgende. “Den gamle? Måske er han kravlet videre til en anden gade.”
Han har jo ikke ben. Mette lo ikke. Hun spurgte to drenge, der solgte vand i poser.
Har I set den gamle mand i kørestolen? De rystede på hovederne. Hun spurgte endda cyklisten, der parkerede i nærheden. “Har De set Onkel Jens i morges?” Manden spyttede på jorden ogOg fra den dag af blev Mettes hjerte fyldt med en dyb glæde, for hun vidste, at hendes små gerninger af venlighed havde ændret ikke bare hendes eget liv, men også mange andres.
