– Sønnike, hvis du ikke dropper det frække kvindemenneske dér, så kan du regne med, at du ingen mor har! Den der Ninna er jo 15 år ældre end dig! min mor havde efterhånden rundet den samme sang mange gange.
– Mor, jeg kan ikke, det går bare ikke! Og jeg ville jo gerne prøvede jeg at forklare.
Jeg havde engang en yndlingspige, Frida, 14 år. Ren, beskeden og ja, ualmindeligt ønskelig. Jeg var 18, da jeg mødte hende til skolefesten, og jeg faldt pladask for hende, så jeg næsten kunne tude.
Via hendes veninde fik jeg omsider overtalt Frida til en date ikke på fair vis, men altså, det lykkedes! Tænker du, at hun dukkede op? Nej da! Jeg blev en regulær storvildtsjæger: opsnuste hendes nummer, ringede og plagede om en aftale. Til sidst gav Frida efter, men det var på betingelse af, at jeg først skulle spørge hendes mor om lov.
Så stod jeg dér udenfor Fridas dør, svedte som en gris og rødmede helt op i håret.
Hendes mor viste sig at være en ret hyggelig kvinde med smil på læben. Hun lånte mig sin datter i to hele timer.
Frida og jeg slentrede rundt i Fælledparken, snakkede og grinede. Alt var så uskyldigt, at det næsten blev komisk. Pludselig siger hun:
– Viggo, jeg har faktisk en kæreste allerede. Jeg tror, jeg elsker ham. Men han render rundt og er sammen med alle mulige andre piger jeg er træt af det. Jeg har altså også min stolthed. Skal vi ikke prøve at blive venner? Hvad siger du?
Jeg hævede øjenbrynene så højt, at de næsten satte sig i panden, og gloede nysgerrigt på Frida. Nå for søren, tænkte jeg, hun kunne både ligne en jomfru og være forlibt på én gang. Jeg blev bare endnu mere vild med hende.
Vores to timer gik hurtigere end dansk sommer, og jeg afleverede Frida hjem til hendes mor.
Efterhånden kunne jeg slet ikke undvære den pige.
Min mor elskede hende også sådan et solskinsbarn! Frida kom tit på besøg hos os. Mor underviste hende ivrigt i alle slags kvindelige kunster og finurligheder, og nogle gange glemte de helt, at jeg overhovedet fandtes.
Da Frida fyldte 18, begyndte vi så småt at tale om bryllup. Ingen, hverken Frida, jeg eller forældrene, tvivlede på, at vi ville ende sammen.
Vi satte datoen til efteråret.
Så kom sommeren. Frida tog på ferie hos bedstemor i Jylland, og jeg tilbragte hele sommeren i vores sommerhus ved Humlebæk hvor jeg agerede min mors Have-Hans.
En dag stod jeg og vandede tomatplanterne, da jeg hørte:
– Undskyld, unge mand, kan jeg få en mundfuld vand?
Jeg vender mig og ser en kvinde på en 35 år. Hun lignede noget, der var skvattet ud af tremmesengen i morges temmelig rodet, men med et vildt blik. Jeg havde aldrig set hende før i nabolaget, men man nægter jo ikke sådan en enkel bøn. Jeg skænkede hende et krus brøndvand:
– Drik endelig til helbredet
Hun tømte kruset, sukkede og sagde så:
– Årh, tak, unge mand! Jeg var ved at tørste ihjel. Jeg har såmænd lidt solbærlikør med mig, hvis du vil smage som tak? Ikke være forfinet nu.
Og uden videre pressede hun en åbnet flaske ned i hånden på mig. Nå ja, man siger jo ikke nej, vel? Jeg råbte efter hende:
– Tak, skal du have!
Senere på aftenen, da jeg var alene hjemme, smagte jeg så på den likør. Mor var inde i byen; hun havde aldrig tilladt det, hvis hun var der.
Dagen efter kiggede gæsten forbi igen. Hun hed Ninna og boede i nabobyen. Jeg bød hende indenfor. Hun havde selvsagt likøren med. Jeg smed lidt kartoffelsalat på bordet, lavede et par klapsammen-madder, og så forsvandt tiden i snak, til flasken var tom. Den dag i dag forbander jeg det, der skete bagefter.
Ninna fik simpelthen knækket mig, som havde hun lasso om min hals. Jeg var i trance, styret af denne kvinde som en ko i snor, ude af stand til at forstå, hvad jeg lavede.
Da jeg vågnede op, var Ninna smuttet. Til gengæld stod min mor og prøvede at få liv i mig:
– Viggo, hvad fanden er der foregået mens jeg var væk? Hvem har du været sammen med? Og hvad sker der med din seng den ligner den galopbane?
Jeg kunne knap holde øjnene åbne; hovedet snurrede, hænderne rystede, og jeg kunne ikke forklare så meget som en krumme.
Hen på aftenen kom jeg til mig selv og mindedes, hvad jeg havde lavet. Skammen over min søde forlovede, Frida, var ikke til at bære…
Mindre end en uge senere var Ninna tilbage. Og skræmmende, men sandt jeg blev faktisk glad for at se hende, måske havde jeg endda savnet hende lidt. Min mor gik straks i frø: armene i siden, blikket knivskarpt:
– Hvad skal De her, frue?
Jeg hev mor indenfor:
– Mor, det ligner dig ikke at modtage gæster uden smil og kaffe. Måske vil hun bare have et glas vand. Tag dig nu sammen!
– Gæst, min bare! Det der er Ninna-Sengesæt ovre fra landsbyen! Hun kendes af enhver, går fra sommerhus til sommerhus og snører mænd ind føj for katten! Tro endelig ikke, hun får lov at hænge på dig. Ud af mit hus nu! Min mor var rød i hovedet.
Hun anede ikke, at det var alt for sent. Ninnas trolddomsdrik havde snøret mig ind jeg kunne ikke slippe ud, løb efter hende som en fortabt skygge, selvom jeg anede, hun aldrig kunne blive min.
Frida var glemt. Da jeg fortalte Ninna om min forlovede, sagde hun bare:
– Viggo, første kæreste tæller aldrig!
Vores bryllup blev afblæst.
Mor inviterede Frida hjem og fortalte det hele.
– Du må undskylde, Frida. Viggo er ikke selv herre over det, der sker. Hvis han vågner op, er det vel for sent. Han forsvinder i kløerne på den kvinde og for hvad? Vent ikke på ham, mit barn find lykken et andet sted.
Frida giftede sig lykkeligt.
Mor som forsøgte at rive mig fri af Ninna gik endda til sessionskontoret og bad dem indkalde mig til session prompte (før havde jeg udskudt den). De sendte mig til Afghanistan. Jeg skal undlade de rædsler jeg oplevede Jeg kom hjem uden tre fingre på højre hånd en lille souvenir. Det var et let sår, sagde lægerne. Men hovedet var til gengæld godt og grundigt slået ud.
Ninna ventede på mig. Vi havde fået en søn imens. Da jeg drog i krig, tænkte jeg, at det var bedst at plante et frø, så der i det mindste var lidt, hvis jeg ikke kom hjem. På krigstogtet begyndte jeg at drømme om fem børn
Mor kunne stadig ikke fordrage Ninna. Frida tog hun til sig, strikkede sokker og små veste til hendes datter. Hun var overbevist om, at Fridas lille pige var min. Hvis bare! men det var altså ikke sådan.
Hos Frida gik alting, som det skulle. Hun kom nogen gange forbi mor og spurgte ind til mit liv. Mor rystede bare på hovedet og sukkede:
– Åh, Frida, Viggo hænger stadig på hende den anden han kommer aldrig fri. Hvad han dog ser i hende, forstår jeg aldrig
Den slags smådeprimerende nyheder fra mor fik jeg at vide gennem Frida mange år senere, da vi mødtes.
I mellemtiden tog jeg arbejde i Nordjylland. Ninna og vores tre unger røg med. Heroppe fik vi to børn mere min drøm om fem unger lykkedes! Men så døde vores femårige datter af lungebetændelse Nordens kulde og alt det. På det tidspunkt flyttede vi hjem til sjællandske bøgeskove, hvor sorgene alligevel føles lidt mildere.
Efterhånden tænkte jeg mere og mere på Frida, den kære, forliste forlovede. Længslen voksede. Via mor fik jeg hendes nummer og endda adresse, selvom hun formanede mig: Viggo, lad nu Lene få fred med sin mand, rod ikke op i gamle minder.
Men jeg ringede. Og vi mødtes straks. Frida var blevet endnu kønnere. Hun inviterede mig hjem, præsenterede mig for sin mand som barndomsven. Hendes mand må have haft stor tiltro til hende, for han forlod mig trygt alene med Frida, mens han gik på nattevagt.
På bordet stod resterne af en flaske Asti og nogle appelsiner. Hendes datter var hos mormor.
– Nå, så er det nu, Viggo! Jeg kender jo hele din historie fra din mor. Fortæl selv hvordan går det?
– Undskyld, Frida. Det var ikke meningen, det hele … men livet har sin egen rytme. Jeg har fire børn nu, mumlede jeg.
– Der er ikke noget at undskylde for, Viggo. Vi har set hinanden, mindet ungdommen, det er fint. Det eneste, jeg er ked af, er din mor hun har lidt på grund af dig. Vær nu lidt god ved hende, ikke?
Jeg kunne ikke løsrive mig fra synet af Frida tiden var gået uden at røre hende. Smuk og uimodståelig som dengang. Jeg tog hendes hånd, kyssede den med al min ømhed.
– Frida, jeg elsker dig, som jeg gjorde i gamle dage … men det blev aldrig til noget. Man kan ikke skrive historien om. Jeg angrer alt!
– Viggo, det er sent, du må gå, svarede hun og satte punktum.
Men kunne jeg virkelig bare gå?
Følelserne væltede op, sjælen sitrede, og al fornuft gik fløjten.
…Næste morgen sneg jeg mig ud. Frida sov sødt.
Vi sås i hemmelighed i tre år. Til sidst rykkede Frida og familien til forstæderne, og al kontakt blev brudt.
Med Ninna blev jeg skilt, da vores børn var voksne. Mor havde haft ret: En fræk kvinde render let over ens skæbne, tramper hjerter i stykker.
…Du kan koge nok så meget vand, men det er stadig bare vand.
Kun ét barn viste sig at være mit. Den første søn.
