**Dagbogsnotat:**
Jeg tørrede mine våde hænder af på forklædet og sukkede af smerte, før jeg gik hen for at åbne døren. Grethe Sørensen havde lige været i gang med at vaske vinduerne, så hun nåede ikke at komme frem med det samme. Klokken ringede blødt, allerede for tredje gang. Udenfor stod en ung pige smuk, men bleg og udmattet.
“Frøken Sørensen, jeg hørte, at De måske har et værelse til leje?”
“Åh, de naboer! De sender altid folk hen til mig. Jeg lejer ikke værelser ud, aldrig.”
“Man sagde, De har tre værelser.”
“Hvad så? Hvorfor skulle jeg leje dem ud? Jeg er vant til at bo alene.”
“Undskyld. De sagde, De var en troende kvinde, så jeg tænkte…”
Pigen så ned og vendte sig langsomt for at gå. Skuldrene dirrede, som om hun kæmpede for ikke at bryde sammen.
“Pige, kom nu tilbage! Jeg har da ikke smidt dig ud! Åh, unge mennesker nu til dags så følsomme. Kom indenfor, lad os tale. Hvad hedder du? Vi kan godt være dus.”
“Astrid.”
“Astrid… Havde din far noget med havet at gøre?”
“Jeg har ingen far. Jeg kommer fra et børnehjem. Min mor var der heller ikke. Nogle søde mennesker fandt mig i en opgang og gav mig til politiet. Jeg var ikke engang en måned gammel.”
“Lad nu være med at bekymre dig. Kom, vi skal have en kop te. Er du sulten?”
“Nej, jeg har lige købt en wienerbrød.”
“En wienerbrød! Tsk, unge mennesker tænker ikke på deres helbred, og så får de mavesår, når de bliver tredive. Sæt dig ned, jeg har ærtesuppe, den er stadig varm. Og vi kan varme te op. Jeg har masser af syltetøj. Min mand døde for fem år siden, men jeg laver altid mad til to af gammel vane. Vi spiser, og så hjælper du mig med at færdiggøre vinduerne.”
“Frøken Sørensen, kunne jeg ikke gøre noget andet? Jeg får svimmelhed, og jeg er bange for at falde af vindueskarmen jeg er gravid.”
“Endnu bedre! Det var lige, hvad der manglede. Jeg er en principfast kvinde. Er barnet uden for ægteskab?”
“Hvorfor skulle det være det? Jeg er gift. Mads kommer også fra børnehjemmet. Men de tog ham ind i militæret. Han var på orlov for nylig. Da min værtinde fandt ud af, at jeg ventede barn, smed hun mig ud med det samme. Hun gav mig en uge til at finde et sted. Vi boede ikke langt herfra. Men De kan selv se sådan ser det ud.”
“Ja… Hvad skal jeg gøre med dig? Måske flytte mit eget seng ind i Sørens værelse? Nå, men du kan sove hos mig. Jeg tager ingen penge fra dig, ikke engang et ord om det. Hent dine ting.”
“Jeg har ikke langt. Alle vores ting fra Mads og mig er i en taske ved indgangen. Ugen er gået, så jeg har været rundt med dem og banket på flere døre.”
Sådan blev det til, at de to blev boende sammen… Astrid gik i skole for at blive tøjdesigner. Grethe Sørensen havde været på førtidspension i flere år efter en alvorlig togulykke, så hun sad derhjemme og strikkede kniplingsdækener, kraver og babysko, som hun solgte på det lokale loppemarked. Hendes arbejde var fuldt af fantasi dækener, dugge og kraver så fine som havets skum, og de solgte godt. Der var penge nok. Noget kom også fra salg af grøntsager og frugt fra haven. Om lørdagen arbejdede de der sammen, og om søndagen gik Grethe i kirke, mens Astrid blev hjemme og læste breve fra Mads og svarede. Hun gik sjældent i kirke, det var hun ikke vant til. Hun klagede ofte over ondt i ryggen og svimmelhed.
En lørdag arbejdede de i haven. Høsten var indsamlet, og de forberedte jorden til vinteren. Astrid blev hurtigt træt, så “Tante Grethe” sendte hende ind for at ligge lidt ned og høre de gamle plader, hun og hendes mand engang havde købt. Den dag, efter at have arbejdet med rive, kom den kommende mor ind for at hvile. Grethe smed tørre grene på bålet og stirrede tankefuldt på flammerne. Pludselig hørte hun Astrids skrig: “Mor! Kom hurtigt!” Med bankende hjerte, glemt om de ømme ben og rygsmerter, løb Grethe ind til huset. Astrid skreg og holdt sig om maven. Et øjeblik efter fik Grethe fat i naboen, og i den hast, den gamle “Volvo” tillod, kørte de mod hospitalet. Astrid klynkede uden stop: “Mor, det gør ondt! Men det er for tidligt, alt for tidligt! Jeg skulle ikke føde før midt i januar. Mor, bed for mig, du kan jo!” Grethe græd. Gennem tårerne bad hun uafbrudt.
Fra skadestuen blev Astrid kørt videre på en bærestol. Naboen kørte den grædende kvinde hjem. Hele natten bad hun til Jomfru Maria om at redde barnet. Om morgenen ringede hun til hospitalet.
“Alt er i orden med Deres datter. I starten kaldte hun konstant på Dem og Mads, græd, men så blev hun rolig og faldt i søvn. Lægen siger, der ikke længere er risiko for abort, men hun skal blive her et stykke tid. Hun har også lavt hæmoglobin. Sørg for, at hun spiser ordentligt og får nok hvile.”
Da Astrid blev udskrevet, talte de længe, langt ud på natten. Astrid talte hele tiden om Mads.
“Han er ikke en dreng som mig. Han er forældreløs. Vi var altid sammen i børnehjemmet. Vi blev venner i skolen, og så forelskede vi os. Han passer på mig. Det er mere end kærlighed, sådan føler jeg det. De kan jo selv se, hvor ofte han skriver. Vil De se hans billede? Her er han, anden fra højre. Han smiler…”
“Han er flot…” Grethe ville ikke såre Astrid. Hun burde have skiftet briller for længst. På billedet var der mange soldater, og det var lille og utydeligt. Hun kunne ikke se den anden, tredje eller femte kun konturerne.
“Astrid, ét spørgsmål hvorfor kaldte du mig mor i haven?”
“Det skete bare… af frygt. I børnehjemmet var alle voksne fra direktøren til VVSeren far og mor. Jeg lærte det af igen. Men når jeg bliver bange eller nervøs, siger jeg det igen. Undskyld.”
“Jeg forstår…” Grethe sukkede med et tydeligt skuffet udtryk.
“Tante Grethe, fortæl mig om Dem selv. Hvorfor er der ingen billeder af Deres mand eller børn? Havde De ikke børn?”
“Nej, der var ingen børn. Jeg havde en lille dreng, men han døde, da han var under et år
