Skal vi måske gå ud i weekenden? I biografen, måske? spurgte Lærke, mens hun satte sig ved siden af Mikkel på sofaen.
De havde for nylig haft lidt færre fælles stunder, og Lærke ville gerne genoplive den gamle samhørighed.
Undskyld, men jeg er optaget. Jeg har allerede lovet min mor at hjælpe med taget. Vinteren er på vej, og der drypper stadig. Jeg skal bruge hele weekenden på det, svarede Mikkel uden at løfte blikket fra sin telefon, mens han scrollede på Facebook.
Lærke nikkede og forsøgte at skjule sin skuffelse. En lille ubehagelig fornemmelse krydsede hende, men hun skubbede den hurtigt væk.
Fredag aften slap hun ham af ved døren. Men noget ved Mikkels påklædning fangede hendes opmærksomhed nye bukser og den fine skjorte, hun havde givet ham i fødselsdagsgave fra en dyr butik i Indre By.
Du skal jo op på taget, så? bemærkede Lærke, mens hun betragtede hans outfit. Er du sikker på, du vil risikere at ødelægge de pæne ting? Der er asfalt og skidt overalt.
Jo, jeg skifter om der, svarede Mikkel hurtigt, uden at møde hendes blik, og greb bilnøglerne. Mor har arbejdstøj i skuret. Du skal ikke bekymre dig om tøjet.
Lærke gik ham til døren, gav ham et kys som de havde gjort i fem år, og han gav hende et hastigt kram, som om han bare ville væk. Da døren gik i, lænede Lærke sig mod den, lukkede øjnene og mærkede, at noget var ændret.
I soveværelset faldt hun på sengen med ansigtet i hovedpuden, hvor duften af hans aftershave stadig hang. De sidste to måneder havde Mikkel virket fjern mindre kram, flere overarbejdstimer, en kold distance. Alle tegn pegede på én ting: utroskab. En anden kvinde. Men Lærke rystede afvisende på hovedet.
Det er bare træthed på arbejdet, hans efterårsdepression, hviskede hun til puderne. I går sagde han, at han elskede mig, at jeg var det bedste, der var sket i hans liv.
Selvfølgelig ændrer folk sig, tænkte hun, men ikke Mikkel, deres mand, som de havde planlagt børn og alderdom sammen. Hun afviste tanken om en affære og mente, hun bare lå sig selv i tvivl.
Lørdag morgen gik Lærke tidligt i supermarkedet, mens der stadig var ro. Hun fyldte vognen med Mikkels yndlingskød til stegt, friske grøntsager til salat og en dyr laks, som de kun købte til fest. Hjemme stod hun ved komfuret i flere timer og lavede alt med kærlighed. Suppen var fyldig, som hendes svigermor Gitte plejede, og frikadellerne var saftige med et skvæt fløde, som hendes bedstemor havde lært hende. Lærke pakkede maden i plastikbeholdere.
Jeg tager den med, tænkte hun. Mikkel sagde, at hans mor skulle være hos en ven hele dagen, så han selv vil være på taget til aftenen.
Hun læssede maden i bilen, sikrede sig, at intet løb ud, og kørte mod svigermors hus. Turen tog omkring fyrre minutter på motorvejen, så lidt ekstra på grusvejen. Gitte boede i en lille landsby, i et gammelt men hyggeligt hus med en stor have. Da Lærke kom til de grønne porte, så hun straks, at Mikkels bil ikke stod i gården.
Hun steg ud, kiggede forsigtigt ind gennem lågen. Taget på huset var glinsende nyt metalshætte skinnede i efterårssolen, og nedløbsrørene var tydeligt nye. Gitte stod i en slidt morgenkåbe i haven, nynnede for sig selv.
Lærke satte sig i bilen igen og kørte væk uden at ønske at ringe eller aflevere den omhyggeligt tilberedte mad. En knude af smerte og vrede pressede i hendes bryst. Mikkel havde løjet, skamløst og kynisk. Hvorfor? Svaret var åbenlyst, men hun ville ikke acceptere det.
Hele turen hjem forsøgte hun at finde en logisk forklaring. Måske var taget færdigt? Måske var han på indkøb? Men det nye tag talte sit eget sprog det var ikke gjort i går eller i forgårs.
Søndag aften kom Mikkel hjem, træt men med en let duft af andres parfume. Hans skjorte var stadig ren, bare lidt krøllet.
Åh, hvor jeg har slidt mig, startede han, mens han skubbede skoene af sig uden at se på Lærke. Jeg blev færdig først i søndag aften. Nu holder taget i mindst tyve år, og mor er tilfreds.
Flot, nikkede Lærke fra køkkenet og lagde mærke til hver eneste detalje. Hør, vil du med på din mors i weekenden? Jeg vil gerne møde hende, vi har ikke set hinanden længe. Jeg vil også kigge på dit arbejde.
Mikkel tøvede et øjeblik, men gik så med et suk med.
Nå, lad os da gøre det. Selvom hun sikkert har jammer og marmelade i gang.
Lærke smilede, men indeni knugede en forudanelse. Hele ugen forberedte hun sig på samtalen, valgte hvert ord med omhu. Mikkel gik som altid på arbejde, kom hjem om aftenen, men undgik hendes blik og vendte hovedet mod væggen i sengen.
Næste lørdag var solen i højsædet, og de kørte tavst mod Gittes hus. Mikkel trommede nervøst med fingrene på rattet, justerede spejlet igen og igen. Lærke stirrede ud på de gyldne marker og tænkte på, hvordan hun skulle starte den svære snak.
Ved middagsbordet gik Gitte i gang som altid satte salater frem, skar brød, trak syltede agurker frem fra kælderen. Mikkel sad anspændt, spiste næsten intet.
Gitte, hvordan går det med det nye tag? Mikkel sagde, at I lige har fået det skiftet. Det må have kostet en formue? begyndte Lærke.
Stilheden sænkede sig tungt over bordet. Gitte så forvirret på sin søn, så på sin svigerdatter.
Hvilket tag? Vi fik det nye i juni, mens I var på ferie. Jeg ringede endda til dig om farven på tagstenene
Mor, du tager fejl, afbrød Mikkel, men hans stemme vaklede.
Åh, jeg blander bare de to, skyndte Gitte sig at forklare, mens hun så på Mikkel med et blegt ansigt. Jeg mente den gamle, men Mikkel sagde, at han bare lappede lidt på den i weekenden
Lærke afbrød hende skarpt. Jeg har allerede samlet de fleste brikker. Hun så direkte på Mikkel. Er du utro?
Mikkel mumlede noget uforståeligt, så han bøjede hovedet ned i tallerkenen, knugede og slap sine hænder. Lærke rejste sig, benene bølgede, men hun holdt sig oprejst.
Jeg havde aldrig forventet dette af dig. Vi har altid været ærlige, i det mindste troede jeg. Hvis du har fundet en anden, skulle du have sagt det. Jeg ville have taget skridtet uden drama.
Lærke, du overdriver! råbte Gitte, sprang op fra stolen. Alle mænd gør en fejl eller to. Du skal tilgive ham, holde familien samlet. Det er bare sådan, at mænd vandrer rundt.
Nej, svarede Lærke fast, mens hun gik mod døren. Sådan forræderi kan jeg ikke tilgive. Mikkel, bliv her med din mor, jeg henter dine ting om et par dage. Du behøver ikke komme tilbage.
Vent! råbte Mikkel, løb efter hende, greb hendes hånd ved porten og vendte sig om. Undskyld! Det var bare et øjebliks svaghed, jeg vidste ikke, hvad jeg gør! Det betyder ingenting!
Lærke trak hånden fri, tårerne glimtede, men hun nægtede at græde.
Du har bedraget mig. Det er ligegyldigt, om det var en forvirring eller Mercurius i retrograd. Du har såret mig og vores familie, og jeg vil ikke tilgive dig. Lev med din skyld.
Hun gik mod busstoppet uden at kigge tilbage. Mikkel stod i porten, hovedet hængende, mens Gitte mumlede om ungdommens rastløshed og at alt ville gå over.
Hjemme pakkede Lærke systematisk Mikkels ejendele tøj, barberingsudstyr, den elskede kop med SpiderMan fra deres første år sammen. Hun lagde alt i kasser og tasker. Næste dag leverede hun dem til Gitte, som igen forsøgte at overtale Lærke til at tænke sig om, endda med en lille tåre.
Tænk dig om, Lærke! Lad ham komme hjem, så kan I snakke roligt. I har fem år sammen!
Beslutningen er færdig, afbrød Lærke, mens hun læsede den sidste kasse ud. Jeg anmoder om skilsmisse på mandag. Der er intet, der binder os længere. Ring venligst ikke længere.
Mikkel stod i døren til Gittes hus, i en krøllet tshirt, helt fortabt. Lærke vendte sig ikke om, men gik ud af hans liv for altid.
Skilsmissen gik hurtigt ingen fælles ejendom, ingen børn, takket være Guds vilje. Lejligheden var Lærke’s før ægteskabet, så der var intet at dele. Mikkel protesterede kun om at mødes gennem advokat, men Lærke afslog.
Tre måneder senere mødte hun Oline, en fælles bekendt, på en café nær kontoret.
Har du hørt om Mikkel? spurgte Oline, mens hun rørte i kaffen.
Nej, og jeg vil helst ikke høre, svarede Lærke, men Oline fortsatte i lav stemme:
Du skulle tro, at han blev smidt ud med det samme efter skilsmissen! Det viser sig, han havde brug for en gift mand bare for adrenalinet, den hemmelige spænding. Nu bor han hos sin mor, har mistet sit job. Det er en sørgelig forestilling.
Lærke trak på skuldrene, drak sin grønne te.
Det er ikke længere mit problem.
Hun betalte regningen og gik ud på den kølige efterårsvej. Solen skinnede koldt, men Lærke mærkede, at livet gik videre uden løgne, uden forræderi og uden Mikkel.
