Mette Kirstine stod ved vinduet og så sin nabo hænge vasketøj op på altanen overfor. Morgenlyset faldt blødt på hendes grå hår, satte lidt efter samme frisure hun havde båret i fyrre år. I hånden dirrede en kop med kølet te.
“Metta, hvad glor du på?” råbte Henrik Jørgen fra stuen. “Morgenmaden bliver kold.”
Hun vendte sig ikke. I vinduesrefleksen så hun ham rette på skjortekraven. Treoghalvfjerds år gammel, men stadig så omhyggelig med sit udseende. Håret tyndt, men pænt kammeret. Bukserne strygede, skoene blanke.
“Jeg hører dig, Henrik,” svarede hun lavmælt.
Henrik Jørgen nærmede sig, stillede sig ved siden af hende.
“Hvad tænker du på?”
“Åh, bare noget fjollet. Jeg havde en underlig drøm.”
Mette Kirstine satte tekruset på vindueskarmen. I drømmen var hun ung, omkring femogtyve, iført en hvid kjole foran spejlet. Hendes mor fumlede med sløret og hviskede kærlige ord. Hun vågnede med våde øjne.
“Hvilken drøm?” Henrik Jørgen greb hendes albue, vendte hende mod sig.
“Vores bryllup. Men ikke som det var, men et andet. Smukt.”
Manden rynkede panden.
“Hvad mener du? Vi havde et helt almindeligt bryllup.”
“Almindeligt,” svarede Mette Kirstine, men stemmen lød træt.
Deres vielse var i rådhuset, derefter en kop kaffe i en lille café bare dem og hans bedste ven som vidne. Kjolen var en simpel, grå en, praktisk. På billederne smilte hun, men øjnene var tomme. Som om det ikke engang var hende.
“Kom nu og spis,” sagde Henrik Jørgen. “Ellers kommer du for sent på arbejde.”
Mette Kirstine havde arbejdet på biblioteket i tredive år. Læsesal, udlån, katalogkort. Stilhed og ro. Henrik Jørgen havde brokket sig i starten – hvorfor skulle hun arbejde? Han kunne forsørge dem. Men hun insisterede. Hun ville være blandt mennesker, mellem bøgerne. Derhjemme blev det bare kvalmende.
Morgenmaden forløb stille. Henrik Jørgen læste avisen og kommenterede nyheder i ny og næ. Mette Kirsten spiste havregrød, druknede i sine tanker. Udenfor raslede regnen mod ruderne.
“Vi skal til Kasper i aften,” sagde han uden at kigge op fra avisen. “Han ringede og inviterede til middag.”
“Okay.”
“Lise har sikkert lavet noget lækkert. Du ved, hvor hun gør sig umage.”
Kasper var deres eneste søn. Gift for tre år siden med Lise, en stille og flittig pige. Mette Kirstine var glad for sin svigerdatter, men møderne med det unge par mindede hende om sin egen ungdom, der var forsvundet så stille.
På biblioteket gik dagen som sædvanlig. Lånerne kom og gik, hun scannede bøger ud og ind, fyldte hylderne. I frokostpausen satte hun sig i en krog af læsesalen, åbnede en digtsamling. Tilfældigt faldt øjet på en linje: “*Og lykken var så mulig, så tæt…*”
“Mette Kirstine, har du tid et øjeblik?” kaldte en kollega, den unge Freja.
“Naturligvis. Hvad er der galt?”
“Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jakob har friet, men jeg er i tvivl.”
Freja satte sig ned, nussede nervøst en tråd på sit tørklæde. Øjnene var røde – hun havde grædt.
“Hvad er problemet? Elsker du ham ikke?”
“Jo! Jeg elsker ham. Men mor siger, han ikke er god nok til mig. At hans job ikke er særlig godt, ingen fremtid. Mens Mads fra marketing også er interesseret i mig.”
Mette Kirstine så på pigen. Toogtyve år, smuk, hele livet foran sig. Og det samme valg, hun selv engang stod overfor.
“Hvad siger dit hjerte?”
“Mit hjerte…” Freja snøftede. “Mit hjerte vil vælge Jakob. Men mor har nok ret. Man skal tænke med hovedet, ikke bare følelserne.”
“Freja,” Mette Kirstine tog pigens hånd. “Ved du hvad? Man skal selvfølgelig bruge fornuften. Men hvis man aldrig lytter til hjerte, vil man fortryde det hele livet.”
“Tror du det?”
“Jeg ved det.”
Efter arbejde skyndte Mette Kirstine sig ikke hjem. Hun gik en tur i parken, hvor hun engang som ung gik med veninder. Her mødte hun Henrik Jørgen. Han var i militæret dengang, hjemme på orlov. Flot og statelig i uniform. Alle pigerne kiggede efter ham.
Men hun var forelsket i Nikolaj Berg, drengen fra næste opgang. Nikolaj studerede litteratur, skrev digte, spillede guitar. Om aftenen sad de på bænken ved huset, han læste højt for hende. De drømte om bryllup, om et liv sammen.
Men mor var imod det.
“Metta, hvad bilder du dig ind?” sagde hun. “Den Nikolaj, hvad har han? Ingen penge, intet ordentligt job. Mens Henrik Jørgen er en seriøs mand, han tjener godt, kan forsørge dig. Sikkerhed.”
“Men mor, jeg elsker ham ikke!”
“Det kommer. Kærlighed er ikke det vigtigste i ægteskab. Det er respekt og forståelse.”
Henrik Jørgen var ihærdig. Blomster, biografture, snak om ansvar. Mens Nikolaj… Nikolaj var en romantiker. Han troede, kærlighed var nok.
Mette Kirstine led. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. På den ene side – mors rationelle argumenter. På den anden – den brændende forelskelse i Nikolaj.
Den afgørende samtale kom en efterårsaften. Henrik Jørgen kom officielt og friede. Han sad i deres lille stue, snakkede med mor om fremtid, forsørgelse. Mette Kirstine stod ved vinduet, stirrede ud i gården, hvor Nikolaj ventede under gadelygten, som altid.
“Nå, Metta, hvad siger du?” spurgte Henrik Jørgen.
Mor så forventningsfuldt på hende. I hendes blik bad hun: “*Sig ja, skat, vær nu fornuftig.*”
Mette Kirstine så ud ad vinduet. Nikolaj stod der stadig, røg en cigaret, så op mod deres vindue. Selv på afstand mærkede hun hans blik.
“Ja,” hviskede hun. “Det gør jeg.”
Mor slap udåndende. Henrik Jørgen smilede, gik hen og kyssede hende på kinden.
Nikolaj blev stående lidt endnu under lygten, så gik han langsomt. Han kom aldrig forbi deres vindue igen.
Brylluppet var en måned senere. Enkel uden pomp. Mette Kirstine smilte, modtog lykønskninger, dansede med sin mand. Men det føltes som at se en anden.
Nikolaj forlod byen straks efter brylluppet. Hvor han blev af, vidste ingen. MorOg mange år senere, da hun en dag mødte Nikolaj igen på en bænk i den samme park, vidste hun, at hjertet altid havde haft ret.
