Birthe Madsen vidste godt, at hun aldrig ville blive den onde svigermor. Hun var en venlig og omsorgsfuld kvinde, og hun havde opdraget sin søn, Kasper, med forståelse for, at han en dag ville stifte sin egen familie. Kasper skyldte hende intet.
Da Kasper en dag introducerede sin forlovede, den søde og elskværdige Freja, tog Birthe imod hende med åbne arme. Freja gjorde også en indsats for at imponere sin kommende svigermor. Hun roste Birthes mad, komplimenterede hendes smukke lejlighed i København, og Birthe var overbevist om, at der ikke ville opstå gnidninger mellem dem.
Kasper og Freja besluttede at flytte sammen. Kasper nævnte halvt i spøg, at de måske kunne bo hos Birthe, men den idé var hun ikke vild med.
“Jeg vil selvfølgelig ikke smide jer ud. Men, Kasper, det er dårlig stil. Unge og forældre bør bo hver for sig. Alle har deres rutiner, og enhver har brug for ro engang imellem. Desuden er to kvinder i ét køkken altid en dårlig idé,” sagde hun.
Kasper forstod hende, men det var hårdt for ham at betale lejen alene. Birthe tilbød derfor at hjælpe, indtil de kunne klare sig selv.
“Jeg kan betale en tredjedel af lejen i starten, og så må I selv ordne det senere.”
Kasper takkede ja med glæde, og Birthe var villig til at betale – det var en lille pris for fred og gode forhold.
Hun huskede tydeligt, hvordan hun og hendes mand de første tre år af deres ægteskab havde boet hos hans forældre. Det var som en mareridt. Selvom hendes svigermor var en god kvinde, opstod der stadig misforståelser og spændinger. Maden var også et problem – de havde forskellige smagsretninger, men Birthe måtte spise det alligevel for ikke at såre hende. Selv svigermoren havde det svært.
Kasper og Freja lejede en lejlighed lige i nærheden af Birthe, hvilket glædede hende. Hun ønskede ikke at bo sammen, men at kunne se sin søn ofte.
Freja arbejdede som pædagogmedhjælper i en børnehave og tjente ikke ret meget. Kasper havde heller ikke store ambitioner og var tilfreds med sit job på fabrikken.
Lige efter flytningen tilbød Birthe at hjælpe med at gøre lejligheden ren.
“Åh, tak!” udbrød Freja. “Lejligheden er så beskidt, jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde.”
Så hentede Birthe klude og rengøringsmidler og skyndte sig hen for at hjælpe.
Men hun sukkede, da hun så, hvordan Freja gjorde rent. Det var tydeligt, at det ikke var noget, hun var vant til, og at det stressede hende.
Nærmere sagt var det Birthe, der gjorde det meste. Freja takkede hende og sagde, at hun skulle lære af sin kommende svigermor, men Birthe var så træt, at hun knap hørte efter.
Næste dag ringede Kasper og foreslog, at de mødtes i weekenden.
“Vi kommer forbi – er det okay?” spurgte han.
“Selvfølgelig, det glæder mig,” svarede Birthe.
Selvfølgelig måtte hun lave middag, men hun så faktisk frem til det. Hun ville gerne høre, hvordan det var at bo sammen.
Men da de ankom, sank humøret en smule. Hun havde brugt halvdelen af dagen i køkkenet og havde lavet både varm mad, salat og snacks. De kom med tomme hænder.
Ikke fordi hun forventede gaver, men det var lidt tarveligt. De kunne i det mindste have købt kager til kaffen.
Men Kasper og Freja så intet galt i det. Birthe tog det dog roligt – de havde nok travlt med at få tingene til at fungere.
“Mor, må vi tage resterne med hjem? Så skal vi ikke lave mad,” spurgte Kasper efter middagen.
Birthe sukkede. Hun kunne selv godt have brugt et par dage uden madlavning, men for sin søn ville hun gøre alt.
“Selvfølgelig, tag det med,” sagde hun.
Det hele føltes lidt underligt, men hun besluttede at lade det ligge. Unge mennesker vil gerne nyde livet i stedet for at stå i køkkenet – hvad kunne hun gøre? Hun kunne jo lave maden.
Birthe arbejdede hjemmefra og kunne derfor selv styre sin tid.
Så da Kasper ringede ugen efter, ventede hun alt andet end det, der kom.
“Mor, må jeg lige komme forbi til frokost? Jeg sparer lige nu og vil ikke spise i kantinen.”
Birthe var målløs. Hun havde slet ikke planlagt at lave mad, men hun kunne jo ikke sige nej til sin dreng.
“Okay, kom du,” sagde hun og skyndte sig ud i køkkenet.
Hun troede, det var en engangsforestilling, men Kasper begyndte at dukke op hver dag. Selvfølgelig var det ikke ideelt. Ikke alene forsvandt varerne hurtigere fra køleskabet, men hun blev også konstant afbrudt i sit arbejde.
Men hun sagde ingenting. Hvordan kunne en mor nægte sin søn mad? En dag spurgte hun dog forsigtigt, hvorfor han ikke bare tog madpakke med.
“Freja laver ikke rigtig mad. Forresten, måske vi kunne komme forbi til middag i weekenden? Din mad er så lækker!”
“Jeg har desværre planer – jeg skal hjem til en veninde,” løj hun, skamfuld over ordene.
“Nå, det var ærgerligt.”
Nu måtte der gøres noget. Men hun kunne ikke bare sige direkte, at det ikke fungerede. Hun ville ikke virke gnaven overfor sin søn eller Freja.
Men det mærkedes på hendes økonomi. Hun betalte stadig en del af deres leje.
I stedet besluttede hun at lave mere mad i weekenden, så de bare kunne varme det op. Måske kunne hun også hint til Kasper om at købe ind til sig selv – men nej, det kunne hun ikke.
Sådan fortsatte det i tre uger. Kasper kom hver dag, og snart begyndte Freja også at dukke op. Birthe blev næsten vant til sin nye rolle som privatkok.
Men så blev de helt frække.
Kasper ringede en dag og fortalte, at det snart var Freyas fødselsdag.
“Du er også inviteret!” sagde han muntert.
“Åh, tak. Men skal I ikke bare have jeres venner?”
“Nej, vi vil gerne have dig med. Du betyder jo meget for os!”
Birthe smeltede. For sådanne ord kunne man tilgive meget. Men som det viste sig, ikke alt.
“Hør,” fortsatte Kasper, “kunne du komme tidligt og hjælpe Freja med rengøring og mad?”
Han hev hende hurtigt ned på jorden igen.
“Kan hun ikke selv?” spurgte Birthe tørt.
“Nej, hun er ikke så god til at lave mad,” grinede Kasper. “Du kunne måske lave det derhjemme og bringe det med. Bare kom tidligt, så du også kan hjælpe med”Nej, Kasper,” sagde Birthe roligt, mens hun indså, at det var nu eller aldrig, hun måtte sætte grænser for deres eget bedste.
