Jeg stod i køkkenet og lavede mad til familien, men min datters venner havde ædt det hele!
Min datter, Freja, er festens midtpunkt. Hendes generøsitet og glæde tiltrækker venner som en magnet. I vores hus i Aarhus er der altid en flok kammerater omkring hende, børn i alle aldre, ikke kun fra hendes klasse. Jeg er glad for, at hun er så social, men på det seneste er det løbet løbsk, og jeg er ved at blive desperat.
Det startede, da Freja begyndte at invitere vennerne hjem. Vinteren var hård, og jeg så ingen skade i, at de legede i varmen. Først gav hun dem te og småkager, satte musik på og fandt på lege. Jeg var endda rørt over hendes gæstfrihed. Men nu tager hun fremmede med hjem, som jeg aldrig har set før. Og deres opførsel får mig til at stå målløs.
Den anden dag, da jeg kom hjem fra arbejde, fandt jeg to teenagere i køkkenet. De satte stort til livs den kålpandekage, jeg havde lavet til to dage, direkte fra gryden. Der var ikke en eneste skefuld tilbage! De efterlod en bunke beskidte tallerkener i vasken og forsvandt uden så meget som et farvel. Jeg var rasende. Der var ikke noget til aftensmad, og jeg var for træt til at lave mad igen.
Jeg prøvede at forklare Freja, at hun ikke bare kunne invitere fremmede og give dem vores mad. Småkager, slik, hvorfor ikke? Men det, der er i køleskabet, er til familien. Freja blev rød af vrede, kaldte mig nærig og smækkede så hårdt med døren til sit værelse, at ruderne rystede. Hun låste sig inde og nægtede at tale med mig. Jeg følte mig skyldig, men hvad kunne jeg gøre?
Jeg lavede kartofler og koteletter og kaldte på alle for at spise. Freja nægtede, som om jeg var hendes fjende. Næste morgen, før jeg tog på arbejde, sagde jeg: “Der er nok til to dage, jeg kommer sent hjem, så regn ikke med, at jeg laver mad.” Men da jeg kom hjem efter klokken elleve, fandt jeg min mand, Mads, stegende kartofler i et tomt køkken. Freyas venner havde igen taget det hele. Hun havde atter låst sig inde og nægtede at forklare noget.
Jeg er målløs. Hvordan får jeg hende til at forstå? Hun hører ikke efter, kaster absurde beskyldninger: “Du er egoistisk, du hader mine venner!” Er det teenageårene? Har Mads og jeg handlet forkert? Jeg ved ikke længere, hvordan jeg skal håndtere det. Mit hjerte bløder: Jeg vil have min datters lykke, men jeg kan ikke acceptere dette rod.
Jeg er ikke nærig, men vores budget er allerede stramt. Mads og jeg arbejder os selv i smadder for at brødføde familien. Jeg slider mig selv for at lave god mad, og det er fremmede, der nyder det. Min mor siger: “Du må sætte grænser!” Men jeg afviser hårdhændede metoder. Jeg vil løse det i fred, men hvordan? Freja undviger mig, og jeg føler, jeg mister min egen datter.
Hvad ville I gøre i min situation? Hvordan får jeg hende til at forstå, at hendes handlinger påvirker os, uden at såre hende? Hvordan sætter jeg grænser, så vores hus ikke bliver en kant
