Hun kom ikke… Fordi hun ikke kunne mere.
Han kom hjem fra sin forretningsrejse lidt tidligere end sædvanligt — klokken halv syv om aftenen. Lejligheden var fyldt med en underlig, anspændt stilhed. Ikke en lyd. Ingen duft af mad. Intet af hendes sædvanlige: “Er du hjemme? Jeg laver noget mad lige om lidt.” Han gik gennem alle værelserne. Kiggede i badeværelset, på toilettet. Komfuret var koldt. Kedlen tom. I køleskabet stod containere med mad pænt arrangeret — alt friskt, hjemmelavet. Men husets frue var der ikke.
— Hvor sværter hun hen? tænkte han arrigt og ringede til hende. Den summede, men ingen svarede.
— Nå, jeg spiser noget først. Så finder vi ud af det. Han smed telefonen på sofaen og satte sig ved køkkenbordet.
En time gik. Halv otte. Han ringede igen. Stadig intet svar. Mistanken begyndte at bredde sig i hans hoved.
— Har hun måske fået en elsker? Den kælling… Jeg slider mig til døde i Nordjylland, sender penge hjem, mens hun kører rundt i den bil, jeg købte til hende. Jeg lærte hende at køre, idiot! Kørte børnene rundt, handlede ind, og nu da børnene er voksne, synes hun vel, det er tid til at more sig. Nå, men det skal hun få at føle…
Han huskede, hvordan han altid skældte hende ud for hver eneste ridse på bilen, hvordan han bestemte, hvilken butik hun skulle handle i, hvornår hun skulle klippes, hvilken hårfarve hun måtte have. Og hun arbejdede ikke engang — han insisterede på, at hun skulle passe hjemmet og børnene.
— Og nu tager den utaknemmelige møgunge sikkert på bytur. Jeg skal nok lære hende det, så hun bliver hvor hun hører til.
Liften summede. Han skyndte sig til døren, kiggede ud gennem kighullet — det var ikke hende. På garderobestangen faldt hans blik på bilnøglerne. Så hun var ikke taget i bilen. Var hun gået et sted hen? Endnu værre…
— Har hun virkelig turdet? Er hun løbet væk?
Han løb rundt i lejligheden. Tjekkede skabet — hendes tøj hang der stadig. Men hun svarede stadig ikke telefonerne.
— Forbandede kælling. Klokken er halv ti, og hun er stadig ikke hjemme.
Han tændte tv’et for at distrahere sig selv, men uden rigtig at følge med, faldt han i en urolig søvn.
Han vågnede ved halv tolv. Konen var stadig væk. Hjertet blev tungt. Rasende ringede han igen. En kvindestemme svarede.
— Godaften. Det er sygeplejersken fra kirurgisk akutmodtagelse. Hvem taler jeg med?
Han skreg:
— Hvad snakker du om? Er du blevet tosset?!
Forbindelsen blev afbrudt. Han ringede igen. Denne gang svarede en mand.
— Stop venligst med at råbe af vores personale. Kan du komme til sygehuset, til kirurgisk afdeling?
— Hvorfor? Hvad er der sket?
— Du skal underskrive nogle papirer. Vi gjorde alt, hvad vi kunne. Desværre… vores kondolancer. Din kones hjerte stoppede.
Han tav.
— Hvad vrøvler I om? Hun har intet hjerte! Hun vil bare ikke hjem! Hvor er hun?!
— Din kone er død, gentog stemmen.
Og så var alt forbi. Verden faldt sammen.
Senere forklarede de ham det: En sygeplejerske fra klinikken havde ringet med resultaterne fra en undersøgelse. Lægerne var bekymrede. De bad hende komme forbi. Da hun gik fra klinikken, nåede hun ikke længere end til bænken ved stoppestedet — hun blev svimmel og satte sig ned. Hun forsikrede sig selv om, at alt nok skulle gå. At manden kom hjem — og der ville være mad og strygete skjorter. At hun nok skulle nå det. Og operationen var jo ikke svær, den slags gjorde man hele tiden…
Men hun nåede det ikke. Hun kom ikke hjem.
Han blev tilbage i en lejlighed, hvor alt var lavet af hende — hendes hænder, hendes omsorg. Og han forstod: Han havde ikke vidst, hvor meget han havde brug for hende, før det var for sent.
På bordet lå der en seddel: »Køb æbler. Lav suppe. Vask skjorter. Tal med manden — måske nok med forretningsrejser?«
Men nu blev det aldrig til noget…
