12. marts
Nu kan jeg ikke længere skjule det for mig selv ensomheden er begyndt at trykke. Siden jeg blev pensionist, har der været en særlig stilhed omkring mig, og nu kan jeg mærke, hvor meget jeg faktisk savner samhørighed. Det slår mig ofte, at jeg har levet mit liv på en måde, der måske ikke var det rigtige for mig i sidste ende.
Mange kvinder forestiller sig, at ensomhed er det værste, der kan ske i livet. At ægte lykke består af stor familie, travlhed, bekymringer og alle de små og store opgaver, som følger med det. Sagen er bare, at jeg aldrig har set det sådan. Jeg har altid levet for mig selv uden at nogen krævede noget af mig, og uden forpligtelser. Familie blev et slags spil, jeg aldrig deltog i.
Efter universitetet fik jeg job i et stort dansk rejseselskab. Senere arbejdede jeg også som model for et anerkendt dansk mærke. Jeg tjente gode penge, mere end de fleste, og jeg omgik kun succesfulde, velstillede veninder.
Jeg betragtede mig selv som en velhavende kvinde og har rejst verden rundt Bangkok, New York, Paris, Madrid men sjældent København, tænkte jeg nogle gange ironisk. Jeg har haft mænd i mit liv, som jeg hyggede mig gevaldigt med, men ofte gik jeg træt af dem. Når det blev for kedeligt, eller jeg mistede interessen, gled vi hver til sit. Jeg har aldrig tænkt på at få børn. Skulle jeg virkelig bruge min fritid på dem? Skulle jeg lade den frie, stilfulde kvinde blive til en mor, der stressede over barnets mindste hoste? Ansvar gjorde mig bange.
Nu er årene gået alt for hurtigt. Jeg sidder her i min lejlighed på Østerbro, pensioneret og ganske alene. Jeg blev aldrig gift, fik aldrig børn. Først nu, hvor jeg ser mig selv i spejlet som ældre, fortryder jeg, at jeg ikke fik et barn bare et enkelt. For længe var jeg ligeglad, så fik jeg travlt, og så blev det pludselig for sent. Jeg troede ikke, at moderskab var en nødvendighed for at finde lykke.
Min søster, Mette, har to børn og tre børnebørn. Jeg har ofte rynket på næsen og følt mig hævet over hendes liv arrogance har aldrig klædt mig. Nu ønsker jeg bare at ændre tingene: Forsone mig med familien, tilbringe tid med nevøer og niecer. Måske finde en mand, der ligesom mig har oplevet lidt for meget ensomhed, og så skabe en lille ny familie, mens tid er. Er det muligt, mon? Måske kan jeg nå det endnu.
