Du, vent, jeg er nødt til at fortælle dig noget, der skete i København her forleden det er lige sådan en historie, du kommer til at grine (og måske tænke lidt over bagefter).
Forestil dig en eksklusiv butik på Strøget, hvor alt lugter af ny, dyr læder og den slags parfume, man kun finder i Magasin på den gode etage. En dag træder en kvinde ind helt almindelig, you know, i en lidt slidt regnjakke og sneakers. Hun går stille hen og kigger på en vildt dyr håndtaske. Men før hun næsten har fået den i hånden, står ekspedienten der med det der smørhøje blik.
“Du skal ikke engang tænke på den taske,” siger han, sådan rigtig snobbet. “Dit dankort kan ikke engang trække til remmen på den. Kan du være venlig at forlade butikken?”
Altså, jeg tror, jeg var sprunget i luften, hvis det var mig, men kvinden hun er helt rolig. Hun tager bare mobilen op, låser den op, og vender skærmen mod fyren. På telefonen lyser logoet fra en lukket intern shop-app og en digital nøgle der kun bruges af ledelsen.
“Det er pudsigt, du siger det,” svarer hun køligt. “For ifølge den her app har jeg lige godkendt en omgående fyring af salgschefen.”
Du skulle have set ansigtet på ham. Hans arrogance forsvandt på et splitsekund; han blev nærmest helt grå i hovedet, stående og stirrede på hende og så på skærmen.
Undskyld, øh… er De den investor, der sad med til mødet i morges? prøver han så, men han er allerede slået helt ud.
Kvinden putter telefonen væk og går et skridt tættere på. Hun siger iskoldt roligt:
“Jeg ejer det her sted. Og du du skal ud herfra nu.”
Så trykker hun hurtigt på en knap i appen, og som ud af den blå luft står der to store sikkerhedsvagter bag ekspedienten. Han vender sig helt hvid i hovedet nu. De lægger blidt, men bestemt, hænderne på hans skulder og fører ham uden et ord ud bagved.
Han begynder at stamme noget om undskyldning og misforståelser, men vagterne er rolige og professionelle. Den mands karriere i luksusbranchen sluttede på få sekunder.
Kvinden ser roligt efter ham, går så hen til præcis den taske, han nægtede hende at røre ved, retter den lidt og vender sig mod en ung praktikant, der har stået og set det hele ude fra hjørnet.
“Nu skal du høre, søde,” siger hun. “Penge larmer aldrig de går stille med dørene. Men respekt, det skal være højlydt overfor enhver, der træder ind, uanset hvad de har på.”
Nu hvor butikken har fået ny ledelse, siger folk faktisk, at det er det mest imødekommende sted i hele byen.
Så ja, moralen er ganske klar: Døm aldrig folk på tøjet. Du aner simpelthen ikke, hvem der står foran dig.
