Mette blev indlagt på fødegangen i god tid inden termin: Hendes graviditet havde været vanskelig i de sidste uger, og lægerne ville ikke tage nogen chancer især ikke da hun ventede tvillinger. Hun fik tilbud om planlagt kejsersnit, men Mette ønskede brændende at føde naturligt, så jordemødrene besluttede at prøve, velvidende at der altid var mulighed for at flytte hende til operationsstuen, hvis det skulle blive nødvendigt.
Desuden havde Mette og hendes mand, Jesper, aftalt en fødsel med ledsager og jordemødre i Danmark foretrækker ikke nødvendigvis ukendte ansigter i operationsstuen. Mette gik i fødsel en sen aften; hendes mand blev straks ringet op og ankom kun tyve minutter senere. Vi lagde dem derefter ind på en fødselsstue. Det var ikke Mettes første barn, så hun vidste, hvad der ventede, og hun opførte sig både roligt og fornuftigt. Klokken fire om morgenen blev den første tvilling født.
Den lille pige skreg straks, og jordemoderen ønskede Mette tillykke med hendes første datter. Men hvor man normalt så glæde og stolthed på farens ansigt, fortrak han kun et kort smil, før han igen fokuserede bekymret på sin kone. Ti minutter senere kom den næste pige til verden. Mette var lykkelig, men Jesper begyndte at græde og det var tydeligt, at det ikke kun var tårer af glæde. Selvfølgelig blev vi bekymrede, men Mette viftede afværgende med hånden og sagde:
Bare rolig, han er sig selv igen om en time. Det er bare femte gang nu, vi får tvillinger, og hver gang har det været piger. Jesper havde virkelig håbet denne gang på bare én dreng, men sådan blev det ikke så nu er han lidt skuffet. Men han elsker sine piger, så det skal nok gå. Og ganske rigtigt: Dagen efter så vi under vinduet til barselsafdelingen en hel flok glade piger, anført af deres far, som bandt balloner sammen og råbte til Mette, at de elskede hende. Så vidste vi, at alt virkelig var godt i denne familie. Men vi kunne ikke lade være med at føle lidt med Jesper livet bliver ikke altid, som man håber, men glæden findes ofte netop i det uventede.
