Hun fødte stille og roligt – og ville straks give sit barn bort Som jordemoder med mange års erfaring har jeg oplevet både glædelige og svære situationer. Vi blander os normalt ikke i de fødende kvinders personlige forhold, men for nylig blev jeg nødt til at hjælpe en ung studerende, Emma, der fødte en dejlig lille datter på Rigshospitalet og straks ville give hende bort til adoption. Emma bar på barnet i hele ni måneder uden nogensinde at have været til lægen. Hun svarede ikke på mine spørgsmål om hvorfor, og før fødslen havde vi ikke tid til at tale. Selve fødslen gik eksemplarisk – Emma fulgte alle mine instrukser, i modsætning til kvinder fra fødselsforberedelse. Da pigen, grædende og livskraftig, blev lagt i mine arme, græd Emma også. Jeg sagde, at vi skulle glæde os over en sund og stærk pige. Men allerede på barselsgangen sagde Emma, at hun ville give barnet væk. Hun bad om, at relevante myndigheder blev kontaktet. Vi forsøgte at overtale hende, men hun nægtede at amme og bad om at være alene. Den lille pige ville ikke spise modermælkserstatning, men søgte desperat efter moderens bryst. Hun begyndte at tabe sig, og jeg tog hende med til Emma igen, selvom alle frarådede det. Jeg forklarede Emma, at hendes afvisning var farlig for barnet, og insisterede på at hun skulle forsøge at amme. Med glæde suttede pigen, og jeg forlod dem. Da jeg kom tilbage, sov de begge, og Emma holdt blidt sin skrøbelige datter. Lidt efter kom Emma ud på gangen, satte sig ved mit skrivebord og begyndte at tale. Hun fortalte, at datterens far er en kendt erhvervsmand fra København – gift, og han var ikke glad for graviditeten og foreslog en abort. Emma valgte at føde, men faren fortalte alt til sin kone, som krævede at Emma skulle bortadoptere barnet. Ingen penge eller trusler hjalp – til sidst forsvandt han fra byen, og hustruen pressede stadig på for adoption. Til sidst sagde Emma: – Jeg vil beholde hende, men jeg ved ikke hvordan jeg klarer det alene på kollegiet og uden penge… Jeg roste hende og opmuntrede hende. Vores overlæge har gode forbindelser i byen, så det var let at kontakte faren og arrangere et møde omkring fremtiden for Emma og barnet. Overraskende nok undveg han ikke, men kom få timer senere. De fik talt alle detaljer igennem. Efter udskrivning lejede Emma en lille lejlighed, som faren betalte for et år frem. Han gav hende en ordentlig sum penge, så hun kunne klare sig, og lovede at tage ansvar fremover. Måske vågnede hans samvittighed, og han forstod sit ansvar. Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer for Emma og hendes datter, men jeg håber, de får grundlagt en lille familie sammen.

Jeg har arbejdet som jordemoder i mange år, og gennem tiden har jeg oplevet både gode og mindre gode situationer. Normalt blander plejepersonalet sig ikke meget i de fødendes og deres familiers personlige forhold, men for nylig blev jeg nødt til at bryde ind for at støtte en ung studerende, der stille fødte en fin lille datter og med det samme ville bortadoptere hende.

Pigen hed Emilie, et navn der er meget dansk, og hun kom ind på hospitalet uden nogensinde at have fået tjekket sin graviditet af en læge. Hele de ni måneder havde hun holdt sig væk fra sundhedssystemet. Da jeg spurgte, hvorfor, undveg hun blot mine spørgsmål og der var ikke tid til at spørge mere før fødslen satte i gang.

Emilie fødte som om hun havde gjort det hundrede gange før, helt roligt og uden de bekymringer, jeg så hos mødre, som har gået på fødselsforberedelse. Hun lå næsten tavs på stuen, fulgte mine instrukser uden tøven, og alt gik fuldstændig problemfrit. Da jeg stod med den lille pige i armene, græd hun højt og stærkt sådan som jeg ofte ser danske børn gøre, når de kommer til verden og markerer deres liv. Emilie græd også, og jeg sagde til hende, at det var en sund og fin pige, og vi burde glæde os over så velskabt et barn.

Men allerede ovre på barselsafsnittet fortalte Emilie, at hun ville lade barnet bortadoptere. Hun bad mig kontakte de sociale myndigheder.

Vi forsøgte at tale hende fra det og opmuntre hende til at tænke sig om en ekstra gang, men hun nægtede at amme pigen og bad om at blive ladt i fred.

Den lille, i modsætning til mange andre nyfødte, nægtede erstatningsmælk og åbnede forventningsfuldt munden, når hun duftede rigtigt mælk hun drejede hovedet for at finde den brystvorte, der ikke var der…

Hun begyndte hurtigt at tabe sig, og på min næste vagt tog jeg hende hen til Emilie, selvom de fleste frarådede det. Jeg forklarede, at hendes afvisning faktisk satte barnets helbred på spil, og jeg insisterede på, at hun skulle forsøge at amme. Da Emilie lagde pigen til brystet, suttede hun med en kraft og entusiasme, der rørte mig. Jeg trak mig ud under påskud af travlhed og lod dem være alene.

Da jeg kom tilbage en halv time senere, lå de begge og sov, og Emilie holdt sin datter blidt ind til sig. Senere kom Emilie med pigen ud på gangen og satte sig ved mit skrivebord for at tale.

Hun fortalte, at faderen til barnet var en kendt erhvervsmand i Aarhus. Han var gift, og da han hørte om graviditeten, foreslog han straks abort men Emilie ville gennemføre. Da han fandt ud af det, fortalte han alt til sin hustru, som tilgav ham, men gik hårdt til Emilie, og krævede, at hun fik barnet bort. Ingen beløb, ingen trusler virkede men til sidst forsvandt han ud af billedet, og hans hustru fortsatte med at presse Emilie til at bortadoptere.

Emilie kiggede mig lige i øjnene og sagde: “Jeg vil gerne beholde hende, men jeg aner ikke, hvordan jeg skal få det til at fungere i kollegiet uden penge…”

Hendes ord ramte mig dybt, så jeg roste hende og prøvede at give hende noget håb. Vores overlæge er en, man kender i hele Aarhus, og han fik hurtigt kontakt til barnets far og arrangerede et møde. Overraskende nok mødte erhvervsmanden op efter kun få timer, og alle detaljer omkring Emilies og barnets fremtid blev diskuteret og jeg må indrømme, at han opførte sig mere anstændigt, end vi havde turdet håbe.

Efter udskrivningen fik Emilie lejlighed, og barnets far betalte huslejen for et helt år omkring 90.000 danske kroner. Han gav hende også et større beløb, så hun ikke manglede noget de første måneder og lovede at være der for datteren fremover. Måske vågnede hans samvittighed, og han indså det ansvar, han har. Jeg ved ikke, hvordan fremtiden ser ud for Emilie og hendes datter men jeg håber inderligt, at hun en dag får skabt et trygt hjem og kan vokse op med sin datter i en varm familie.