Hun fik min svigermor på benene igen. Men jeg er vred, fordi jeg ikke fik luget i køkkenhaven. – Hvad laver du her? – Min svigermor råbte, mens hun stod midt i bedene. – Sådan en skam har vi aldrig oplevet før. Og jeg behøver ikke gemme mig bag et barn, jeg havde syv – og ikke ét eneste ukrudt! Naboerne kom styrtende på hendes råb. De klæbede sig til hækken som krager og sludrede straks om alt, de havde hørt. Min svigermor nød sit publikum. Hun sagde alt muligt, og jeg stod målløs. Til sidst, udmattet af postyret, tog hun en dyb indånding og sagde højt, så alle naboerne kunne høre: Jeg svarede ikke et ord. Jeg gik stille forbi svigermor og holdt mit barn tættere ind til mig. Da jeg var hjemme, gik jeg til skabet og pakkede omhyggeligt alt, hvad svigermor skulle have med sig, i en særlig kasse. Uden at pakke sammen, smed jeg sønnens og mine egne ting i en taske. Uden et ord gik jeg. Tre dage senere ringede svigermor: – Hvad har du gjort med alle de ting, professoren havde lagt til hende? Jeg bad naboen købe lidt, men hun sagde, at ét glas var meget dyrt. Og dem, der står på fremmed sprog, kan vi slet ikke købe eller bytte. Hvad skal jeg gøre? Du smuttede, blev fornærmet, og nu skal jeg ligge her og dø alene? Jeg svarede intet. Jeg slukkede telefonen og tog SIM-kortet ud. Det var det – jeg kan ikke mere, hverken fysisk eller psykisk. For et år siden, lige før min søn blev født, mistede min mand herredømmet over bilen på en glat vej. Jeg husker svagt, hvordan jeg fulgte ham på hans sidste rejse, hvordan ambulancen tog ham væk, og morgenen efter blev jeg mor … Jeg havde ikke lyst til noget. Alt virkede meningsløst uden min elskede mand. Jeg ammede og vuggede min søn mekanisk, fordi det skulle jeg jo. Så rev telefonen mig ud af min døs. “Din svigermor har det dårligt. Hun lever nok ikke længe uden sin søn.” Beslutningen var nem. Jeg meldte adresseændring, solgte min lejlighed i København og investerede noget af pengene i et nyt hjem, så min søn har noget, når han bliver voksen. Og så tog jeg afsted for at redde svigermor. Det år levede jeg ikke – jeg eksisterede. Jeg fik ikke sovet, for jeg passede både svigermor og en lille dreng. Barnet var uroligt, og svigermor krævede min tilstedeværelse døgnet rundt. Heldigvis havde jeg penge. Jeg fik kontakt til de bedste specialister fra hele Danmark, som kom og undersøgte hende. Jeg købte alt medicin, de ordinerede – og til sidst kom svigermor på benene igen. Først kørte jeg hende rundt i stuen, så i haven. Til sidst blev hun så stærk, at hun kunne gå selv – og så … Nu vil jeg hverken kende eller høre fra hende mere. Hun må selv finde ud af resten for at holde sig rask. Jeg var heldigvis klog nok til ikke at bruge alle pengene på hende. Nu er jeg flyttet med min søn i en ny lejlighed. Jeg havde aldrig troet, det skulle ende sådan. Jeg ville have levet mit liv sammen med min mands mor, for jeg er forældreløs. Men nu har jeg fået nok. Og jeg må lære min søn: ikke alle fortjener at blive behandlet godt. Nogle går mere op i en ukrudtsfri køkkenhave.

Hvad laver du her? Min svigermor råbte, mens hun stod midt mellem stauderne i haven. Aldrig har jeg oplevet sådan en skam! Jeg behøvede da ikke at gemme mig bag børnene jeg havde syv, og ikke en eneste ukrudtsplante!

Hendes råben fik straks naboerne til at stimle sammen. De klistrede sig op ad hækken som krager og sladrede om alt, de kunne høre. Da hun så, at hun havde publikum, satte hun for alvor i gang. Hun sagde de mest ubærlige ting, og jeg stod tavs med øjne der sitrede. Da hun endelig blev træt og hev efter vejret, råbte hun endnu højere, så hele kvarteret kunne høre:

Jeg sagde ingenting.

Jeg gik stille forbi hende og pressede kun min datter, Solvej, tættere ind til mig. Da jeg kom ind i huset, åbnede jeg skabet og fandt alt frem, som svigermor skulle have med sig den aften og den næste morgen. Uden at vakle pakkede jeg vores ting mine og min søns og lagde dem i tasken. Så gik jeg. Uden et ord til hende.

Tre dage senere ringede hun.

Hvad har du egentlig gjort med alle de sager, professoren lagde til side? Jeg bad Karen nede fra vejen købe lidt, men hun siger, det ene glas er alt for dyrt. Og dem med fremmed tekst, det tør vi slet ikke åbne eller bytte. Hvad skal jeg gøre? Du er skredet og sur, og her står jeg midt i det hele og nærmest skal gå til grunde!

Jeg svarede ikke. Slukkede min telefon og fjernede SIM-kortet. Det var det. Jeg kan ikke mere hverken fysisk eller psykisk.

For et år siden, lige før min søns fødsel, mistede min mand livet da bilen gled på en glat vejstrækning. Jeg husker tåget, hvordan jeg tog afsked med ham, så ham blive kørt væk i ambulancen, og vågnede næste morgen som mor Intet betød længere noget. Uden min mand føltes alt ligegyldigt. Jeg nussede og vuggede min lille dreng, fordi jeg blev bedt om det, ikke fordi jeg havde lyst.

Så ringede telefonen og rev mig ud af tågen.

Din svigermor har det meget dårligt. Det siges, hun ikke overlever sin søn ret længe.

Beslutningen tog jeg straks. Jeg meldte adresseændring, solgte min lejlighed i København og brugte en del af pengene fra salget 950.000 kroner på at bygge et nyt hjem, så min søn kunne få noget til sig selv, når han blev voksen. Jeg tog afsted for at redde min svigermor.

Det år fulgte jeg ikke med jeg eksisterede bare.

Søvn var en luksus med både svigermor og lille søn, Emil, at tage mig af. Han var urolig, hun var afhængig af min tilstedeværelse hele døgnet.

Det var godt, jeg havde penge. Jeg hentede landets bedste specialister til at undersøge hende. Jeg købte alt medicin, der blev ordineret, og til sidst kom hun på benene igen. Først skubbede jeg hende rundt i stuen, så gik vi udenfor. Til sidst havde hun kræfter nok til at gå selv og så

Jeg ønsker ikke at kende hende mere, ikke høre ét ord fra hende. Nu må hun selv finde ud af, hvad hun skal bruge for at komme videre. Jeg var heldig ikke at bruge alle pengene på hende. Emil og jeg flyttede i vores nye hjem. Jeg havde aldrig troet, det ville ende sådan.

Jeg håbede på at få en familie gennem min mands mor, for jeg er selv forældreløs. Men nu, nu er jeg bare mig. Jeg må lære Emil: Man skal ikke give godhed væk til hvem som helst. Nogen bekymrer sig mere for en ukrudtsfri have end for mennesker.