Hun byttede sine børnebørn ud med en gammel hund og begravede derefter sin skyld i stilhed
— Ditte, få din lille dreng væk! Han driver min stakkels Benjamin til vanvid! — hvæsede Lærke Poulsen irriteret og pegede på den lurvede hund, der lå i stolen. — Jeg har sagt det klart: tag din lille djævel med dig med det samme!
Ditte blegnede og førte den lille Asger til side, hviskende blødt: “Undskyld, skat.”
Fra soveværelset kom Asger den ældre, der tørrede sine tindinger træt:
— Hvad er der nu igen? I larmer så jeg ikke kan arbejde!
— Åh, vi forstyrrer hans arbejde! — moren fnøs ironisk. — Min Benjamin lever sine sidste dage, og så skal jeg høre på jeres skrig og bleer! Nok nu! I må finde jeres eget sted. I kan da ikke blive boende her for evigt?
— Mor, hvorfor skal du være sådan? Vi tager jo ikke mad af din mund! Vi køber ind, Ditte hjælper til…
— Jeg er ligeglad! Jeg har levet mit liv, nu må I klare jer selv. Pak sammen. I har tre dage!
Asger så vredt på den gamle hund og forsvandt stille ind på værelset. Ditte gik hen til barnesengen, hvor hendes seks måneder gamle tvillinger sov, satte sig og kunne ikke holde tårerne tilbage.
— Vi tager afsted i aften, sagde manden og lagde armen om hende.
— Men hvorhen, Asger? Vi har hverken penge eller bolig…
— Nikolaj har givet mig nøgler til hans lejlighed, han er på forretningsrejse. Vi kan bo der, mens jeg finder noget arbejde. Vi klarer det, Ditte, det lover jeg.
Hun nikkede bare og begyndte at pakke. Da de skulle gå, kom Lærke Poulsen ikke engang for at sige farvel — hun råbte bare fra køkkenet:
— Så I vil flytte? Ja, farvel og tak!
Men skæbnen havde desværre en anden vej til dem. På vej til Nikolajs lejlighed kørte taxaen, de var i, fuldt ud ind i en bil. Asger og børnene døde på stedet. Ditte overlevede, men lå i koma i alvorlig tilstand.
Hun lå bevidstløs i næsten to måneder. Og så en grå, kold dag åbnede hun langsomt øjnene. Den første, hun så, var Lærke Poulsen.
— Ditte, mit søde barn! Gudskelov, du er vågnet… — hun kyssede hendes hænder.
— Hvem… er du? — hviskede Ditte svagt.
— Mor… — løj svigermoderen, knap nok i stand til at holde sig sammen.
Lærke Poulsen fortalte ikke om tragedien. Hun sagde til lægen, at Dittes hukommelse var væk, og bad om ikke at sige noget. “Ikke tid endnu,” besluttede hun. Asgers og børnenes ting smed hun ud, billederne gemte hun i en kasse på toppen af skabet. Hun ville vende tiden tilbage. Rette op på noget.
Ditte blev udskrevet. Derhjemme kom hun langsomt sig. Den eneste, hun følte sig tryg ved, var massøren Mads. Kun hos ham smilede hun ægte. Men Lærke Poulsen… der var noget koldt i hendes berøring, noget Ditte ikke stolede på.
En dag gik Lærke Poulsen op på en gammel stol for at tørre støv af. Stolens ben knækkede, og hun faldt og slog sig. Ditte kørte hende til skadestuen, men papirerne var hjemme.
Hun gik tilbage for at hente dem og så pludselig den støvede kasse på skabet. Hun åbnede den. Billeder. Hun, Asger, tvillingerne… Og pludselig kom hukommelsen tilbage. Smerten gennemborede hendes hoved som en nål. Ditte skreg.
Hun stormede ind på skadestuen med billederne i hånden.
— Sig sandheden… Hvor er mine børn? Hvor er Asger?!
Lærke Poulsen græd. For første gang ægte. Tårer af skyld og sorg. Og tavsheden skar som en kniv. Ditte besvimede på stedet.
Da hun vågnede, løb hun ud af hospitalet. Regnen haglede, vinden hujede, og hun løb blindt gennem gaderne. Hun nåede broen. Stirrede ned på floden som en udvej. “Hvis jeg springer… bliver det stille. Glemsel…”
Pludselig — en hånd. Fast, sikker. Det var Mads.
— Ditte… Jeg lader dig ikke falde. Græd. Men bliv ikke stum, dø ikke, gem dig ikke. Jeg er her.
Hun begravede ansigtet i hans bryst og græd som aldrig før. Han strøg hendes hår i stilhed.
Der var meget tilbage — at tilgive, at hele, at lære at leve igen. Men i det øjeblik, midt i den kolde vind og under det grå himmel, begyndte et nyt kapitel. Uden det tidligere lykke, men med håb om lys fremad.
