Hospitalsalen føles trykkende og irriterende. Amalie lægger hænderne over ørerne for at dæmpe spædbørns gråd fra den nærliggende stue. Hun ønsker sig blot én ting at komme væk herfra hurtigst muligt og lægge det hele bag sig som et mareridt.
Amalina, kære, vil du ikke nok bare kigge på hende? beder den ældre jordemoder, tante Birthe. Hun ligner dig på en prik!
Nej! Lad være med at overtale mig! Jeg har skrevet under på papirene, har jeg ikke? Skrevet under! Hvad mere vil I have? næsten græder den unge kvinde. Jeg kan ikke tage hende med hjem! Kan I slet ikke forstå det?
Skynd dig nu ikke sådan. Barnet bliver forskrækket. Hvad mener du med du ikke kan tage hende med? Er du hjemløs? spørger jordemoderen mistænksomt. Har du ikke en mor? En far?
Jo. Min mor bor stadig, men hun er gammel og syg. Hun har brug for hjælp selv! Jeg kan ikke bare dukke op i landsbyen med et barn. Folk vil gøre grin med mig.
Så lad dem dog grine, det tager de næppe skade af! smiler tante Birthe. Men alvorligt talt, folk snakker i et par dage, men du vil fortryde det hele livet, hvis du lader sådan en lille én gå. Det vil aldrig slippe dig.
Amalie skjuler ansigtet i hænderne og begynder at græde. Birthe kan mærke, at hun næsten har overbevist hende. Bare en snert mere…
Kig på hende! Hun har din næse lille og opstopper. Og se hendes øjne, man kan allerede ane hun bliver en lyseblå skønhed ligesom sin mor.
Men… jeg har ikke engang bleer. Hvordan skal jeg overhovedet betale for hjemturen? begynder Amalina at overgive sig.
Pjat med dig, det er småting. Vi samler penge ind fra fonden, og vi skaffer en lille startpakke til din pige. Jeg følger dig selv til stationen. Nå? Hvad skal hun hedde?
Signe
Smukt navn! Det passer hende perfekt. Tag nu Signe, giv hende lidt mad, så kigger jeg ind til jer lidt senere.
Tante Birthe rækker den lille pige frem. Amalie tager hende forsigtigt, næsten tøvende i favnen. Tårerne drypper ned ad hendes kinder. Mens hun holder den lille tæt ind til sig, forstår hun, at hun aldrig kan forlade hende.
Nå? Lykkedes det? spørger lægen. Vil hun tage sin uvedkommende underskrift tilbage?
Det lykkedes! smiler jordemoderen, mens hun diskret tørrer en tåre væk.
På perronen vågner Amalie op som efter et ondt mareridt. Hun klemmer Signe tæt ind til sig, næsten bange for at nogen vil tage hende væk. Birthe står ved siden af, som hun havde lovet, og vinker farvel.
Tak! Jeg skammer mig over at jeg bare kunne ville forlade min datter, siger Amalie.
Du har det ikke nemt. Men tunge tider går altid over, barnet mister du for livet, hvis du vender ryggen nu… Jeg lavede selv en uoprettelig fejltagelse engang. Det har jeg betalt dyrt for, indrømmer Birthe.
Hvilken fejltagelse? spørger den unge kvinde overrasket. Jeg troede De var et sandt godhjertet menneske.
Jeg stod selv i næsten samme situation. Men jeg havde hverken forældre eller hjem. Jeg forsøgte at komme af med en uønsket graviditet. Lægerne ville ikke hjælpe, det var for sent. Så gik jeg til en klog kone. Hun hjalp, men siden har jeg været barnløs.
Hvordan kunne det ske? Amalie er rystet. Var der virkelig ingen anden udvej?
Nej, ryster Birthe på hovedet. Min mand var god, men han gik, da han fandt ud af, vi aldrig kunne få børn… Birthe græder og kan ikke holde følelserne tilbage.
Det gør mig ondt for dig! Du har hjulpet så mange små ind i verden, men aldrig haft dine egne i armene.
Amalie, pas godt på Signe. Og skulle det nogen sinde blive for hårdt, så ved du hvor du kan finde mig.
De to kvinder omfavner hinanden, varmt og tæt. Kort efter kører toget. Amalie vinker længe ud ad vinduet, mens Birthe bliver stående alene på perronen og tørrer tårer væk.
Turen hjem er lang og tung. Amalie nærmer sig det gamle hus. I den ene hånd bærer hun Signe, i den anden en stor gavepose fra hospitalet. Hvordan vil mor tage imod os? Hvad vil hun sige? spekulerer Amalie nervøst. Hun aner ikke, hvad hun skal forvente.
Er det dig, Amalie? En nabo, fru Grethe, titter ud forbi lågen.
Det er mig. Er min mor hjemme?
Ved du det ikke? Grethe ser overrasket ud. Din mor gik bort for et halvt år siden.
Måske er det bedst, at Signe aldrig når at opleve den skam, tænker Amalie. Hun nikker stolt mod sin datter.
Dit barn? spørger Grethe.
Ja, mit! svarer Amalie fast.
Med tunge ben går hun ind på gårdspladsen. Hun har lyst til at skrige og græde, men hun bærer nu et barn. Barnet kommer først. Det skal nok gå, lille skat. Vi to er stærke, vi skal nok klare det.
***
Ti år går. Julen nærmer sig. Amalie knokler i køkkenet, mens Signe kigger ud gennem frostroser på vinduet ned mod haven.
Mor, hvorfor har jeg ingen mormor? Mine veninder fortæller, hvordan de besøger både mormor og farmor til jul. De får fine gaver og bliver altid ventet, spørger Signe.
Vores mormor døde, før du blev født, svarer Amalie trist.
Men hvad så med farmor?
Hvilken farmor? undrer Amalie.
Alle børn har da to bedstemødre, insisterer Signe.
To? Tja… vi HAR faktisk en anden mormor! Skal vi besøge hende med julebag? Hun arbejdede på hospitalet, hun er sød og rar, smiler Amalie og tænker på Birthe.
De beslutter sig straks. Dagen efter tager Amalie og Signe toget til byen. På hospitalet spørger Amalie, om hun måske kan tale med jordemoder Birthe.
Hun arbejder ikke her længere, svarer portøren. Gik på pension for noget tid siden.
Vi er kommet langvejs fra, bare for at besøge hende. Har I hendes adresse eller telefon? spørger Amalie.
Sådan noget må vi egentligt ikke give ud. Hvordan kender I egentlig Birthe? spørger den ældre dame bag skranken.
Jeg er hendes niece, lyver Amalie hurtigt, Jeg har ikke besøgt hende længe… Adressen er forsvundet.
Vil I ikke nok hjælpe os? beder Signe indtrængende.
Jeg skal prøve at hjælpe, siger portøren blødt.
Efter et kvarter vender hun tilbage med en lille seddel og ønsker dem held og lykke samt beder dem hilse Birthe.
Tusind tak! Det lover vi!
De tager en taxa til den angivne adresse. Amalie suser op til tredje sal med hjertet i halsen. Bare vi ikke er for sent på den tænker hun. Døren åbner næsten med det samme. Birthe står i døren, stadig rask og rørig.
God aften! smiler Amalie.
Birthe ser undersøgende på hende, forsøger at genkende kvinden foran sig.
Amalie?! spørger hun forsigtigt.
Ja! Og du ser næsten ikke ud til at være blevet ældre! svarer Amalie med et grin. Det her er Signe, kan du huske hende?
Selvfølgelig! Kom nu ind, piger!
Kort efter sidder de ved kaffebordet og snakker om livet, fortid og nutid. Signe leger med en kat i sofaen og ser tegnefilm.
Amalie, hvorfor bliver I ikke boende her hos mig? Jeg er alene, og I mangler også nogen… siger Birthe. Signe kan gå i en god skole, du kan finde et arbejde.
Jeg ved ikke… Hvad med mit gamle hus? Det er svært at lade det stå. Måske kunne du flytte med os ud på landet? Vi kunne købe en ko, lave køkkenhave. Der er så dejligt om sommeren, og Signe elsker det!
Ja! Jeg har altid drømt om en lille have, og jeg havde aldrig troet jeg skulle have en ko! ler Birthe med tårer i øjnene. Ja, lad os prøve!
Så er det besluttet! Vi tager af sted sammen! siger Amalie glad.
Er du min rigtige mormor nu, Birthe? spørger Signe og krammer hende.
Ja, det kan du tro jeg er. Jeg har aldrig drømt om en skønnere barnebarn!
Næste dag tager de alle med store kufferter til landet. Alle er lykkelige på hver deres måde. Amalie glædes over, at hun ikke længere er alene om ansvaret. Birthe turde aldrig drømme om at få en familie i alderdommen og skifte byens fugtige luft ud med idyllisk dansk landliv. Signe jubler, for nu har hun også en elsket mormor.
