Hos fru Gudrun ude i landsbyen døde katten forleden dag. Det var ellers en hæderkronet kat, der både havde mange sejre over de svage hunner, nedkæmpet modstandere og fanget masser af mus. Men Oscarfelix blev jo gammel, sådan er det jo. Næsten tyve år havde den klaret sig uden at gå i stykker det er der ingen garanti for.
Gudrun svøbte sin elskede kat ind i et rent viskestykke, tog spaden og gik om bag køkkenhaven for at begrave ham. Hendes mand, Poul Enevoldsen, rodede nede i kælderen i hushjørnet han var i gang med at fikse noget, og man kunne høre ham bande nede fra jorden.
Efter sidste farvel og med spanden over skulderen på vej fra haven mødte Gudrun naboen, byfruen Ella.
Goddag, Gudrun, sagde Ella og spurgte af ren høflighed: Hvad går du og laver?
Åh, sagde Gudrun. Min Oscar er gået bort. Stakkels gamle kat, det var hans tid. Jeg græd, og så lagde jeg ham bag haven.
Ella stivnede. For så sent som i går havde hun set Poul Enevoldsen nede i Dagli Brugsen, hvor han købte sukker, rullede en Cecil og tog en lille flaske snaps.
Det kan da ikke passe! udbrød hun. Er Poul din død? Så pludselig? Jeg så ham jo lige i går!
Ja ja, han var frisk i går. Spiste en hel sild og morede sig, nynnede hele aftenen. Vi legede med ham i sofaen Gudrun sukkede.
Ellas øjne blev runde som kaffekopper.
Men da jeg stod op i morges, var Oscar trist, så jeg lagde ham på bænken; han mumlede lidt og trak det sidste suk, sluttede Gudrun.
Ella slog korsets tegn for brystet, som hendes bedstemor altid gjorde.
Det går hurtigt nogle gange, mumlede hun. Den var der, og så er den væk. Men hvorfor har du spaden?
Jeg har jo sagt det, bag haven ligger han nu. Svøbt i viskestykke, og jeg satte en gren til mærke, så jeg ikke glemmer stedet.
Ella, som kun kendte byliv og ikke for alvor havde forstand på landsbyvaner, blev forundret. Hun syntes, det var overraskende, at Gudrun bare havde begravet sin mand bag haven, og endda sat en gren til mærke.
Du er så omsorgsfuld, Gudrun, mumlede Ella og stirrede nervøst. Men skal man ikke altså, ringe efter sognerådet eller lægen eller noget, så dødsfaldet bliver registreret?
Nu kiggede Gudrun mærkeligt på sin nabo.
Hold nu op, grinede hun. Poul var da en rigtigt skarn, men man render da ikke kommunen på døren for en kat. Skal politiet indblandes næste gang? Måske kalde statsministeren?
Ella sagde ikke noget, og Gudrun byttede spaden over på den anden skulder.
I byen har I altid stemplet, dommere og eksperter. Herude gør vi det selv dør katten, så tager man spaden og lægger den til hvile bag køkkenhaven. Der er rigelig med plads.
Ja ja, sagde Ella stille, jeg lærer vist aldrig helt alt om livet herude. Men kunne man ikke have begravet den i et ordentligt sted, i det mindste?
Ellas misforståelse begyndte at gå Gudrun på nerverne.
Hvor skulle jeg ellers gå hen med ham, når han er død? Ikke på kirkegården blandt pæne folk da det ville være for meget. Herude har vi altid begravet dyrene bag haven, sådan har det været altid.
Ella satte sig langsomt på en træstub og prøvede at kigge væk fra Gudruns spade. Benene rystede under hende.
Så du har simpelthen samlet dem bag haven? Hvor mange har du grubet ned derude?
En del efterhånden, tænkte Gudrun. Før Oscar var der Mikkel, godmodig men fuld af narrestreger, kom snigende om natten, tissede i sengen. Ham sagde jeg også farvel til. Før det, Svend blid kat, meget hengiven, men årene gik. Ja, jeg har skiftet dem ud nogle gange, sagde hun og stak spaden i græsset, som for at sætte punktum.
Nu ligger de der, side om side, Oscar, Mikkel, Svend mine fine drengekatte. Men det gør ikke noget, Ella. Min datter Tanja lover mig en ny killing snart. Der er aldrig helt tomt for katte til mig.
Man ved ikke, hvad Ella nåede at tænke, for i det samme dukkede Poul Enevoldsen op bag Gudrun smurt ind i jord og hidsig som bare fanden.
Vil du mig til livs, din gamle kælling? råbte han. Ovenpå har du halvvejs begravet mig! Jeg råber og bakser, kan knapt få vejret, og du står her og sladre!
Han rev spaden ud af Gudruns hånd og tilføjede:
Giv mig værktøjet, så jeg kan få gravet mine støvler frem og snapsen står jo stadig dernede.
På det tidspunkt gled Ella langsomt ned ad træstubben og besvimede, og det skulle vise sig, at den lille flaske snaps fra kælderen kom til god brug.
Dagens oplevelse har lært mig, at alt kan misforstås mellem land og by men lidt humor og en god dram hjælper det meste på plads.
