Hos en bekendt er der gået panik i hverdagen: hendes søn har bestemt sig for at gifte sig med en pige, der tydeligvis ikke tilhører vores kreds. Jeg forstår hende godt har jo selv børn, så jeg havde nok også fået lidt grå hår af den slags nyheder.
Men jeg kan ikke lade være med at tænke på hende, der hedder Rigmor Jensen.
Det gik slag i slag: Rigmors søn stod bare en dag derhjemme og sagde det her er Mille, vi er blevet gift.
Og familien Jensen i baggrunden? Professor i biologi, to ph.d.-er, en balletdanser, chefingeniør på Novo, litteraturanmelder, ledende kardiolog og des lige. Og nu: en pige uden nogen form for ordentlig stamtavle og opførsel, der lugter af noget landligt. Faren totalt ukendt, moren fodrer kalve på en gård ja, du hørte rigtigt, kalvepasser! Uddannelse? Maler. Ikke meget hverken krop eller udseende at prale af. Man skulle tro, skæbnen havde fået hevet øjenbindet godt ned over hovedet og bare kastet en dartpil.
Maleren Mille opførte sig dog pænt. Man så eller hørte hende sjældent, det mest markante ved hende var det tyste sus i entreen.
Bare vent, sagde Rigmors veninde Gertrud, hun skal nok falde helt til. Så skal du se, hvad du får for dine penge.
Efteråret ramte. Sønnen røg på forretningsrejse til USA. Rigmor lagde hovedet på skrå og sagde til Gertrud, at hun næsten var begyndt at undgå at tage hjem, ved tanken om det spøgelse af et kvindemenneske der rendte rundt i hendes lejlighed.
Til nytår kom sønnen hjem, og i marts smed han bomben: For det første har jeg fået et rigtigt godt jobtilbud i New York. For det andet har jeg mødt Nicole derovre. For det tredje Mille og jeg bliver skilt på torsdag, og fredag flyver jeg. Bare rolig mor, jeg ringer hver uge.
Tårerne blev tørret, sønnen vinket farvel.
Mille maler pakkede sit liv ned: en sportsbag og en Netto-pose hele formuen. Sådan lidt som en forpjusket gårdhund.
Rigmor tog sig sammen og spurgte:
Har du et sted at gå hen, Mille?
Mille mumlede:
Der er en seng fri på kollegiet om en måned. Indtil da kan pigerne klemme mig ind på en feltseng i hjørnet.
Rigmor så hovmodigt på hende og sagde:
Du tager bare dit overtøj af igen. Bliv her indtil videre.
Bagefter kaldte hun sig selv for idiot, hvad Gertrud selvfølgelig bekræftede.
Mille var ude og male og spartle dagen lang, kom sent tilbage og lignede en, der havde givet op på livet. Forsøgte endda at betale for sig, mens hun sagde stolt, at hun sagtens kunne tjene til huslejen.
Sådan gik tre uger, før Rigmor pludselig fik en gevaldig omgang lungebetændelse og røg på hospitalet i halvanden måned, nærmest død og borte.
Sønnen ringede mens han stod foran Niagara Falls og sagde:
Mor, du skal bare tage dig sammen, det hele går nok. Jeg har sendt dig et billede af mig og Nicole og Niagara.
Ærlig talt, Nicole var da hverken noget udseende eller noget var det virkelig det værd?
Gertrud dukkede op i ny og næ familie, travlhed, du kender jo det danske hamsterhjul.
Mille lavede bouilloner, saft, og dampede kyllingefrikadeller, tryglede om, at Rigmor lige ville tage en skefuld mere.
Jeg stoler ikke på alt det samaritaner-halløj, sagde Gertrud skeptisk. Er du sikker på hun ikke har overtaget hele lejligheden? Eller stjålet porcelænet? Spiser du selv dine frikadeller? Nå, men hvis ikke, kan jeg tage dem med hjem. Er lige kommet fra arbejde.
Rigmor blev udskrevet. Mille fulgte hende hjem, hjalp hende op ad trapperne, sagde hurtigt farvel hun skulle afsted.
Lejligheden skinnede. Køkkenbordet: en lille seddel.
Kære Rigmor, tak for alt. Frokosten står i køleskabet. God bedring, hilsen M.
Alle penge- og pilledepoter or untouched.
Sønnens værelse ligeså tomt som før.
Ugen efter vralter Rigmor ned ad kollegiets lange institutionskorridor, banker forsigtigt. Tre senge, et bord og en feltseng skubbet ind under. Hun siger:
Du flytter først, når du har råd til dit eget sted. Nu er der bestilt taxa, så skynd dig, Mille, jeg betaler taxameteret tikker!
I september tog de sammen ud for at købe nyt efterårsfrakke, for det var ærlig talt pinligt, hvad pigen rendte rundt i. Og støvler manglede hun. Inde i Fields stødte de på Gertrud.
Jeg siger dig, god hushjælp hænger ikke på træerne og du har endda fået én uden at betale for det! Snyde smart, Rigmor!
Ja, det er hushjælp for dig, men for mig er det min svigerdatter, smiler Rigmor. Kom Mille, vi skal også finde taske og måske et tørklæde til mig.
Hun har selv sparet op til første udbetaling på lejlighed, ikke én krone fra mig. Snart flytter hun ind, hun arbejder sig halvt fordærvet, her forleden faldt hun nærmest i søvn stående over suppen.
Rigmor sukker dramatisk og fortsætter:
Og jeg bliver helt kulret! Tænk sig, hun er ung, køn, arbejdsom og har snart egen lejlighed. Mille er klog, men alle kan jo blive forblændet! Jeg sover dårligt om natten, ærlig talt håber bare hun ikke ender i kløerne på en eller anden værre smartass. Ja, du ved, sådan en udenfor vores lille andedamGertrud kneb øjnene sammen og gryntede:
Du får hende sgu ikke til at gå til hånde evigt, vel? Ungdommen har det jo med at flyve videre.
Mille smilede forsigtigt, og Rigmor kikkede på hende med nye øjne. Uden for Fields brusede livet. Inde i varmen, midt mellem tasker og støvler, følte Rigmor noget, hun ikke kunne sætte navn på. En slags ro eller måske stolthed, ikke over den gamle familie, men over, at hun denne gang havde gjort dét rigtige.
På vej hjem i bussen sad Mille ved vinduet og tegnede usynlige streger i duggen.
Rigmor? sagde hun pludselig, næsten hviskende.
Ja?
Jeg har fået et nyt vægprojekt. I en børnehave. De spurgte, hvad jeg ville male. Så sagde jeg, jeg kunne lave eventyr.
Rigmor nikkede. Det kan du godt. Du kan lave alt. Og ved du hvad? Når du er færdig, inviterer vi dem allesammen på saft og kage. Det kalder man husvarme og familie.
Da de stod af bussen, tog Mille hendes hånd et øjeblik, fnisede stille og løb i forvejen gennem regnen, frakken flagrende, støvlerne sprøjtende. Rigmor smilede og lod sig drive med.
Hun vidste, hun ikke længere ventede på, at nogen skulle flytte ind eller ud, eller forlade nogen, eller blive tilbage. Hun havde allerede fået et hjem lige præcis dér, hvor eventyrene begyndte.
