»Hør nu godt efter,« fortsatte hendes mors kæreste. »Enten giver din datter mig bilen, eller også må hun finde et andet sted at bo! Jeg gider ikke bo i et hus, hvor jeg ikke bliver respekteret!«
»Men hvor skal hun så hen?«
»Det er ikke dit problem! Hun er voksen nok. Tid til at klare sig selv«
Mette stod i gangen i sine forældres hus og lyttede, mens hendes mor forklarede gennem badeværelsets dør, hvorfor hun skulle aflevere sin bil.
»Mette, tænk nu lige logisk! Anders skal pendle til arbejde hver dag. Du er bare studerende. Kan du ikke tage bussen?«
Pigen lænede sig mod væggen og lukkede øjnene. Bilen var en fødselsdagsgave fra hendes bedstefar, da hun fyldte tyve. Gammel, men hendes egen. Den første i hendes liv. Bedstefar havde sagt: »Så du ikke afhænger af nogen. Så du selv bestemmer, hvor du skal hen.«
»Mor, bilen står på mit navn,« svarede Mette roligt.
»Og hvad så? Vi er familie!« Stemmen blev skinger. »Anders har været som en far for dig. Husker du, hvordan han hjalp dig med matematik i 10. klasse?«
Mette huskede det godt. Hun huskede, hvordan han råbte af hende for hver fejl, hvordan han smækkede lærebogen i bordet, når hun ikke forstod det med det samme.
»Dum som en dør! Præcis som din mor!« sagde han dengang.
Fra badeværelset lød en hårtørrers brummen moren var tydeligvis ved at gøre sig klar til noget. Om fem minutter ville hun komme ud, og samtalen ville fortsætte. Det havde Mette ikke lyst til.
»Jeg skal nok tænke over det,« løj hun og gik ind på sit værelse.
Men der var ikke rigtig noget at tænke over. Bilen gav hun ikke afkald på. Men hvad hun skulle gøre nu det var uklart.
Mette var på sidste år på universitetet og tjente lidt ekstra som privatlærer i engelsk. Pengene var knappe, men nok til at overleve.
Hvis man ikke tæller med, at »overlevelse« foregik i et hus, hvor hver eneste af hendes bevægelser blev diskuteret og kritiseret.
Anders var kommet ind i familien, da Mette var elleve. Moren havde mødt ham på arbejdet. Høj, med skæg, talte han selvsikkert og meget.
Mor syntes, det var charmerende. Faren var helt anderledes stille, eftertænksom. Efter skilsmissen flyttede han til hovedstaden og ringede kun en gang imellem.
I starten prøvede Anders. Han medbragte slik, spurgte ind til skolen, tog hende endda et par gange i biografen. Mette tænkte dengang: »Måske er han alligevel okay.« Men det varede ikke længe.
Så snart Anders fik solid fodfæste i huset, ændrede alt sig. Han begyndte at kommandere. Ikke spørge, ikke foreslå kommandere. Som om Mette ikke var datteren i huset, men tjeneren.
»Lav te. Ryd op efter dig selv. Tramp ikke sådan. Smæk ikke med dørene. Skru ned for fjernsynet.« Listen over krav blev kun længere.
Og mor mor blev Anders advokat. Enhver klage fra ham blev øjeblikkeligt hentet op og forstærket.
»Mette, Anders er træt efter arbejde. Kan du ikke lige gå lidt mere stille?«
»Mette, han har jo ret. Hvorfor skal musikken stå så højt?«
»Mette, tænk på andre.«
»Andre« betød Anders. For når Mette skulle læse til eksamen og bad om at slukke for fjernsynets larm, var der ingen, der bekymrede sig om hendes ønsker.
»Vi bor ikke på et bibliotek,« svarede Anders. »Hvis du vil have ro, så gå ind på dit værelse.«
Mettes værelse var lille, en tidligere garderobe. Der var kun plads til en seng og et skrivebord. Når hun gemte sig derinde, føltes det, som om væggene lukkede sig om hende. Men der var ikke noget valg.
Læreren sig at være usynlig. Hun kom hjem, når Anders sov eller ikke var der. Spiste på køkkenet, når det var tomt. Deltog ikke i familieaktiviteter.
Det virkede indtil historien med bilen begyndte.
Næste morgen bankede moren på døren.
»Mette, er du vågen? Vi skal tale sammen.«
Mette satte sig op i sengen. Moren havde en ny kjole på, tydeligvis ikke billig. Hendes hår var perfekt sat. Hun skulle et eller andet omgående sted hen.
»Jeg lytter.«
»Anders blev ked af det i går. Han troede, du ville sige ja til bilen uden problemer.«
»Hvorfor skulle han tro det?«
Moren satte sig på sengekanten og så ud ad vinduet.
»Mette, du må forstå Anders og jeg planlægger et bryllup. Vi vil gøre det smukt, invitere gæster. Men pengene du ved godt, hvordan det er lige nu.«
Mette tav.
»Anders har brug for bilen til arbejde. Han har fået en ny stilling, med mere ansvar. Han skal rundt i byen. Det er ikke praktisk med bus.«
»Så må han købe sin egen.«
»Med hvad?« Stemmen steg, men moren tog sig sammen. »Mette, vi er jo familie! Anders har gjort så meget for dig«
»Hvad præcis har han gjort for mig?«
Moren blev forvirret. Tøvede, ledte efter ord.
»Altså han har hjulpet med dine lektier«
»Du mener, han har råbt af mig.«
»Vås!« Moren rejste sig hurtigt. »Han prøvede! Og du du har altid været utaknemmelig. Din far forkælede dig, og det kan man mærke.«
Der blev stille. Mette så på sin mor og genkendte hende ikke. Engang havde de været tætte. Engang forsvarede hun hende ikke en fremmed mand.
»Jeg giver ikke bilen væk,« sagde Mette.
»Så må du finde et andet sted at bo,« svarede moren koldt og forlod værelset.
Mette blev alene. Brystet var tungt, det var svært at trække vejret. Hun havde aldrig troet, det ville komme hertil.
Da Anders kom hjem fra arbejde om aftenen, begyndte forestillingen. Mette kunne høre deres samtale gennem den tynde væg.
»Nå, har du talt med din datter?« spurgte Anders.
»Ja. Hun nægter.«
»Jaså. Så skulle hun have fået en strengere opdragelse. I har altid været for bløde.«
»Anders, hun er jo ung. Hun forstår det ikke.«
»Hvornår skal hun så forstå det? Når hun selv får børn? Nej, Lise. Hvis vi ikke sætter hende på plads nu, træder hun os snart over hovedet.«
Moren svarede noget, men for lavt til at Mette kunne høre det.
»Hør nu her,« fortsatte
