Hold ud lidt endnu – Mor, det her er til Annes næste semester. Maria lagde kuverten på det slidte voksdug på køkkenbordet. Hundrede tusinde kroner. Hun havde talt dem tre gange – derhjemme, i bussen, nede foran opgangen. Hver gang var der præcis det, der skulle være. Elena lagde strikketøjet væk og så over brillerne på sin datter. – Maja, du ser bleg ud. Skal jeg lave lidt te? – Nej tak, mor. Jeg er kun hurtigt forbi, skal nå min aftenvagt. Køkkenet duftede af kartofler og en let medicinsk lugt – måske salve mod led, måske de dråber Maria købte til sin mor hver måned. Fire tusinde flasken, rakte til tre uger. Plus blodtryksmedicin, plus undersøgelser hvert kvartal. – Anne blev så glad, da hun fik praktik i Danske Bank, – Elena tog nænsomt imod kuverten, som om den var lavet af tyndeste porcelæn. – Hun siger, der er gode muligheder. Maria svarede ikke. – Sig til hende, at det er de sidste penge til studiet. Sidste semester. Fem år havde Maria slæbt læsset. Hver måned – en kuvert til moren, en overførsel til lillesøsteren. Hver måned – lommeregneren fremme: minus husleje, minus medicin, minus mad til mor, minus Annes studie. Tilbage? Et lejet værelse i en slidt lejlighed, vinterfrakken nu på sjette år, og drømmen om egen lejlighed, der for længst var pakket væk. Engang ville Maria gerne til København. Bare i en weekend. Se Glyptoteket, gå langs Kanalerne. Hun begyndte endda at spare op – indtil moren fik sit første alvorlige anfald, og alle sparepengene røg til lægerne. – Du skulle tage at slappe lidt af, min pige, – Elena tog hende om hånden. – Du er helt bleg. – Jeg skal nok, mor. Snart. Snart – når Anne finder et job. Når moren bliver mere stabil. Når man endelig kan trække vejret og måske tænke på sig selv. Det “snart” havde Maria gentaget i fem år. Anne blev økonom i juni. Med topkarakter – Maria tog fri for at tage til dimissionen. Så på, at lillesøsteren gik op på scenen i den nye kjole, Maria selv havde købt, og tænkte: Nu ændrer alt sig. Nu får Anne arbejde, begynder at tjene, og så kan jeg endelig holde op med at tælle hver krone. Fire måneder gik. – Maria, du forstår det ikke, – Anne sad derhjemme med benene trukket op under sig i hjemmesokker. – Jeg har altså ikke læst i fem år for at tage et job, der nærmest ikke betaler noget. – Halvtreds tusind om måneden er altså ikke ingenting. – Måske for dig, men ikke for mig. Maria bed tænderne sammen. På sit hovedjob fik hun 42 tusinde. Ved siden af vikararbejde – måske tjente hun 20 mere, hvis hun var heldig. 62 tusinde, hvoraf maksimalt 15 tusinde gik til hende selv. – Anne, du er 22. Det er tid at komme i gang, bare et eller andet sted. – Ja ja, men jeg finder ikke bare et eller andet ligegyldigt for en middelmådig løn. Elena rumsterede ude i køkkenet – hun lod altid som om hun ikke hørte noget, når døtrene begyndte at skændes. Så forsvandt hun, og bagefter, når Maria var på vej hjem, hviskede hun: “Ikke skæld ud på Anne, hun er ung, hun forstår det ikke.” Ikke forstår. 22 år – og forstår ikke. – Jeg er her ikke for evigt, Anne. – Åh, mor, dramatisk nu igen. Jeg beder dig jo ikke om penge, gør jeg? Jeg leder bare videre efter det rigtige job. Beder ikke. Teknisk set. Det var moren, der spurgte. “Maria, Anne skal på kursus, hun vil gerne forbedre sit engelsk.” “Maria, Annes telefon er i stykker, hun skal jo sende ansøgninger.” “Maria, Anne vil gerne have en ny vinterjakke, det bliver snart koldt.” Maria overførte, købte, betalte. Uden protest. Sådan havde det altid været: hun bar læsset, de andre tog det for givet. – Jeg skal afsted, – hun rejste sig. – Har aftenjob senere. – Vent, jeg pakker nogle boller til dig! – råbte hendes mor fra køkkenet. Bollerne var med kål. Maria tog posen og trådte ud i den kolde opgang, der duftede af fugt og katte. Ti minutters gang til stoppet. En times bus. Otte timer på benene. Så fire timer foran computeren, hvis hun nåede aftenjobbet. Og Anne sad derhjemme, scrollede stillingsopslag og ventede på, at universet leverede et job til 150 tusinde med hjemmearbejde. Den første store konflikt kom i november. – Gør du overhovedet noget? – Maria kunne ikke lade være, da hun så søsteren ligge på sofaen præcis som i sidste uge. – Bare én ansøgning sendt? – Jo, tre faktisk. – Tre på en måned? Anne himlede med øjnene, begravede sig demonstrativt i telefonen. – Du ved ikke, hvordan arbejdsmarkedet er nu til dags. Vanvittig konkurrence, man skal vælge rigtigt. – De “rigtige”, altså dem hvor man får løn for at ligge på sofaen? Elena kiggede forsigtigt ud fra køkkenet, tørrede hænderne nervøst i viskestykket. – Meget hellere te? Jeg har bagt en kage… – Nej tak, mor – Maria masserede sine tindinger. Hun havde haft hovedpine tredje dag i træk. – Forklar mig, hvorfor jeg skal have to jobs, mens hun ikke har ét eneste? – Maria, Anne er stadig ung, hun skal nok finde sit kald… – Hvornår? Om et år? Fem? Jeg arbejdede da jeg var lige så gammel! Anne rørte på sig. – Beklager, hvis jeg ikke vil være stresset og nedslidt og kun arbejde, som du gør! Stilhed. Maria tog sin taske og gik. I bussen stirrede hun ud i vintermørket: Nedslidt hest. Sådan ser det åbenbart ud udefra. Elena ringede næste dag: Bad hende ikke tage det til sig. – Anne mente det ikke sådan. Hun har det svært lige nu, hold ud lidt endnu, hun skal nok finde noget. Hold ud. Mors yndlingsudtryk. Hold ud til far bliver sig selv. Hold ud til Anne bliver voksen. Hold ud til det hele ordner sig. Maria havde holdt ud hele sit liv. Konflikterne blev faste. Hver gang Maria besøgte moren, endte det på samme måde: Forsøg på at nå ind til Anne, Anne svarede igen, Elena forsøgte at mægle. Maria tog afsted, moren ringede undskyldende op – og det hele gentog sig. – Du må forstå, det er din søster, – sagde moren. – Og hun må forstå, jeg ikke er en pengeautomat. – Maria… I januar ringede Anne selv. Hun lød helt euforisk. – Maja! Jeg skal giftes! – Hvad? Med hvem? – Han hedder Daniel. Vi har set hinanden tre uger. Han er fantastisk, Maja! Tre uger. Tre uger – og giftes. Maria havde lyst til at sige, det var vanvid, man burde lære hinanden at kende, men hun sagde ikke noget. Måske var det faktisk det bedste. Hun bliver gift, han forsørger hende, og måske kan jeg endelig slappe af. Den naive tro holdt til familieaftensmaden. – Jeg har planlagt det hele! – sagde Anne begejstret. – Restaurant til hundrede gæster, live musik, kjolen har jeg set hos Lilly… Maria lagde gaflen. – Og hvad koster det? – Nå… – Anne smilede undskyldende. – Cirka femhundrede-trehundrede tusinde. Men det er jo kun én gang i livet! Bryllup! – Og hvem skal betale det? – Maja, du ved jo… Daniels forældre kan ikke, de har lån. Mor har kun folkepension. Det bliver nok dig, der må tage et lån. Maria stirrede på sin søster. Så på moren, der kiggede væk. – Er I seriøse? – Maja, det er jo bryllup, – moren brugte den blide stemme, Maria kendte fra barndommen. – Sådan en begivenhed, det sker én gang. Man skal ikke spare sig… – Jeg skal tage et lån på en halv million for at betale bryllup for en, der ikke har fundet et job? – Du er min søster! – Anne slog hånden i bordet. – Du SKAL! – Skal? Maria rejste sig. Alt blev pludselig stille og klart. – Fem år. Fem år har jeg betalt for dit studie. For mors medicin. Jeres mad, tøj, regninger. Jeg har to jobs. Jeg har ingen lejlighed, ingen bil, ingen ferie. Jeg er 28 og købte sidst tøj til mig selv for halvandet år siden. – Maja, slap nu af… – begyndte moren. – Nej! Nok! Jeg har forsørget jer begge i årevis og nu fortæller I mig om mine “pligter”? Slut! Fra nu af lever jeg for mig selv! Maria gik, fik lige jakken med fra knagen. Minus 20 grader udenfor, men hun mærkede ikke kulden. Inde i sig mærkede hun en ny varme – som at hun endelig havde sluppet den byrde af sten, hun bar på hele sit liv. Telefonen ringede og ringede. Maria afviste opkaldene og blokerede begge numre. …Et halvt år gik. Maria flyttede ind i en lille etværelses, som hun endelig havde råd til. Sommeren gik med en tur til København – fire dage, Glyptoteket, kanalerne, lyse nætter. Hun købte en ny kjole. Og én til. Og sko. Hun hørte tilfældigt om familien – fra en gammel skoleveninde, der arbejdede tæt på hvor moren boede. – Er det rigtigt, din søsters bryllup blev aflyst? Maria stoppede midt i kaffen. – Hvad? – Jo, Daniel smuttede. Da han opdagede, der ikke var penge, gik han. Maria tog endnu en tår kaffe. Den var bitter – men mærkeligt nok fantastisk. – Det ved jeg ikke. Vi har ikke kontakt. Om aftenen sad hun i vinduet i sin nye lejlighed og tænkte på, at hun slet ikke var skadefro. Ikke det mindste. Kun stille, ren tilfredshed over endelig ikke at være den slidte hest længere…

Mor, det her er til næste semester for Amalie.

Maria lagde kuverten på det slidte voksdug på køkkenbordet. Halvtreds tusind kroner. Hun havde talt pengene tre gange hjemme, i bussen, og udenfor opgangen. Hver gang var der præcis nok.

Ellen lagde sit strikketøj fra sig og kiggede over brillerne på sin datter.

Maria, du ser bleg ud. Vil du have te?
Nej tak, mor. Jeg skal bare lige forbi, jeg skal nå min aftenvagt.

Køkkenet duftede af kogte kartofler og et strejf af medicin enten den salve Ellen brugte for sine led, eller dråberne som Maria måtte købe hver måned. Det kostede hende 550 kroner flasken og rakte til tre uger. Oven i det kom piller mod blodtrykket og undersøgelser hvert kvartal.

Amalie blev så glad, da hun hørte om praktikpladsen i banken, Ellen tog forsigtigt imod kuverten som var den lavet af glas. Hun siger, der er gode muligheder der.

Maria sagde ikke noget.

Sig til hende, at det her er sidste gang, jeg har penge til hendes uddannelse.

Sidste semester. Fem år havde Maria knoklet. Hver måned en kuvert til moren, pengeoverførsel til lillesøsteren. Hver måned med lommeregneren: minus husleje, minus medicin, minus mad til mor, minus Amalies SU. Hvad blev der tilbage? Et lejet værelse i en ældrelejlighed, en vinterfrakke der nu var seks år gammel, og for længst glemte drømme om egen lejlighed.

Maria havde engang drømt om at tage til København. Bare sådan, en weekendtur. Se Glyptoteket, promenere på havnen. Hun begyndte at spare lidt op og så fik moren sit første alvorlige anfald, og alle pengene røg til lægerne.

Du burde passe bedre på dig selv, skat, Ellen klappede hende på hånden. Du ser slidt ud.
Jeg slapper af. Snart.

Snart når Amalie fandt arbejde. Når moren fik det bedre. Når alt blev nemmere, og Maria kunne begynde at tænke på sig selv. “Snart” havde hun sagt til sig selv i fem år nu.

Amalie fik sin økonom-eksamen i juni. Med topkarakter Maria havde taget fri for at være der. Hun så på, mens lillesøsteren gik op på scenen i den nye kjole, Maria selv havde givet hende, og tænkte: Nu forandrer alt sig. Amalie begynder at tjene penge, og måske kan hun endelig stoppe med at tælle hver eneste krone.

Fire måneder gik.

Du forstår det ikke, Maria, Amalie sad i sofaen med benene trukket op under sig, iført hendes lune uldsokker. Jeg har altså ikke læst fem år for at få et eller andet lavtlønnet job.
Tredive tusind om måneden er altså ikke lavt betalt, Amalie.
For dig måske.

Maria bed tænderne sammen. Hun fik kun 24.000 på sit faste arbejde, og med rengøringsjobbet ved siden af, omkring 36.000. Men til sig selv havde hun højst otte tilbage at leve for hver måned.

Amalie, du er 22. Du bliver nødt til at starte et sted.
Ja, det gør jeg også. Men ikke i et eller andet ligegyldigt firma til den løn.

Ellen puslede ude i køkkenet, satte kopper på plads og lod, som om hun ikke hørte diskussionen. Hun plejede at forsvinde, når døtrene blev uenige. Og når Maria skulle til at gå, hviskede hun: “Lad nu være med at skændes, Amalie ved ikke bedre, hun er så ung.”

Ung og uforstående. Toogtyve år gammel og fatter det ikke.

Amalie, jeg kan ikke blive ved.
Stop nu, du overdriver. Det er ikke fordi jeg beder dig om flere penge. Men jeg leder altså stadig.

Teknisk set bad hun ikke Maria om penge. Det gjorde moren. “Maria, Amalies mobil virker ikke, hun skal sende jobansøgninger.” “Maria, Amalie har brug for et nyt vinterjakke, det bliver snart koldt.” “Maria, Amalie vil gerne på engelsk-kursus.”

Maria betalte, sendte penge, arrangerede ting. Tavs, for sådan havde det altid været. Hun tog slæbet, mens de andre forventede det som en selvfølge.

Jeg bliver nødt til at gå nu, hun rejste sig. Jeg har nattevagt.
Vent, jeg smører lige madder til dig! kaldte moren fra køkkenet.

Der var frikadellesmørrebrød. Maria tog madpakken og gik ud i den kolde opgang, der lugtede af fugt og katte. Ti minutters rask gang til bussen. Så en time i bus. Otte timers arbejde. Derefter fire timer foran computeren, hvis hun kunne nå det.

Imens ville Amalie sidde hjemme og scrolle jobportaler, vente på det perfekte job med en startløn på 45.000 og mulighed for at arbejde hjemmefra.

Den første store konflikt kom en kold novemberdag.

Har du overhovedet søgt et eneste job? Maria kunne ikke holde det inde længere, da hun så Amalie ligge i nøjagtig samme positur som sidste uge.
Ja, tre.
Tre? På en måned?!

Amalie himlede med øjnene og vendte sig demonstrativt mod sin telefon.

Du forstår ikke noget. Arbejdsmarkedet er sindssygt lige nu, man skal vælge de rigtige stillinger.
De rigtige er det dem, hvor man bare ligger på sofaen?

Ellen kiggede nervøst ind fra køkkenet og tørrede hænderne i viskestykket.

Piger, vil I have te? Jeg har bagt brunsviger
Nej, mor, Maria gned sine tindinger. Hovedpinen havde været der tre dage i træk. Kan vi ikke bare tale om, hvorfor jeg skal have to jobs og hun ikke et eneste?
Maria, Amalie er ung endnu, hun skal nok finde noget
Hvornår? Om et år? Fem? Da jeg var på hendes alder havde jeg haft mit første faste arbejde!

Amalie sprang arrigt op.

Undskyld mig, at jeg altså ikke vil ende som dig! Som en hængt hest, der ikke laver andet end at arbejde!

Der blev stille. Maria tog sin taske og gik. I bussen så hun ud i mørket og tænkte: en hængt hest. Sådan så det ud udefra.

Ellen ringede næste dag og bad hende ikke tage det tungt.

Amalie mente det ikke sådan. Hun er bare presset. Hold nu ud lidt endnu, hun skal nok finde job.

“Hold ud.” Moderens yndlingsord. Hold ud til far får det bedre. Hold ud til Amalie bliver voksen. Hold ud til alt bliver godt. Maria havde altid holdt ud.

Konflikterne gentog sig. Hver gang hun besøgte sin mor, endte det ligesådan: Maria forsøgte at få Amalie i gang, Amalie blev irriteret, Ellen forsøgte at mægle. Maria gik, Ellen ringede og undskyldte, og det hele gentog sig.

Du må forstå, det er din søster, sagde moren.
Men hun må forstå, jeg ikke er en hæveautomat.
Maria…

I januar ringede Amalie selv op hendes stemme vibrerede af spænding.

Maria! Jeg skal giftes!
Hvad? Med hvem?
Han hedder Daniel. Vi har set hinanden i tre uger. Han er fantastisk, Maria!

Tre uger. Tre ugers kærestetid. Maria var lige ved at sige, det var vanvid, men holdt det inde. Måske var det bedst sådan. Hvis hun blev gift, kunne ægtemandens familie tage over, så Maria endelig kunne ånde ud.

Den naive ro holdt til familieaftenen.

Jeg har allerede planlagt alt! Amalie strålede. Fest på en restaurant, 80 mennesker, live band og jeg har fundet drømmekjolen!

Maria lagde gaflen ned.

Hvad koster alt det?
Tja Omkring 130.000. Måske lidt mere. Men det er jo kun én gang i livet!
Og hvem skal betale det?
Kom nu, Maria. Daniels forældre har ikke råd, de har boliglån. Mor har jo ikke mange penge. Du må nok tage et lån.

Maria stirrede på sin søster. Så på moren. Ellen kiggede væk.

Er I seriøse?
Maria, det er jo kun én gang bryllup! Moren talte med den sukkerbløde stemme, hun havde brugt gennem Marias barndom. Sådan en dag skal man ikke spare på
Jeg skal altså tage et lån på 130.000 kroner, fordi du vil holde et stort bryllup, selvom du end ikke har arbejdet endnu?
Vi er familie! Amalie slog i bordet. Det er din pligt!
Min pligt?

Maria rejste sig. Helt rolig og klar i hovedet.

I fem år har jeg betalt for din uddannelse. For mors medicin. For alt jeres mad, jeres tøj, jeres regninger. Jeg har to jobs. Jeg har ikke nogen lejlighed, ingen bil, ingen ferie. Jeg er 28 og har ikke købt nyt tøj til mig selv i halvandet år.
Maria, rolig nu sagde Ellen beroligende.
Nej, nu er det nok! Jeg har ofret alt for jer begge. Nu vil jeg leve for mig selv!

Hun gik ud, greb sin frakke på vej ud. Det var minus femten udenfor, men Maria mærkede ikke kulden. Indeni spredte der sig en varme som om hun endelig havde lagt den byrde, hun havde båret hele sit liv.

Telefonen ringede uafbrudt. Hun slukkede den og blokerede begge numre.

Et halvt år senere. Maria flyttede ind i sin egen lille étværelses lejlighed, som hun endelig havde råd til. Om sommeren tog hun til København fire dage med Glyptoteket, kanalerne, lyse nætter. Hun købte en ny kjole. Og et par sko.

Om familien hørte hun tilfældigt et gammelt klassekammerat arbejdede tæt på hendes mors by.

Er det rigtigt at Amalies bryllup er blevet aflyst?

Maria frøs med kaffekoppen i hånden.

Hvad?
Ja, de siger kæresten gik fra hende, da han opdagede der ingen penge var.

Maria tog en slurk kaffe. Den smagte bittert og overraskende godt.

Ved det ikke. Vi taler ikke sammen.

Om aftenen sad hun i vindueskarmen i sin nye lejlighed og tænkte, at hun slet ikke følte skadefryd bare en stille tilfredshed, sådan som man gør, når man ved at man endelig lever for sig selv. For livet handler ikke om at slide sig op for andre hele tiden nogle gange skal man også huske at tage ansvar for sit eget liv.