“Hold kæft!” råbte manden og smed kufferten på gulvet. “Jeg går fra dig og dette sump, du kalder et liv.”
“Sump?” Mette drejede sig langsomt væk fra komfuret, hvor kartoflerne stegte til aftensmaden.
“Det her ‘sump’ har født din mor i tyve år, mens hun kørte til lægerne. Har du glemt det?”
“Hvad har min mor med det at gøre? Du skal ikke røre hende!”
“Jo, Viktor, for mens du ‘drejede store forretninger’ i hovedstaden, sad jeg her med din paralyserede mor. Skiftede bleer, hvis du skulle vide det.”
Viktor stod i døren til deres toværelses lejlighed, iført et nyt jakkesæt med kufferten ved fødderne. Så flot havde Mette ikke set ham i årevis veltrænet, solbrændt, duftende af dyr parfume. Ikke som dengang, da han kom hjem fra fabrikken, dækket af maskinolie.
Hun huskede, hvordan de mødtes. Fester i fabrikklubben, han som ung smed, hun fra bogholderiet. Han drejede hende rundt til “Million røde roser”, hviskede dumheder i hendes øre. Så en beskeden bryllupsfest, tredive gæster, kartoffelsalat og dansk sekt. Hans mor græd af lykke og krammede Mette: “Tak, skat, for at tæmme min Viktor.”
Tæmmet. Toogtyve år sammen. Fødte en datter, Lærke. Nu studerede hun medicin, levede af SU og Mettes ekstraarbejde. Viktor havde ikke givet penge i tre år alt gik til hans “forretning.” Hvilken forretning? Mette forstod det aldrig. Først et værksted, så fragtkørsel. Alt gik i vasken.
“Du forstår det bare ikke,” sagde Viktor og tændte en cigaret i entreen. “Jonas har tilbudt mig at flytte til København. Han har en vaskekæde, vil have mig som manager. Lejlighed til at starte med.”
“Alene?” Mette tørrede hænderne i forklædet. Hænderne rystede, men stemmen var rolig.
“Nej.” Han så væk. “Med Freja. Hun… forstår mig. Tror på mig.”
Freja. Mette havde kendt til hende i tre måneder. Set beskederne på hans telefon, mens han var i bad. “Musling,” “skat,” “savner dig.” Otteogtyve år gammel, “musling.” Sælger i en bilforretning, hvor Viktor kiggede på en bil. På afbetaling, som Mette stadig betalte af på med sin lærerskæppe.
“Hvad med Lærke?” spurgte Mette. “Din datter. Hun tager eksamen om et år.”
“Hun vokser op, forstår det. Jeg kan ikke mere. Jeg er femogfyrre, Mette. Jeg er stadig ung, kan stadig ændre alt.”
Mette gik til vinduet. Nede i gården hængte naboen Gerda tøj op. Hun så Mette, vinkede. Gerda vidste alt. Om Freja, om at Viktor kun sov der de sidste seks måneder. Hun havde ondt af Mette, bragte kager: “Hold ud, skat.”
“Kan du huske,” sagde Mette stille, “da Lærke var fem og blev syg? Lungebetændelse, lægerne vidste ikke, hvad de skulle gøre. Du arbejdede over for at betale medicin. Jeg sad ved hendes seng døgnet rundt. Du sagde: ‘Vi er en familie, Mette. Vi klarer alt.'”
“Det var længe siden.”
“Femten år. Eller da din mor fik et slagtilfælde? Hvem tog sig af hende? Væltede hende hver anden time, så hun ikke får liggesår? Mig, Viktor. Du undskyldte dig arbejde, forretninger. Hvilke forretninger? Du jagtede allerede drømmen dengang.”
Viktor slukkede cigaretten på vindueskarmen. Mette rynkede panden nye vindueskarme, sparet op til sidste måned.
“Du husker altid alt det dårlige,” sagde han irriteret. “Hvad med det gode? Da jeg tog dig til sommerhus?”
“For ti år siden. Til Løkken. En uge.”
“Alt er aldrig nok!”
Mette vendte sig mod ham. Tårerne pressede på, men hun lod dem ikke komme. Ikke for hans skyld.
“Ved du hvad, Viktor? Skrid. Skrid til din Freja. Men hør her: Jeg passede din mor til slut. To år lå hun her, to år gav jeg hende mad fra en ske, badede hende, gav hende medicin. Hvor var du? På arbejde? Hvilket arbejde, Viktor? Du har ikke haft et rigtigt job i fem år. Drømte om at blive rig.”
“Jeg prøvede! Jeg kæmpede for familien!”
“For familien?” Mette grinede. “Lærke arbejder nattevagter som sygeplejerske for at købe bøger. Fordi far ville være forretningsmand. Jeg arbejder to stillinger i skolen og giver privatundervisning. For hvem kæmpede du?”
Viktor tav, greb hårdt om kufferten.
“Ved du, hvad der er mest sjovt?” fortsatte Mette. “Din mor sagde til mig før hun døde: ‘Tilgiv ham, skat. Han er svag. Altid været svag. Tak fordi du holdt ud.’ Jeg forstod det ikke dengang. Nu gør jeg.”
“Hold op!” eksploderede Viktor. “Sig ikke, jeg er svag! Jeg kvæles her! I denne lejlighed, i denne by, med dig! Du begraver mig med din perfektion!”
“Min perfektion?” Mette grinede pludselig. Tørt, ondt. “De sidste år har jeg kun tav. Når du kom hjem fuld. Når penge forsvandt fra gemmerne til dit nye ‘projekt.’ Når du stank af andres parfume. Tænkte, det ville gå over. Det er jo familie.”
Hun åbnede skabet, tog en mappe frem. Viktor spændte sig.
“Hvad er det?”
“Skilsmissepapirer. Forberedt for en måned siden. Ventede bare på, at du tog springet. Eller jeg. Men du var først flot. Skriv under.”
Viktor stirrede på papirerne.
“Du… vidste det?”
“Jeg er ikke dum, Viktor. Gav dig en chance. Gav mig selv en måske tog jeg fejl. Det gjorde jeg ikke.”
“Lejligheden…” begyndte han.
“Er min. Efter min mor, arvet. Du er registreret her, men har ingen rettigheder. Prøv retten, men problemet er du har ikke haft et job i tre år. Vil du betale børnepenge til Lærke?”
“Hun er myndig…”
“Hun er studerende. Indtil hun er færdig, skal du betale. Paragraf 85 i familieloven.”
Viktor greb en kuglepen, underskrev med et hastigt strøg. Smækkede mappen på bordet.
“Er du tilfreds? Toogtyve år spildt?”
Mette så på ham. Grå tindinger, rynker ved øjnene. Engang elsket. Engang kær. Nu fremmed. Helt fremmed.
“Ikke spildt, Viktor. Vi har Lærke. Klog, sød, arbejdsom. Hun ligner mig,” sagde hun
