Hold dig lige på afstand! Jeg sagde aldrig, jeg ville giftes med dig! Og helt ærligt, hvordan skulle jeg vide, om det dér barn overhovedet er mit?
Måske er det slet ikke mit?
Så, tag og dans en dans derhenne, mens jeg hellere må smutte, sagde Viktor, som var i landsbyen på forretningsrejse, til en paf Valborg.
Valborg stod der og kunne hverken tro sine ører eller øjne. Var det her virkelig Viktor, der havde erklæret hende sin kærlighed og nærmest båret hende på hænder?
Var det ham, der havde kaldt hende Valborgsen og lovet hende månen og stjernerne? Foran hende stod nu en lettere forvirret og derfor sur fremmed mand.
Valborg græd en uges tid, vinkede farvel til Viktor for altid, og besluttede, at i hendes alder 35 år og med hendes ret jyske udstråling, hvor oddsene for at finde lykken var, som når dansk sommer holder tørvejr: små, ja så ville hun i hvert fald blive mor!
Valborg fødte til tiden en skrigende pige og kaldte hende for Rigmor et navn, der lyder kærligt, hvis man siger det hurtigt nok. Rigmor voksede op rolig og nem, aldrig til besvær for sin mor.
Det var næsten, som om hun instinktivt forstod, at det ikke nyttede at råbe og skrige, for intet ville ændre sig Valborg tog pænt hånd om sin datter hun blev både madet, klædt på og fik legetøj.
Men at knus, kæleri og ture i parken var for meget at forvente. Lidt for travl, lidt for træt, hovedpine, alt muligt. Det der med moderinstinkt vågnede bare aldrig for alvor.
Da Rigmor blev syv, skete noget epokegørende: Valborg mødte en mand og ikke nok med det, hun tog ham med hjem! Hele landsbyen snakkede! Typisk Valborg, så letsindig!
Han var ikke fra byen, havde ikke fast arbejde, sov mere, end han bestilte, og kunne lige så godt vise sig at være en snu svindler.
Ja, det skal man lige love for! Valborg arbejde i Brugsen nede på hjørnet, og han hjalp til som løsarbejder med at losse varer. Der, midt mellem papkasser og sodavandsbakker, opstod deres romance.
Snart nok flyttede Valborg sin nye hjertenskær ind, og naboerne var ved at sprænge af forargelse:
Hvem er den fremmed, du har taget ind? Tænk dog på din lille pige! Og han siger jo aldrig et ord! Helt sikkert noget at skjule!
Men Valborg lyttede ikke til nogen. Hun fornemmede nok, at det her var sidste udkald i damekupeen.
Men langsomt ændrede folks mening sig om denne ellers tavse knægt han hed Jørgen, for resten. Huset trængte desperat til en kærlig, mandlig hånd, og Jørgen slog til: først trappen, så taget, så stakittet.
Hver dag ordnede han noget, og for hver spand maling blev huset lysere og gladere. Folk begyndte at spørge Jørgen om hjælp, og så sagde han:
Er du gammel eller skraber du bunden, så hjælper jeg gratis. Ellers må du punge ud enten med kontanter eller lidt madvarer.
Nogle betalte i kroner, andre med hjemmebryg, røget flæsk, æg og mælk. Valborg havde ingen husdyr, men nu kom der både smør og frisk mælk i køleskabet ting Rigmor ellers sjældent oplevede.
Kort sagt, Jørgens hænder var af guld, og Valborg, der aldrig havde været nogen Miss Danmark, blev blidere og blidere og nærmest smuk af lykke. Pludselig fandt hun smil og smilehuller frem hvem pokker havde troet det?
Og Rigmor voksede op, gik i skole og tilbragte eftermiddage med at se Jørgen snedkerere løs eller hun stak over til veninderne.
Sådan en dag kom hun først hjem ud på aftenen og fik spærrede øjne: midt i gården gyngede en gynge! Den svajede i vinden, nærmest lokkende på hende.
Er den til mig? Er det dig, Jørgen, der har lavet gyngen? Rigmor troede ikke sine øjne.
Jo, den er sørme til dig! Så hop op og se, om den kan bære dig, lo Jørgen, der ellers helst lod andre føre snakken.
Rigmor satte sig, svang sig frem og tilbage, mens vinden peb hende om ørerne lykkeligere pige end hende fandtes næppe i hele kongeriget Danmark.
Fordi Valborg arbejdede tidligt i Brugsen, tog Jørgen sig også kækt af madlavningen. Sikke nogle boller, han bagte, og hvad han kunne med et fad brunede kartofler! Han lærte hende lave mad, dække fine borde, og åbne deres hjem for både venner og naboer.
Da vinteren kom, og dagene blev kortere, var det Jørgen, der sendte og modtog hende fra skole, bar hendes skoletaske og fortalte historier fra sit eget liv.
Han fortalte om at have plejet sin syge mor, om at sælge lejligheden for at hjælpe hende og om at blive snydt ud af hjemmet af sin egen bror. Han lærte hende at fange fisk, og de sad tit i stilhed ved åen, mens morgendisen lå som et tæppe og sådan lærte hun tålmodighedens kunst.
Midt om sommeren købte Jørgen hende en splinterny cykel og lærte hende at køre ned ad grusvejen. Han smurte hendes knæ ind i grøn sprit, når de blev skrabet til blods hvad gør man ikke!
Jørgen, hun slår sig ihjel, brokkede Valborg.
Nej, hun skal lære at falde og rejse sig igen, svarede han.
En nytårsaften forærede han hende et par ægte skøjter. Om aftenen dækkede de sammen et lille festligt bord. Ved midnat lykønskede de hinanden, lo højt, skålede og spiste, som var de til middag på dAngleterre.
Næste morgen var der et hvin fra Rigmor, der opdagede gaven under juletræet: Skøjter! Hvide og spritnye! Tusind, tusind tak!!! hun pressede dem ind til sig, og hendes tårer dryppede ned på isen.
Senere gik de sammen til den frosne sø. Jørgen ryddede sneen, hun hjalp til og så lærte han hende at stå på skøjter. Hun væltede mange gange, men han holdt hende tålmodigt i hånden, indtil hun kunne stå selv og til sidst løb af sted uden at styrte én eneste gang. Rigmor jublede, som kun børn kan.
På vej hjem kastede hun sig om halsen på ham:
Tak for alting! Tak, far
Nu var det Jørgens tur til at græde af glæde, selvfølgelig. Han tørrede diskret de svedne tårer væk, så hun ikke så det.
Rigmor voksede op, flyttede til Odense for at læse. Livet var bumlet og bøvlet for hende, præcis som det er for alle andre danskere. Men Jørgen var der altid.
Han stod til studentergildet, kom med Føtex-poser fulde af rugbrød og leverpostej, så hans datter aldrig skulle sulte.
Han fulgte hende op ad kirkegulvet og ventede sammen med svogeren udenfor hospitalet, da hun skulle føde. Han passede sine børnebørn og elskede dem som sine egne, måske endda lidt mere.
Og så en dag gik han bort, sådan som vi alle sammen gør en dag. Til begravelsen stod Maria ja, for nu var Rigmor blevet til Maria sammen med sin mor, kastede en håndfuld jord på kisten, sukkede tungt og sagde:
Farvel, far Du var den bedste far i verden. Jeg vil aldrig glemme dig.
Han blev hos hende for altid. Ikke som Jørgen, ikke som ham der stedfar, men som FAR For en far er ikke nødvendigvis ham, der har givet dig livet men ham, der har delt dit liv. Været der i sorgen og glæden.
Sådan går det i det danske liv. Tak for alle jeres likes og kommentarer og bliv bare hængende for flere historier fra det virkelige liv.
