Kære dagbog,
Nogle gange føles det, som om alting ramler ned over mig. I dag sagde min veninde Louise noget, som gjorde mig helt stum: “Jamen, nu er du også blevet så fornem, Alma! Det er, som man siger herhjemme penge kan ødelægge folk!” Jeg forstod ikke helt, hvad hun mente, eller hvordan jeg skulle have gjort folk kede af det.
Engang havde jeg det hele et godt ægteskab, min mand Peter og vores to dejlige børn, Freja og Lærke. Så kom ulykken. Peter kørte hjem fra arbejde, da han blev offer for en trafikulykke. Sorgen sled mig næsten helt op, men min mor overtale mig til at kæmpe videre for børnenes skyld. Så jeg tog mig sammen, begyndte at arbejde endnu hårdere, og da pigerne blev større, tog jeg til udlandet for at tjene flere penge. Jeg måtte jo sørge for, at de fik en god start, for hjælp var der ikke meget af.
Først rejste jeg til Tyskland, og senere endte jeg i England. Jeg skiftede ofte job, indtil jeg til sidst fik lidt stabilitet og kunne sende penge hjem hver måned. Efterhånden fik jeg også råd til at købe hver af mine piger en lejlighed, og jeg fik sat min egen bolig flot i stand. Jeg følte mig stolt over det, jeg havde opnået. Jeg tænkte på at flytte tilbage til Danmark for godt, men for et år siden mødte jeg en mand, Henrik. Han er dansker, har boet i England i over 20 år, og vi har udviklet noget særligt imellem os.
Samtidig har tvivlen naget mig. Henrik kan ikke flytte til Danmark, og jeg savner at komme hjem. For nogle dage siden vendte jeg tilbage til Danmark, mødtes med mine piger og mine forældre, men jeg har ikke fået besøgt mine svigerforældre endnu. Tiden løber bare fra mig der er så meget, der skal ordnes! Så kom min gode veninde Helle, som arbejder som kassedame i SuperBrugsen, og fortalte mig noget, jeg slet ikke vidste, hvordan jeg skulle forholde mig til:
“Din svigermor Vibeke er godt nok skuffet over dig!”
“Hvor har du hørt det henne?” spurgte jeg.
“Hun stod og talte om dig med Karen nede i Brugsen at du er blevet så arrogant, at pengene har gjort dig forhærdet. At du aldrig har hjulpet dem økonomisk.”
Det gjorde mig virkelig ked af det. Jeg har selv opdraget mine to piger og gjort alt for dem. Jeg kunne ikke også række penge ud til svigerforældrene jeg måtte jo også beholde lidt til mig selv, kan du følge mig?
Efter at have hørt det, havde jeg slet ikke lyst til at tage derhen. Alligevel overvandt jeg mig selv, købte ind og gik derover. Det gik fint til at begynde med, men samtalen om penge blev ved med at rumstere i mit hoved. Til sidst måtte jeg sige noget:
“I må forstå, at det ikke har været let for mig gennem alle de år. Jeg har gjort alt for Freja og Lærke, for jeg har aldrig haft støtte fra nogen.”
Vibeke kiggede på mig: “Vi står også alene nu. Alle har børn, der hjælper, men vi får ingenting vi må klare os selv ligesom forældreløse! Du burde være kommet hjem og hjælpe os.”
Jeg følte mig ydmyget. Jeg kunne ikke engang bringe mig selv til at fortælle, at jeg har fået en mand i England. Jeg gik derfra med en knude i maven. Nu ved jeg slet ikke, hvad jeg skal gøre. Mon jeg virkelig skylder min afdøde mands forældre at hjælpe dem? Jeg er bange for, at jeg bryder sammen snart.
