Hold da op, min ven, du skulle bare have set, hvordan de tog imod din far. Helt ærligt, hvorfor havde han egentlig brug for det spaophold, når han kunne få all inclusive herhjemme?
Da Mads overrakte nøglerne til sin lejlighed til mig, vidste jeg bare: Nu havde jeg indtaget Bastillen. Ikke engang DiCaprio har sat så meget næsen op efter en Oscar, som jeg, Sidsel, har ventet på min Mads nu endda med mit eget lille bo.
Du ved, 35 år gammel og efterhånden så desillusioneret, at jeg begyndte at sende medfølende blikke til de omstrejfende katte på gaden og skele lidt til Alt til hobby butikken.
Og så dukker han op ham den ensomme, der har brugt sin ungdom på karriere, sund mad, fitness og andre gøremål, der havde til formål at finde sig selv. Og ingen børn
Siden jeg var 20, har jeg ønsket mig denne gave, og det er vist først nu, at universet har indset, at jeg ikke spøgte.
Jeg har lige én sidste forretningsrejse i år, og derefter er jeg kun din, sagde Mads, da han gav mig de eftertragtede nøgler. Bare lad dig ikke skræmme af min hule. Jeg kommer kun hjem for at sove, sagde han, før han stak af til en anden tidszone hele weekenden.
Jeg tog min tandbørste og ansigtscreme og cyklede over for at inspicere hulen. Og allerede ved døren begyndte problemerne. Mads havde godt nok sagt, at låsen drillede, men jeg havde ikke regnet med, at den var SÅ slem.
Jeg stod og kæmpede med døren i 40 minutter: pressede, hev, satte nøglen i og prøvede så venligt som jeg kunne, men døren nægtede at overgive sig til sin nye beboer.
Så begyndte jeg at psyke døren, ligesom vi havde lært det af de ældre elever bag cykelskuret på skolen. Larmen fik naboen på den anden side til at åbne døren en smule.
Hva laver du egentlig, hvorfor prøver du at bryde ind? lød det fra den halvbekymrede nabokone.
Jeg prøver ikke at bryde ind, jeg har jo nøgler, mumlede jeg irriteret og tørrede sveden af panden.
Hvem er du egentlig? Jeg har aldrig set dig før, blev hun ved.
Jeg er hans kæreste! svarede jeg, vredt, mens jeg står med hænderne på hofterne men hun kiggede bare ud gennem en smal sprække.
Dig? lød hun værdigt overrasket.
Ja, er det et problem?
Nej, nej Det er bare, at han aldrig før har haft nogen med hjem (og der voksede min kærlighed til Mads bare endnu mere). Men du virker sådan
Sådan hvordan? spurgte jeg forvirret.
Det er ikke min sag. Undskyld, sagde hun og lukkede døren.
Nu forstod jeg, at enten kom jeg ind, eller også blev jeg udelukket for evigt. Jeg pressede nøglen ind med al min vilje, så hele karmen drejede sig rundt. Døren gav efter.
Så, pludselig stod hele Mads univers for mine fødder, og jeg følte, kulden ramte min sjæl. Selvfølgelig, en ung mand med sådan et asketisk hjem det var som en munkecelle.
Du stakkels menneske, dit hjerte har vist glemt eller aldrig vidst hvad hygge er, udbrød jeg spontant, da jeg kiggede rundt i det beskedne hjem, som jeg nu skulle besøge ofte.
Men ærligt, jeg var glad. Naboen havde ret: Der havde aldrig sat en kvindehånd på de vægge, gulvet, køkkenet eller de triste vinduer. Jeg var den første.
Jeg smed skoene og spurtede over den nærmeste Matas og Søstrene Grene efter et pænt badforhæng, bademåtte, grydelapper og køkkenhåndklæder.
Selvfølgelig kunne jeg ikke lade være… Ud over forhæng og måtte kom der også duftlys, håndlavet sæbe og smarte beholdere til kosmetik med hjem.
At tilføje nogle småting til lejligheden det er da ikke frækt, beroligede jeg mig selv, da jeg fyldte den anden indkøbskurv.
Nu gik låsen slet ikke imod mig. Faktisk fungerede den ikke længere overhovedet; den mindede om en målmand, der har glemt sin maske til hockeykampen.
Før jeg vidste af det, havde jeg rodet med knive og skruetrækker indtil midnat for at få den gamle lås ud, og næste morgen spurtede jeg ned til Silvan for at købe en ny. Og ja, knivene skulle også skiftes. Og gafler, skeer, duge, skærebrætter og grydelapper. For ikke at nævne gardiner!
Om søndagen, lige omkring frokost, ringede Mads og sagde, at han nok blev i udlandet et par dage ekstra.
Jeg vil bare elske, hvis du gør min lejlighed lidt mere hjemlig, sagde han over telefonen og grinede, da jeg bekendte, at jeg havde taget mig visse friheder med interiøret.
Indretning havde jeg efterhånden fragtet ind med lastbiler og fordelt efter nøjagtigt system og plan. Alt det, der havde hobet sig op i mig som ensom kvinde gennem årene, strømmede bare ud, nu hvor jeg endelig havde frie hænder.
Da Mads kom hjem, var det eneste, der var tilbage fra hans gamle lejlighed, en gammel edderkop, der sad ved ventilationsristen. Jeg overvejede at smide den ud, men da jeg så de otte forvirrede øjne, lod jeg den være mest som et symbol på, at der stadig var grænser for at røre ved andres private ejendele.
Mads hjem havde nu den atmosfære af en mand, der først har været lykkeligt gift i otte år, så skuffet over ægteskabet, og til sidst fundet lykken igen på trods.
Jeg fyldte ikke kun hjemmet, men fik sørget for, at hele opgangen nu vidste, at jeg var hendes nye mistresse. Nu kunne alle henvende sig til mig. Ingen ring var på min finger endnu, men det var blot et teknisk spørgsmål.
I starten så naboerne lidt skeptiske ud, men til sidst trak de bare på skuldrene: Nuvel, hvis du siger det det er jo din sag.
På dagen for Mads hjemkomst lavede jeg en ægte dansk middag, pakkede min stadig spændstige bagdel i noget vovet og festligt, satte duftlys i hjørnerne, dæmpede lyset og ventede.
Men Mads blev forsinket. Da jeg begyndte at mærke, at den stramme kjole pinte min bagdel, som jeg havde tonet halvt år i fitnesscentret, hørte jeg nøglen i låsen.
Det er ny lås, du skal bare skubbe den er ikke låst! sagde jeg, lidt nervøst men også drillende. Jeg var ikke bange for bedømmelse jeg havde jo gjort alt for hans lejlighed. Der var intet jeg ikke kunne tilgives for.
I det øjeblik, døren gik op, tikkede der en sms ind fra Mads: Hvor er du? Jeg er hjemme nu. Kan se lejligheden er akkurat som før. Vennerne skrækslog mig med, at du ville fylde alt med makeup.
Selvfølgelig så jeg den besked først langt senere. Inden da trådte fem fremmede ind ad døren: to unge mænd, to børn i folkeskolealderen og en meget gammel mand, der ret hurtigt rankede sig og glattede det sidste grå hår på hovedet, da han fik øje på mig.
Hør lige far, vil du se, hvordan du bliver taget imod! Hvorfor tog du dog til spa, når du har all inclusive herhjemme? lød det storskrydende fra den ene unge mand, indtil hans kone gav ham et dask for at glo.
Jeg stod i døren med to fyldte vinglas, ude af stand til at røre mig. Jeg ville skrige, men kom bare ikke ud af chokket.
I hjørnet kunne jeg høre den glade edderkop fnise.
Undskyld, hvem er du? spurgte jeg med en ganske lille stemme.
Det er mig, der ejer stedet. Er du fra klinikken? Skulle du ordne mit ben igen? Jeg sagde jo, jeg godt kunne klare det selv, sagde den gamle og kiggede efter mit sygeplejerske-agtige outfit.
Mmm ja, Adam Mortensen, du har altså helt vildt hyggeligt nu, kiggede den unge mands kone over min skulder. Det er en hel anden sag, ingen gravstemme over boligen nu!
Og dig, min pige, hvad hedder du så? Er Adam Mortensen ikke for gammel til dig? Men jo, han har jo sit eget hjem…
S-s-sidsel
Det kan man ikke sige andet end, Adam Mortensen, du har skudt papegøjen!
Den gamle syntes også, alt var faldet heldigt ud, hvis man dømte efter hans øjne.
Og hvor er Mads? hviskede jeg og tømte begge vinglas i et hug af bare nervøsitet.
Jeg er Mads! råbte en dreng på otte ivrigt.
Vent nu, du må vente med at være Mads, sagde moderen og sendte begge børn og faren ud til bilen.
Undskyld, jeg tror virkelig, jeg er gået forkert. Endelig fik jeg fat i mig selv tænkte på hvordan jeg havde bøvlet med låsen. Er det Snerlevej, 18, lejlighed 26?
Nej, det er Birkealle, 18, sagde den gamle og gned hænderne, klar til at pakke sit heldige fund ud.
Sådan, sukkede jeg tragisk, jeg har taget fejl. Gå bare til bords, så ringer jeg lige.
Jeg greb min mobil og flygtede ind på badeværelset, barrikaderede døren med et håndklæde og læste smsen fra Mads.
Mads, jeg kommer snart hjem jeg blev bare lidt forsinket i Kvickly, skrev jeg hurtigt tilbage.
Super, jeg venter! Kan du tage en flaske rødvin med? svarede han med et voicemessage.
Rødvin ville jeg medbringe, dog kun indvendigt. Jeg kastede bademåtten og forhænget under armen, ventede tålmodigt, til de fremmede gik ud i køkkenet, og sneg mig ud fra badeværelset.
Grebet af panik smed jeg alle mine sager i en pose og styrtede ud.
Nå, den historie får du senere, forklarede jeg, da Mads åbnede for mig.
Halvt i trance gled jeg ind forbi ham uden at se op. Jeg satte straks bademåtte og forhæng på plads i badeværelset og faldt om i sofaen, hvor jeg sov til næste dag indtil stress og rødvin var dampet af.
Da jeg vågnede, stod en ukendt ung mand og ventede på forklaring.
Undskyld, hvad er adressen her?
Butikvej, 18Jeg tøvede, tør i munden og halvt paralyseret mellem drøm og virkelighed. Det er Snerlevej, 18, lejlighed 26 ikke? gispede jeg frem, mens jeg så panisk rundt i Mads stue.
Den unge mand blinkede forvirret, trak på skuldrene og nikkede, som om han også var bange for at have forvildet sig ind i den forkerte fortælling.
Bag mig grinede Mads, træt og lykkelig med sin rødvin under armen.
Tror du ikke bare, vi skal glemme adresser og historier for en stund? sagde han og smilede til mig. Nu er du her. Nu er du endelig hjemme.
Den jordnære duft af duftlys og Mads grin blandede sig med den fjollede erindring om gårsdagens hændelser, og jeg mærkede, hvordan alt det, jeg havde drømt om, var blevet virkelighed med alt det kaos og de misforståelser, som livet nu engang bringer.
Mads satte sig ved siden af mig, og uden et ord slog han armen om mine skuldre. Vi sad der, mens lejligheden langsomt fyldtes med latter, småprat og den slags lys, som kun de får, der har ventet og endelig fundet hinanden.
Vi skålede, ikke kun for den nye indretning, men for den slags hjem, hvor man ikke altid ved, om man er kommet ind ad den rigtige dør bare man kan finde hinanden til sidst.
Og i det øjeblik tænkte jeg: Der findes ikke noget bedre spaophold end det, man får, når man tør åbne den forkerte dør og alligevel ender det lige der, hvor man hører til.
