Det var aldrig faldet Mette ind at tilbyde Søren at flytte ind hos hende. At være kærester var én ting, men at bo sammen var noget helt andet. På lørdag ventede Mette på Søren til deres sædvanlige gåtur. Hun åbnede døren og tabte næsten bevidstheden, da hun så ham stå der med to store kufferter.
Mette sad i lænestolen og blærede gennem billederne på sin telefon. Der var de i parken og gav brød til ænderne, der gik de en tur, og her var de på svampejagt. Et halvt års bekendtskab var fløjet forbi.
De havde mødt hinanden på en datingprofil. Hun var 61, han var 63. Begge skilt, med voksne børn, der boede deres egne steder.
Søren havde fra start tiltalt hende intelligent, belæst, med sans for humor. Han ledte ikke efter en mor til sine børn eller en husassistent. Han ønskede bare godt selskab.
De sås et par gange om ugen. Teater, udstillinger, cafébesøg, byvandringer i København, ture til sommerhuset hos hendes veninde. Mette nød denne form for forhold uden forpligtelser, men med dyb, følelsesmæssig nærhed.
*”Mette, fortæl mig, hvordan du har det,”* spurgte Søren engang tidligt i deres forhold.
*”Fint, stille, roligt. Jeg har boet alene i fem år nu jeg er vant til det.”*
*”Bliver du ikke ensom?”*
*”Nogle gange. Men jeg har veninder, mine døtre kommer på besøg. Og nu har jeg dig.”*
*”Det var godt at høre.”*
Efter skilsmissen boede Søren til leje i en lille lejlighed i en gammel bygning. Han brokkede sig over, at udlejer var umulig, ikke lavede noget ved hverken fugt eller slid, men satte lejen op hvert år.
*”Men hvad kan man gøre?”* sagde han. *”Jeg ejer ikke noget selv. Efter skilsmissen fik min eks-kone alt hendes forældre købte lejligheden, og de penge, jeg brugte på renoveringer, får jeg aldrig igen.”*
*”Har du ikke overvejet at købe noget selv?”*
*”Hvor skal jeg få penge til en lejlighed fra?”*
Mette forstod. Hun ejede selv en treværelses i et godt kvarter hun havde arbejdet hele livet for den. Døtrene boede længe væk, så der var plads nok.
Men tanken om at invitere Søren til at flytte ind havde aldrig strejfet hende. At være kærester var én ting at dele hverdagen var noget helt andet.
På lørdag ventede Mette på Søren til deres gåtur. Hun åbnede døren og stivnede. Der stod han med to store kufferter.
*”Søren, hvad sker der?”* spurgte hun.
*”Mette, må jeg komme ind? Jeg forklarer.”*
De gik ind i stuen. Søren stillede kufferterne i entreen og satte sig på sofaen.
*”Altså, min udlejer har besluttet at sælge lejligheden. Jeg har en uge til at flytte ud.”*
*”Og hvad så nu?”*
*”Nu har jeg ingen steder at bo. Jeg kan ikke finde en ny lejlighed med det samme, og jeg har ikke penge til depositum.”*
Mette begyndte at forstå, hvad han mente.
*”Mette, jeg tænkte vi har et seriøst forhold efterhånden. Et halvt år sammen, vi kender hinanden. Hvad med at prøve at bo sammen?”*
*”Bo sammen?”* gentog hun.
*”Ja, altså. Du har en treværelses, der er plads. Jeg bliver ikke en byrde jeg arbejder stadig, jeg kan betale til mad og det hele.”*
*”Søren, vi har aldrig talt om det før.”*
*”Hvorfor skulle vi også tale om det på forhånd? Livet har jo løst det for os.”*
Mette følte sig forvirret. Hun var ikke klar til denne drejning.
*”Søren, jeg skal lige tænke over det.”*
*”Hvad er der at tænke over? Vi elsker hinanden.”*
*”At elske og at bo sammen er forskellige ting.”*
*”Hvorfor det? I vores alder bør vi vide, hvad vi vil.”*
*”Vide hvad?”*
*”Hvor vi står. Hvis vi er kærester, skal vi være sammen.”*
Mette kiggede på kufferterne i entreen. Så havde han allerede besluttet det for hende taget sine ting med og sat hende over for et faktum.
*”Og hvis jeg siger nej?”*
*”Nej til hvad? Til lykke?”*
*”Nej til, at nogen bare dukker op med deres ting uden at spørge.”*
*”Mette, vær nu ikke sur. Jeg mente det ikke ondt. Omstændighederne er bare sådan.”*
*”Omstændigheder sker ikke af sig selv. Folk skaber dem.”*
*”Hvad mener du?”*
*”At du skulle have talt med mig først, ikke bare kommet med kufferterne.”*
Søren tav et øjeblik, mens han overvejede situationen.
*”Okay. Så taler vi om det nu. Jeg foreslår, vi bor sammen.”*
*”Og jeg siger nej.”*
*”Hvorfor?”*
*”Fordi jeg godt kan lide at bo alene. Jeg nyder vores tid sammen, men jeg vil ikke dele hverdagen.”*
*”Men hvorfor ikke? Vi passer jo sammen.”*
*”Til dates, gåture, fælles oplevelser. Men ikke til at vågne op sammen hver dag.”*
*”Hvad er forskellen?”*
*”At hverdagen er hver dag. Vaner, rutiner, kompromisser.”*
*”Og hvad så? Man kan jo tilpasse sig.”*
*”Netop. Jeg har ikke lyst til at tilpasse mig. Jeg har det godt, som det er.”*
Søren så skuffet ud.
*”Mette, hvad hvis jeg friede?”*
*”Hvorfor?”*
*”Hvad mener du, hvorfor? For at gøre det rigtigt, officielt.”*
*”Søren, ægteskab ændrer ikke noget. Jeg vil stadig ikke bo sammen.”*
*”Men hvad er så meningen med vores forhold?”*
*”Den samme som før. Vi ses, hygger os, tilbringer tid sammen.”*
*”Og hvad så efter?”*
*”Så fortsætter vi med det.”*
*”Det er da ikke seriøst!”*
*”Hvorfor ikke? Det fungerer for mig.”*
*”Men for mig gør det ikke. Jeg vil have stabilitet.”*
*”Hvad for en slags stabilitet, Søren?”* spurgte Mette og satte sig overfor ham.
*”Den helt almindelige. Familieliv. At bo med den man elsker, spise morgenmad sammen, lave fremtidsplaner.”*
*”Jeg vil ikke spise morgenmad med nogen hver dag. Jeg vil ikke tilpasse mig andres planer.”*
*”Men du er alene!”*
*”Jeg er ikke alene. Jeg har mine døtre, mine veninder, og dig. Ensomhed og at vælge at bo alene er ikke samme ting.”*
*”
