Hjertets kald
“Den næste,” råbte sygeplejersken, da endnu en patient forlod lægekabinettet hos Doktor Ditte Møller.
“Goddag,” sagde Aksel og smilede høfligt, mens han gik hen til bordet og satte sig på stolen.
“Goddag,” svarede Ditte. Hun var en ung læge, og det føltes underligt at blive tiltalt med sit patronymikum, kun sygeplejersken gjorde det.
Da hun så op på den ankomne, mødte hun straks et par velkendte grå øjne. Hendes hjerte hamrede, men hun samlede sig.
“Aksel?” Det var hendes tidligere skolekammerat de havde været tætte i skoletiden.
Da Ditte efter skolen tog til København for at læse medicin, blev Aksel hjemme i den lille provinsby. For det første var hans far syg, og for det andet kom han ikke ind på nogen uddannelse, og hans far havde ikke råd til at betale for en privat skole. Hans mor var død for seks år siden, og han boede kun med sin far.
Foran hende sad en modnet Aksel, endnu smukkere end før. Ditte tvivlede på, at det var hans helbred, der bekymrede ham, men spurgte alligevel:
“Hvad er det, der generer dig? Jeg lytter.”
“Jeg har haft hjertebanken, især når jeg ser dig,” svarede han med et smil.
“Nå, men så går jeg lige,” sagde sygeplejersken og kastede et sigende blik på Aksel. “Det er alligevel den sidste patient i dag.” Så forlod hun lokalet.
“Ditte, jeg er kommet her, fordi du undgår mig. Jeg skal afsted på en tur om to dage og bliver væk i to uger. Men jeg har brug for at tale med dig. Jeg ved godt, hvad du vil sige jeg er gift, har børn…”
Ditte og Aksel havde haft en øm forbindelse i skolen. De gik sammen hver dag, så film om aftenen, og gik lange ture. Begge var smukke, og ingen tvivlede på, at de en dag ville blive gift. Men skæbnen besluttede anderledes. Allerede i skolen blev Aksel forfulgt af Lise fra parallelklassen. Hun ventede på ham i pauserne og efter skole. Men han ignorerede hendes påtrængende adfærd han havde kun øjne for Ditte.
“Aksel, du bliver min alligevel. Kender du den gamle sang: ‘Du kan ikke slippe væk, du vil falde for mig og blive min’?” sang hun og lo højt.
Ditte startede på medicinstudiet og rejste væk. Aksel blev hjemme. Han fik hurtigt arbejde og tog kørekort, for han drømte om at blive lastbilchauffør. Derefter ventede han på at blive indkaldt til militæret. Da han var færdig med værnepligten, så de næsten ikke hinanden Ditte kom kun sjældent hjem i ferierne.
Men efter militæret blev Lise ved med at forfølge ham. Hun arbejdede som frugtsælger, var kvik og kunne lide at drikke. En dag inviterede Aksels ven, Mads, en flok på tolv til sin fødselsdag på en café. Lise satte sig ved siden af Aksel, og hver gang han gik ud for at ryge med drengene, hældte hun diskret vodka i hans vin. Aksel mærkede ikke engang, hvornår han blev fuld.
“Du er godt nok blevet ramt,” bemærkede Mads og så på Aksel. “Jeg ringer efter en taxa og sender dig hjem.”
Lise sprang straks op:
“Jeg kører ham hjem, jeg skal også afsted og har allerede bestilt en taxa,” sagde hun og viftede med telefonen.
Mads hjalp Aksel ind i taxaen, og de kørte. Men Lise tog ham med hjem til sig selv hendes mor var på nattevagt. Hun lagde ham til at sove og krøb selv ind ved siden af. Hvad der skete eller ikke skete var uklart, men da Aksel vågnede næste morgen, lå Lise ved siden af ham.
Han kunne slet ikke huske, hvordan han var kommet hjem til hende. Lise vågnede også og begyndte at grine. Lige da gik døren op, og Lises mor stod i døråbningen.
“Nå, det var da noget! Lise, jeg ser, du har gæster I går da også godt i gang,” sagde hun og smækkede døren i.
“Åh, mor er kommet hjem fra nattevagt. Vi har sovet længe. Men det er også ikke så mærkeligt efter sådan en vild aften,” lo Lise. “Aksel, nu bliver du nødt til at gifte dig med mig. Især efter min mor så os i seng sammen.”
Aksel havde allerede tømmermænd, og nu skulle han også giftes med Lise. Han blev lidt bange. Han var alt for anstændig. Og han elskede stadig Ditte. Han håbede, at hun måske ville vende hjem og arbejde som læge efter studiet.
“Jeg må afsted, Lise,” sagde han og rejste sig. “Jeg har det ikke så godt.”
“Det forstår jeg godt du drak jo også rigeligt i går,” smilede hun. “Lad mig følge dig ud.” Ved døren hængte hun sig om halsen på ham og hviskede: “Vi snakkes ved i aften, min kære.”
Fra den dag af blev Aksel aldrig rigtig fri af Lise. Kort efter fortalte hun ham, at hun ventede hans barn, og han måtte gifte sig med hende.
Da Ditte hørte, at Aksel var blevet gift, sagde hun ja til sin studiekammerat Jakob, der længe havde bedt om hende. Hun blev gift med ham.
“Jeg er ikke sikker på, at jeg elsker Jakob,” tænkte hun, selvom hun nu var hans kone. “Vores ægteskab føles ikke rigtigt. Vi ses knap nok han arbejder på et hospital, jeg er i en klinik.”
Ditte indså, at Jakob ikke var den mand, hun drømte om. Slet ikke romantisk, snarere besat af arbejde. Altid travl, altid på vej et sted hen. Hun mistænkte endda, at han så andre kvinder. Børn ville han ikke have.
“Kære, vi skal ikke planlægge børn lige nu. Vi har brug for at komme på rette spor først,” sagde han.
“Men Jakob, vi har en fin lejlighed din far købte den til dig under studiet hvorfor skal vi ikke have børn?”
“Vi har brug for at spare penge op,” svarede han. “Det burde du også tænke på.”
Ditte vidste, at hendes mand havde penge hans far hjalp dem økonomisk og gav hende jævnligt lidt ekstra. Svigerfaren respekterede Ditte og ønskede sig børnebørn. Men Jakob var modsat.
De levede sammen i seks år uden børn. En aften, da Jakob var på vagt, ringede det på døren. Ditte åbn
