“Hjerteskærende håb: Vejen til nye glæder”
“Freja, det er slut mellem os!” sagde Mads koldt. “Jeg vil have en rigtig familie, børn. Det kan du ikke give mig. Jeg har indgivet skilsmissepapirer. Du har tre dage til at pakke. Når du er klar, så ring. Jeg bor hos min mor, indtil lejligheden er klar til barnet og min nye kæreste. Ja, undlad at se overrasket ud hun venter allerede!”
Freja tav og følte, hvordan jorden gled væk under hendes fødder. Hvad kunne hun sige? I fem år havde de forsøgt at få børn, men tre graviditeter endte i tragedie. Lægerne sagde, hun var rask, men hver gang gik noget galt. Freja levede sundt og var endnu mere forsigtig, når hun var gravid. Sidste gang blev hun dårlig på arbejde, og ambulancen nåede ikke at komme i tide…
Døren smækkede efter Mads, og Freja sank magtesløs sammen i sofaen. Hun havde ikke kræfter til at pakke. Hvor skulle hun tage hen? Som gift havde hun boet hos sin moster, men mosteren var død, og hendes søn havde solgt lejligheden. Skulle hun hjem til landsbyen Bøgetorp, til bedstemoders hus? Leje en lejlighed? Hvad med arbejdet? Spørgsmålene myldrede, men tiden var knap.
Næste morgen åbnede døren, og ind kom svigermor, Gerda.
“Du sover ikke? Godt,” sagde hun tørt. “Jeg er her for at sikre, du ikke tager for meget med.”
“Jeg har ikke tænkt mig at stjæle din søns gamle sokker,” svarede Freja. “Skal vi tælle mine ting?”
“Åh, hvor er du stædig! Du plejede at være så sød og stille. Jeg sagde til Mads allerede efter første gang, at du ikke kunne få børn.”
“Er det derfor, du er kommet? Så hold mund og se til.”
“Hvor har du husstandstingene henne?” udbrød Gerda.
“De er mine, fra moster, til minde om hende.”
“Her bliver tomt uden dem!”
“Det er ikke mit problem. Men du får et barnebarn.”
“Tag kun dine egne ting!”
“Min bærbar, kaffemaskinen og mikrobølgeovnen er gaver fra kolleger. Bilen købte jeg før brylluppet. Din søn har sin egen.”
“Du får alt, men ingen børn!”
“Det rager ikke dig. Måske er det Guds vilje.”
“Er du ikke ked af det? Gør du det med vilje?”
“Det er vrøvl. Tanken gør ondt.”
Freja så sig om hendes ting var væk. Børsten, sminke, sutsko… Hun havde glemt noget vigtigt. Gerda forstyrrede. Så huskede hun statuetten af en lille kat, en erindring om bedstemor. Indeni var der en lille kapsel og en ring. Ikke værdifulde, men dyrebare for hjertet. Mads kaldte dem skrammel. Havde han smidt dem ud? Hun åbnede altandøren.
“Hvad har du glemt derude?” lød Gerdas stemme. “Pak nu og kom afsted!”
Katten var der, alt var i orden. Nu kunne hun tage afsted.
“Her er nøglerne, lad os sige farvel. Forhåbentlig ses vi ikke igen.”
Freja kiggede forbi kontoret. Hun var sygemeldt, men bad om ferie.
“Vi alle synes, det er synd for dig,” sagde chefen. “Men vi savner dig. Er tre uger nok? Vær klar halvdelen af projekterne kører i stå uden dig.”
“Det er fint, det vil distrahere mig. Tak.”
“Har du brug for hjælp?”
“Nej.”
“Vi ordner feriepenge og bonus.”
“Tak, for resten.”
Freja ledte ikke efter en lejlighed hun tog til Bøgetorp. Bedstemoders hus havde stået tomt i tre år, siden hun døde. Freja kendte ikke sin mor hun døde under fødslen. Nu kunne Freja heller ikke blive mor…
En times kørsel og hun var hjemme. Det gamle træ, ukrudtsfyldte margueritter. Sidste gang hun og Mads var her, grillede de pølser om efteråret. Freja kørte ind i gården. Nøglen til skuret lå under stenen. Da hun åbnede døren, stivnede hun.
Stilheden omgav hende, og hun følte en bitter-sød trøst i, at dette gamle hus igen ville blive hendes tilflugtssted og at sorgen måske endelig ville føre til en ny lykke.
