Hjerteslag
“Laurits Mikkelsen, du behøver ikke selv køre til vores afdeling. Lad Mette bringe dokumenterne,” sagde direktøren irriteret.
“Undskyld, men jeg vil gerne selv. Det er min fødeby. Jeg har ikke været der i lang tid.”
“Har du familie der?” spurgte direktøren og blødtede lidt.
“Nej. Jeg flyttede min mor hertil, men…”
“Jeg forstår,” sagde direktøren og afbrød ham. “Fødebyen er hellig. Fint, tag afsted. Men i morgen er en vigtig dag, når du nå tilbage?”
“Det skal du ikke være i tvivl om,” lovede Laurits. “Tak.” Direktøren vinkede afværgende, som tegn på at samtalen var slut.
Laurits gik ind på sit kontor, ryddede papirerne fra bordet, slukkede computeren, tog mappen med dokumenter og gik ud, mens han låste døren. Nøglen lagde han hos vagten i stueetagen.
Han tog ikke hjem. Fra bilen ringede han til sin mor, spurgte hvordan hun havde det, og sagde, at han ikke ville komme forbi i dag, da han havde et vigtigt møde. Han nævnte ikke, at han kørte til deres fødeby. Det ville gøre hende bekymret, og hendes hjerte var ikke stærkt.
“Okay, mor, jeg skal videre. Ring, hvis der er noget.” Laurits lagde på og startede motoren.
På vejen ud af byen stoppede han ved en tank og fyldte bilen op, købte en kaffe og et par wienerbrød, så han ikke behøvede at stoppe igen. Han skulle nå at aflevere dokumenter inden kontortid var ovre. Men han kunne også ringe og sørge for, at partnerne ventede på ham.
Han havde ingen planer om at besøge gamle bekendte. Alle hans venner fra dengang var flyttet. Han ville bare se sin barndomsby igen. Laurits tændte for radioen, og bilen fyldtes med lyden af et populært hit. Han tog en slurk af den varme kaffe.
***
Efter hans fars død blev hans mor ofte syg og svag. En undersøgelse viste hjerteproblemer. Laurits foreslog, at hun flyttede til ham i den større by. Sundhedsvæsenet var bedre der. Men hun nægtede bestemt. Sønnen var voksen, han skulle have sit eget liv, og hun ville være til besvær. Men hun blev kun dårligere.
Laurits overtalte hende til at sælge lejligheden, tilføjede selv penge og købte en mindre lejlighed tæt på hans. Siden dengang var han ikke vendt tilbage til fødebyen, selvom han ofte tænkte på den.
Kunne man glemme sin første kærlighed? Måske boede hun der ikke længere, men byen stod der stadig, ligesom gaden og huset, hvor han engang stod og længtes efter hende. Selv nu, når han tænkte på Freja, begyndte hans hjerte at banke. Han havde aldrig følt det samme for nogen siden. Det var, som om han havde efterladt sit hjerte i den by for evigt.
Den tynde klassekammerat Freja, der ikke skilte sig ud fra de andre piger, havde han ikke lagt mærke til før i 11. klasse. Efter sommerferien kom hun tilbage, voksen, smuk, forvandlet. Og pludselig følte Laurits sit hjerte hamre i brystet for første gang.
Fra da af tænkte han kun på Freja. Han så frem til nytåret, fordi der ville være en skolefest, og han ville invitere hende til dans og fortælle om sine følelser. Endelig, på den sidste skoledag før juleferien, blev der pyntet med en kæmpe juletræ i hallen. Om dagen var der fest for de mindre klasser, om aftenen samledes de ældste elever. Efter koncerten begyndte dansen. Laurits sprang den første slowdance over, for han turde ikke invitere Freja.
Aftenen led mod enden, og fra højttalerne lød kun hurtige popsange. Chancen for at danse med Freja blev mindre og mindre. Laurits stod ved væggen og bed sig i læben. Pludselig lød en langsom melodi, og dansegulvet tømtes.
Laurits tog en dyb indånding. Nu eller aldrig. Han skyndte sig hen til vinduet, hvor Freja stod med sine veninder, for at komme før andre.
Hans hjerte hamrede så voldsomt,
