Vi ankom til den gamle gård ved skumringen, da himlen allerede begyndte at farve sig blå, men endnu ikke var helt mørk. Bilen hostede, standsede, og stilheden lagde sig tung over den tomme gård. Kun vinden buldrede bladene over græsset og raslede i det høje siv.
Hvor smukt, sagde Søren, mens han trak rygsækken ud af bagagerummet. Det er som et feriested for folk med stærk psyke.
For folk over fyrre, som ikke har råd til et ordentligt sommerhus, tilføjede Katrine, mens hun stirrede på bygningen. Se bare på det her.
Gåden så skæv ud, selvom murene faktisk stod lige, når man så nærmere på dem. Taget var delvist dækket af mos, loftsvinduet var spærret inde med træ, et vindue i første sal manglede glas, og det var blevet proppet med plastfolie, som nu sprængtes i vinden.
Det er ren nostalgi, sagde Emil, da han slog døren til bilen i. Kan I huske, hvordan vi løb herhen i skolen? Om dagen turde vi ikke nærme os, men om aftenen syntes det, som om nogen stod ved vinduet.
Det var dig, der var bange, svarede Signe og trak sit halstørklæde op. Jeg gik aldrig derhen. Min mor holdt mig hjemme indtil mørket faldt på.
Søren smilede. Han var toogfyrre. Ryggen gjorde ondt af den lange køretur, og han mærkede en dunkende tryk i tindingerne, mens han huskede, at de engang kunne gå derhen til fods fra den anden ende af landsbyen, bære med sig solsikkekerner og billig sodavand, uden at klage over ryggen.
Så, sagde han og slog i hænderne, turen rundt på ejendommen. Hvem er vores hovedspåmand?
Du, svarede Katrine. Du var idéen, der satte os i bilen.
Det var han, der havde fundet billedet af den gamle gård i deres fælles chat, da de snakkede om, hvor de skulle tilbringe weekenden. Han havde spøgt: Lad os tage på spøgelsesjagt. Billedet kom fra et lokalt Facebookopslag, hvor nogen skrev, at huset havde stået tomt i mange år. Spøgen faldt i god jord, men så viste den sig at være den eneste realistiske planen. Feriehuse var dyre, sommerhuse optaget, og en fjern slægtning til Emil fortalte, at bygningen juridisk set var ingen ejendom, så ingen ville protestere, hvis de overnattede der.
De gik nærmere. Døren udstrålede fugt og gammelt træ. Nøgler manglede; låsen var brudt for årtier siden. Søren skubbede døren til side, og den gav efter med et suk, mens støvet faldt som en sløret tåge.
Åh Gud, sagde Signe stille. Som om vi træder ind i en andens liv.
Inde var det køligt og duftede af rådden træ, støv og gammel puds. Søren trak vejret dybt, men hans hals blev stram. Gulvbrædderne bøjede sig under fødderne, men holdt. Ved indgangen hang en mødrafsavnet jakke, under den lå rustne nøgler og et par ensomme støvler i forskellige størrelser.
Der har vi stemningen, sagde Emil.
De gik ind i det store rum. Væggene var afblæste, og steder stod farverige tapeter frem ved vinduet. I et hjørne stod en sofa med en flad madras, dækket af et gråt, støvet lag. Ved siden af et bord med falmede, krøllede papirer.
Katrine gik hen til vinduet og rørte ved rammen. Træet var ru, malingen skrabet af.
Hvis vi alle bliver syge her, vil jeg slå dig ihjel, sagde hun til Søren med sin sædvanlige ironi.
Jeg har førstehjælpskassen, svarede han. Og vi sover jo ikke i telte.
Søren forsøgte at lyde rolig, men huset lagde sit tryk på ham. Det var bare et gammelt, forladt hus, som man kunne finde overalt i landet, men fordi det lå ved kanten af vores barndom, virkede det personligt.
De slog lejr. Emil og Signe trak ud med soveposer og oppustelige madrasser, Katrine fandt plastikbestik, en termokande med suppe, sandwich og ost. Søren tjekkede, om der var en funktionsdygtig stikkontakt, og fandt en, som stadig virkede. Han tilsluttede en lille lampe, og en svag gul glød fyldte loftet.
Åh, civilisation, udbrød Signe.
Mens de spiste, gled samtalen over på arbejde, børn, lån, nyheder. Latteren lød højere end nødvendigt, som om de forsøgte at overdøve husets hvisken.
Hvem boede her egentlig? spurgte Katrine mellem en bid. Jeg husker kun, at vi blev advaret om en slags galning.
Ingen galning, svarede Emil. En mand boede alene. Hans kone døde, sønnen forsvandt, og han gik til sidst helt i sig selv.
Er det din egen historie, eller en officiel version? spurgte Søren.
Min far fortalte mig, at man skulle holde sig væk, for ejeren var ond og ville bide alle. Så fandt de ham sukkede Emil. Eller så gik han selv
Signe sænkede blikket. Hendes mor var for nylig gået bort, og begravelserne havde været tunge. De havde skrevet med hinanden i en privat chat, og hun greb efter enhver detalje for at holde sig samlet.
Jeg foreslår, at vi officielt starter vores eget horrorfestival, sagde han. Efter maden tager vi en rundtur. Den, der skriger først, vasker op.
Katrine fnøs.
Selvfølgelig, du prøver at slippe ud.
Da de var mætte og lidt varmere, greb de deres lygter og gik på opdagelse. Søren gik først. Korridoren var mørkere end lampens lys nåede. Væggene var afblæste, et skævt spejl afspejlede deres silhuetter. Gulvet var dækket af et gammelt tæppe, slidt i huller.
Her kunne man filme en film, hviskede Signe.
Vi filmer allerede, svarede Emil og løftede sin telefon.
Rummene var ens; tomme skabe, nøgne vægge, spredte gamle aviser, knuste tallerkener. I et af væggene hang en falmet kalender med havudsigt, fra omkring tyve år siden.
Forestil dig, sagde Søren, han måtte have stirret ud på det hav hver dag uden at rejse.
Katrine kiggede ham i øjnene.
Ligesom os, bemærkede hun.
Søren trak på skuldrene. Han havde engang drømt om at flytte fra landsbyen, så fra byen, så ud af landet. I stedet endte han i den regionale administration, tællede andres penge. Nogle dage føltes hans liv som den samme uåbnede kalender.
Atticen fandt de først efter en kort søgen. Trappen var gemt bag en dør i en smal gang. Trinene knirkede, men holdt. Øverst var det mørkt, lugtede af støv og gammel fugt.
Pas på, advarede han, mens han gik op. Hvis noget falder ned, er jeg ikke ansvarlig.
Atticen var lav, med skrå tag. Spindelvæv hængte mellem spærerne. Ved væggene stod kasser, gamle kufferter, brædder.
Her er et lager af andres ting, udbrød Emil.
Katrine åbnede en kasse.
Bøger og notesbøger, sagde hun.
Søren lyste ind med sin lygte. I kassen lå slidte bøger, skolebøger, en tyk rutebog, bundet med snor.
Skatte, udbrød han.
Han trak en dagbog frem. Snoren gled let af. På forsiden, skrevet med kuglepen, stod: Dagbog. 1998. Skriften var ujævn, barnlig, men tydelig.
Så, sagde Signe, det starter nu.
Det er bare en dagbog, protesterede Søren, selvom han mærkede en knude i maven.
De gik ned til den store stue igen, satte sig omkring bordet. Lampen kastede en gul cirkel, mens mørket lå lige udenfor. Vinden hylede, og en løs planke slog mod huset.
Søren åbnede dagbogen. På første side stod et navn: Søren. Efternavnet var sløret af fugt.
Læs, sagde Emil.
Med en hæs stemme læste han højt:
Den tiende marts. Jeg skændes igen med far. Han siger, jeg er doven, og jeg når ingenting. Jeg sagde, at jeg forlader huset, når jeg bliver atten. Han grinede. Sagde, at jeg så ikke har noget sted at gå. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Nogle gange føler jeg, at jeg er fanget her for altid.
Stilheden lagde sig over rummet. Selv vinden syntes at holde vejret.
Wow, fra 90erne, udbrød Emil.
Signe gik videre.
Den femtende marts. Mor græder igen om natten. Jeg hører hende gennem væggen. Jeg vil gå ind, men går ikke. Hun vil sige, at alt er okay, men jeg ved, det ikke er. Far kommer beruset, skriger, smider ting. I dag smadrede han en kop mod væggen. Skårne stykker ligger stadig på gulvet.
Katrine rystede på hovedet. Søren så, hvordan hun knugede kanten af bordet. Han vidste, at hun også havde haft en far, der kom hjem beruset og slog.
Kan vi stoppe? spurgte hun. Vi er ikke her for terapi.
Vent lidt, sagde Signe. Bare lidt mere.
Søren tøvede mellem nysgerrighed og skyldfølelse, men fortsatte at læse. Dagbogen gik på skole, venner, drømme om at blive programmør, mens faren håbede, at han skulle arbejde på fabrikken. Moren græd i natten, brorens sygdom, farens vrede over straffene for deres fejl.
Den 24. april. Lægerne siger, at brorens tilstand kun bliver værre. Mor lå på toilettet i tyve minutter. Far sagde, at det er min skyld. Hvis jeg ikke var født, ville alt være anderledes. Jeg ved, det er løgn, men det gør ondt.
Søren mærkede sit hjerte knibe. Ganske som om hans egen skyld gik i arv.
Hvad nu? spurgte Signe.
Intet særligt, svarede han. Bare vanlige ting.
Katrine greb dagbogen.
Skal jeg læse videre? spurgte hun. Jeg vil ikke høre mere om sygehus og begravelser.
Signe gik ud i køkkenet, fandt en gammel kogeplade, som stadig virkede. Hun vandede kedlen og lavede te, mens hendes skuldre rystede let.
Hvordan har du det? spurgte Søren.
Det føles alt for bekendt, svarede hun. Som om man læser sit eget liv, men med andre navne.
Søren tænkte på sin far, der engang smed en askebæger i væggen i et vredesudbrud, og på, hvordan han samlede skårerne, overbevist om at han kunne gøre noget bedre, hvis han bare lærte mere.
De drak te på de slidte barstole, men huset syntes at have trukket dem ind i sin egen fortælling, så de ikke let kunne slippe.
Lad os lave en aftenritual for Sergej, foreslog Emil. Se, hvad han vil sige til os.
Du er tosset, sagde Katrine. Der er ingen ånder her.
Så hvad er der? spurgte han. Bare et gammelt hus? Hvorfor er jeg så urolig?
Fordi du er følsom, svarede Signe. Og fordi vi læser en andens dagbog.
Søren holdt sin egen dagbog fra gymnasiet, som han havde lagt væk, da han blev gift og fik børn. Den lå i en kasse på loftet, glemt. Nu huskede han, hvordan han havde skrevet om sine drømme, sine frygt og sine håb, og hvordan han havde gemt den væk, som om han frygtede, at nogen skulle læse den.
Natten faldt hurtigt. Vinden udenfor blev til en storm, og taget knirkede, som om noget slog mod det. Indenfor blev det koldere, selvom de havde tændt en lille varmeovn, som Emil havde medbragt.
De lagde soveposer i den store stue. Katrine insisterede på, at alle skulle sove sammen, så ingen var alene.
Jeg vil ikke ligge i den her hul, sagde hun. I kan kalde mig en feg.
Jeg også, sagde Signe.
Søren lagde sig ved væggen. Madrassen knirkede let. De slukkede lampen, kun lygten kastede et svagt skær på loftet.
Skal vi fortælle uhyggelige historier? sagde Emil.
Vi har allerede læst én, svarede Signe.
Snart gled de ind i en tung søvn. I drømmene gik Søren ind i et andet hus: køkkenet duftede af suppe, et fjernsyn spillede en koncert, og en dreng i hans teenageår skrev i en notesbog. I korridoren hørtes skænderier, døre smækkede, og drengen lod som om han ikke hørte.
Et skarpt brag vækkede ham. Han så, at noget tungt var faldet på gulvet. Vinden hylede, og han lå på ryggen, lyste med telefonens skærm og så, at Katrine sov, vendt mod væggen, og Emil lå på maven med munden åben. Siges plads var tom.
«Lise?», råbte han, men kun stilheden svarede tilbage.
Han gik ud i gangen, hvor en knirkende dør åbnede sig. I mørket så han kun skygger af eget spejlbillede på væggene. Fra køkkenet kom en kold brise.
Han gik videre, og en svag hvisken lød fra loftet. Trinene knirkede under hans fødder, og for et øjeblik syntes huset at puste med ham.
På loftet fandt han et hjørne, hvor en kasse med bøger stod. Der sad Signe på gulvet, krammede knæene, og græd stille.
Hvad har du gjort? spurgte han.
Hun løftede blikket, øjnene glimtede i lygten. På hendes knæ lå endnu en notesbog, tyndere, med en blød forside.
Jeg kunne ikke sove, sagde hun. Jeg tænkte på alt, hvad der stod i den første dagbog, og ville se, om der var mere.
Søren satte sig ved siden af hende. På forsiden stod med samme håndskrift: S. 2001. Vinter.
Fortæl, sagde han.
Hun læste højt:
Jeg troede, at når han dør, bliver det lettere. MenHun lukkede bogen, og i stilheden forsvandt både fortiden og nattens skygger, mens morgengryet langsomt brød frem over den tomme gård.
