Hjemmeoptagelse
Babyalarmen stod på kommoden, men den var ikke rettet mod barnets seng; det lille kamera pegede faktisk lige mod døren til soveværelset. Helle lagde først mærke til det, da hun sad i køkkenet, og pludselig lød et fremmed kvindeligt grin fra den brummende modtager på vindueskarmen.
Hun løftede ikke straks blikket. Teen i kruset var blevet kold, kamilleteen duftede mest af vand, elkedlen klikkede og tav, og i lejligheden var der så stille, at alle fremmede lyde blev nærmest overdrevne. Sønnen havde sovet i en time allerede. Mads havde skrevet en sms halv ni om, at han blev sent på kontoret i dag. Fredagen trak langsomt og sejt ud, lidt som lun honning, der klistrer på skeen, og hele aftenen kredsede Helle om den samme tanke: alt var umiddelbart i orden derhjemme, men roen var der ikke.
Brummet blev kraftigere.
Hun vendte sig mod vinduet, gik hen og tog babyalarmens modtager i begge hænder. Plastikken var let lun, og det grønne lys blinkede, helt som det skulle. I højttaleren lød afdæmpet åndedræt, et mumlende slags raslen, og så en lav mandestemme. Det var Mads, hendes mand ingen tvivl, hun genkendte hans stemme på et splitsekund.
Men han var ikke i børneværelset. Ikke i gangen. Ikke i nærheden overhovedet.
Der var en kvinde der med ham.
Helle skruede ned for lyden som om det kunne gøre det, hun hørte, mindre virkelig. Det hjalp overhovedet ikke. Den fremmede kvindes stemme lød kortere, drillende; Mads svarede, nu tydeligt:
Vent lige lidt. Hun er nok i køkkenet nu. Det er der, hun plejer at drikke te på denne tid.
Helles tommelfinger susede forbi en knap, hun prøvede igen, skruede længere ned, men stemmen forsvandt ikke. Babyalarmen blev ved med at sende fremmede stemninger ind i hendes køkken. Det føltes ikke som støj, ikke som et teknisk uheld mere som om nogle andre var i hendes lejlighed. I hendes ellers fredelige aftenrutine, nu hvor drengen endelig sov.
Hun kastede et blik ud mod gangen. Fra køkkenet kunne hun se døren til soveværelset og videre ind til børneværelset, hvor det var halvmørkt bag skydedøren. Helle gik stille gennem lejligheden, mærkede den kølige træk på fødderne mod parketten, og stoppede foran kommoden.
Kameraet var faktisk drejet.
Ikke mod vuggen, ikke mod vinduet eller stolen, hvor hun sad med sønnen om formiddagen men lige mod døren. Den filmede en bid af gangen og en halvdel af forældresengen. Mads havde sat det op for tolv dage siden. Så er der ro i sindet, havde han sagt. Han er jo blevet stor nok til at vågne om natten, og hvis du sidder i køkkenet eller på badeværelset, opdager du det straks. Det lød fornuftigt dengang. Nu blev hendes mund tør af tanken: hvor mange aftener havde han mon siddet og fulgt hende, ikke barnet?
Igen lød hans stemme fra køkkenvinduet, denne gang lavt:
Jeg sagde jo, ikke nu.
Helle gik tilbage til vindueskarmen og satte modtageren fra sig. Så kom hun i tanke om familiens gamle iPad, der lå i vitrineskabet mellem kogebøger og vådservietter. Mads havde sat overvågningen op også der, da han kom hjem med babyalarmen i sin tid. Det er nemmere for os begge to, sagde han, som om han sikrede familien noget vigtigt og voksent. Han elskede at tale på den måde alt skulle være transparent og uden hemmeligheder.
Helle fandt iPaden frem og satte sig ved køkkenbordet.
Skærmen tændte noget trægt. Hendes fingre var kolde, selvom stuen var overophedet af marts-radiatoren midt på aftenen. På den blå skærm lyste kameraikonet. Under den: Arkiv.
Hun stirrede længe på ordet, som om hun aldrig havde set det før. Trykkede.
Der var mange optagelser.
Ikke bare en eller to. Seks dage i træk. Korte klip, lange bidder, natlige glimt, daglige skygger, lyde, hun selv gennem gangen. Helle åbnede en fil og så sig selv bagfra: grå cardigan, håret i en hurtig knold, drengeflaske i hånden. Hun gik ind, rettede dynen, bøjede sig over sengen, gik igen. Videoen varede fyrre sekunder. Den næste viste allerede køkkenet, filmet gennem døren. Ikke det hele, men nok til at forstå, at kameraet ikke kun holdt øje med barnet.
Hun scrollede længere ned.
Alle klip handlede om hende. Ikke om barnet. Ikke sønnens nattesøvn. Hende.
Helle trykkede på onsdagens optagelse klokken var 21.22. Mads’ stemme kom fra højtaleren; ikke tæt på, nærmest fjern som en, der står ovre i det næste rum.
Kan du se? Hvad sagde jeg. Hun har te og sin telefon.
Kvinden lo.
Overvåger du din kone gennem babyalarmen?
Pjat nu. Jeg vil bare forstå, hvad hun laver.
Så stille blev der i køkkenet, at man kunne høre sønnens dyne rasle i den fjerne børneseng. Helle satte på pause. Hendes tommelfinger var blevet følelsesløs, som om al varmen var suget ud af hånden via glasset på iPaden. Hun sad rank, stirrede ind i et punkt under bordet, hvor flisen var revnet sidste efterår, da Mads havde tabt en gryde og bandet over, hvor møgtræls det hele var.
Hun trykkede afspilning igen.
Er det ikke ligegyldigt? spurgte kvinden.
Nej. Jeg vil vide, hvad der sker derhjemme.
Hjemme hos dig? Eller inde i hendes hoved?
Mads gryntede.
Det er det samme.
Helle slog lyden fra.
Der gik et minut, før hun bevægede sig. I det minut hverken græd hun eller hev sig i håret eller kastede med iPaden, selvom både luften og stilheden og det grønne LED på babyalarmen ventede på et eller andet dramatisk. I stedet gik hun hen til vasken, tændte for det kolde vand og stak hænderne under strålen. Hun så på dråberne, der ramte stålvasken. Hvis ikke hun havde stået og holdt fast i vaskens kant, var hun bange for, hun havde krammet sig fast med hvide knoer.
Mads kom hjem næsten klokken elleve.
På det tidspunkt havde Helle nået at se fem optagelser mere, hørt navnet Louise, og samtidig lært sig mere om sig selv, end hun havde lyst til. Mads vidste præcist, hvornår hun havde ringet til sin mor og brokket sig over trætheden. Vidste, hun i månedsvis ikke havde formået at sove til middag med sønnen, og præcis hvor mange gange hun på en aften kontrollerede vinduet i børneværelset, hvor længe hun sad i køkkenet alene, når resten af hjemmet tav. Det, hun før havde troet var hans næse for stemninger, virkede nu langt simplere og langt mere ulækkert.
Døren gik i låsen, og Helle havde stillet iPaden på plads og vasket kruset op.
Er du vågen? spurgte Mads ude fra entreen.
Jeg har ventet på dig.
Han trådte ind i køkkenet, høj og lidt bøjet, mørkeblå skjorte, ærmerne smøget op, telefonen i den ene hånd, Netto-poser i den anden. Han havde fået grå ved tindingerne, og andre aftener havde netop dét virket trygt for Helle, som om år giver mænd tyngde. Men nu satte han bare telefonen dén telefon, han brugte til at lytte med, mens han skrev med en anden kvinde fra sig på bordet.
Jeg købte yoghurt til ham, sagde Mads, satte posen. Og hytteost til dig. Den var helt væk.
Hans stemme var for normal, som om intet var sket. Måske for normal. Det var det, der ramte hende hårdest. Manden, der for få timer siden diskuterede hendes aftenrutiner med en anden kvinde, stod nu og lagde rugbrødet på plads.
Tak, sagde Helle.
Han kastede et blik på hende.
Du ser bleg ud. Har du ondt i hovedet?
Nej.
Hvad er der så?
Hun tørrede allerede tørre hænder i viskestykket, foldede det, foldede ud igen.
Jeg er bare træt.
Mads nikkede. Intet tegn på mistanke. Eller måske lod han bare som ingenting det var svært at sige, med ham. Han havde det med at bortforklare alt, der kunne forklares, men også tie, når stilhed var bedst. Helle fik et glimt tilbage af dengang, hvor han havde overbevist hende om at dele bankkort for overblikkets skyld: Familien skal være ægte. Ægte familier har ikke noget at skjule. Hun fattede slet ikke dengang, at hans trang til gennemsigtighed kun gjaldt andres liv aldrig hans eget.
Hun sov ikke den nat.
Sønnen vågnede lidt, klynkede stille, hostede en enkel gang; Helle var hos ham, før det blev rigtigt nødvendigt. Mads ved siden af trak vejret jævnt, med sin milde fløjten, lå med armene ud til siden som en, der ikke har en eneste grund til at skulle vågne. Helle lå i mørket og bladrede i hukommelsen efter de små tegn: hans mærkelige spørgsmål, hans præcis viden, hans rolige du talte længe med din mor i dag, hva?, hans tilforladelige spiste du overhovedet noget til frokost?. Det var ikke tilfældigt. Enten havde nogen fortalt det, eller også så og hørte han selv.
Til sidst vidste hun: hun skulle ikke tage det op nu.
Alt for mange år havde hun tilbragt med en mand, der lagde stemme ovenpå alle situationer. Han ville straks begynde at forklare, dreje, forplumre vende hele samtalen, indtil hun ville føle sig som en ustabil kone, der overså alt. Hun kunne næsten allerede høre ham. Du har misforstået. Det handler slet ikke om dig. Louise er kun en kollega. Jeg bekymrer mig bare om barnet. Du ser spøgelser fordi du er slidt. Han var rigtig god til dét at gøre et simpelt problem til den andens reaktion på det.
Han var mild næste morgen.
Alt for mild. Han stod først op, skiftede sønnen, kogte grød, vaskede endda tallerkenen af han plejede ellers bare at lade det ligge. Helle så på dem, far og søn på gulvtæppet, Mads, der kastede en sok op i luften, der samlede skeen op, når drengen tabte den, og tænkte på, hvor let man kan være både den nærværende far og den fremmede i sit eget hjem.
Du er altså meget stille i dag? sagde Mads, da de var alene i køkkenet.
Er jeg normalt larmende?
Nogen gange. Men slet ikke i dag.
Helle åbnede køleskabet, fandt yoghurt til sønnen, lukkede igen.
Sov elendigt.
Hans skyld?
Nej. Bare generelt.
Han lagde en hånd på hendes skulder. Før havde det beroliget hende. Nu gik kulden lige igennem rygraden; hun måtte bide tænderne sammen.
Årh, Helle. Der er altså ikke noget galt hos os.
Det var næsten det værste: at løgnen kom så hverdagsagtigt. Som om usandheden bare kunne tage hjemmesko på og forsynes med en kop te.
Hun vendte sig ikke.
Nej, selvfølgelig.
Du kigger ikke engang på mig.
Det gør jeg da.
Nej, du gør ej.
Hun hævede blikket alligevel. Mads havde allerede det der smil, hun i de første år troede betød tålmodighed. Nu så hun arrogant vished: han kunne holde samtalen fast, selv hvis hun forsøgte at lukke døren.
Hvad går du og bilder dig ind? spurgte han.
Ingenting.
Gudskelov.
Så gik han ind til sønnen uden at ænse, hvordan hendes hænder knugede kanten af bordet.
Dagen gik langsomt. Helle fungerede gik rundt som en, der ved, der er et hulrum under gulvet, men alligevel skal skifte strømper, åbne vinduer og lave suppe. Pludselig betød hver ting noget andet: iPaden i vitrinen var ikke bare elektronik. Babyalarmen var ikke længere til barnet. Mads telefon var ikke bare hans telefon.
Da han senere kørte efter bleer, tændte hun for arkivet igen.
Det blålige lys fra skærmen flakkede. Køkkenet duftede af halvspist suppe og let støv fra vindueskarmen. Helle så fil efter fil, ikke fordi hun ledte efter utroskab selvom livet pegede lige i den retning men for at finde grænsen for, hvornår tingene blev fremmed. På hvilken dag. Hvilket øjeblik.
Svaret lå i torsdags-optagelsen.
Der talte Mads til Louise på en helt anden måde, uden sjov, næsten kontant.
Tror du hun har opdaget det? spurgte Louise.
Ikke endnu.
Og hvis hun begynder?
Så lad hende. Jeg har styr på det hele.
Virkelig?
Helt seriøst.
Der var flere sekunders pause, hvor Helles kæbe låste sig.
Du overdriver, sagde Louise.
Jeg tænker bare forud.
Også om barnet?
Selvfølgelig.
Helle trykkede pause. Sad rank. Inde fra børneværelset var der ro. Udenfor smækkede nogen med en bildør, ovenpå grinede nogle teenagere. Verden kørte videre og hun sad med den forkerte version af sin familie på iPaden. Et hjem, hvor hendes mand samlede… til hvad? Til opgøret? Til forklaringen? Til at kunne vise sig selv eller nogen andre, hvor rodet, træt eller tung hun var?
Det blev nærmest umuligt at trække vejret. Ikke dybt. Nok til at mærke, at luften stoppede under ribbenene.
Hun afspillede videre.
Kan du høre på dig selv? sagde Louise.
Jeg ved, jeg gør det rigtige.
Mads, du passer på, det her ikke ender som kontrol.
Han trak på skulderen, kunne man høre.
Det er et stort ord.
Men rammende.
Helle lukkede filen.
Her knækkede det. Før havde man måske stadig kunnet bortforklare det med en affære, skjulte smser, naivt mandesind, der tror, at alt kan forblive skjult. Men den optagelse handlede ikke om sex. Den var udviklet, tænkt som en orden, målrettet.
Senere kom Mads hjem med den samme rummelige ro.
Han satte varer væk, satte sig ned til sønnen med en bog om biler, og spurgte mellem linjerne:
Har du snakket med din mor i dag?
Det lød henkastet og dovent men Helle mærkede det.
Nej.
Underligt. Du ringer altid på lørdage.
Glemte det.
Hm.
Han vendte en side i bogen; papiret knitrede mellem fingrene. Sådan, helt almindeligt. Men bagved, som en knappenål indsyet i sømmen, lå den præcision, som kun et menneske, der tæller andres vaner, kan ramme.
Ved aftensmaden sagde han ikke meget. Helle endnu mindre. Sønnen nikkede med hovedet, slog skeen mod bordpladen, slog brødkrummer ud over det hele. Kun han var i øjeblikket, i nuet. Da Mads bar ham ud for at vaske hænder, greb Helle hurtigt iPaden og fandt den nyeste fil.
Den var optaget for ganske nylig.
Natten til søndag, hvor Mads tydeligvis havde tændt appen, efter Helle var lagt i seng. De første sekunder var der tom gang. Så skridt, dæmpet tale, bildøre, Louises stemme nåede næsten helt tæt på.
Du tror stadig, det er nødvendigt?
Ja.
Selv hvis det ender med, I går fra hinanden?
Helle frøs. Ordet blev udtalt fuldstændig roligt, som om det gjaldt vejret.
Hvis det sker, sagde Mads, kan jeg dokumentere, at barnet får det bedst her.
Louise tav.
Han fortsatte lidt efter.
Du har jo hørt det hun sover ikke, er oprevet, glemmer at spise. Alt er dokumenteret.
Mads…
Ja? Jeg skal jo tænke på drengen.
Men du taler, som om du for længst har besluttet dig.
Jeg har ikke besluttet noget. Jeg forbereder mig bare.
Helle hørte ikke mere. Hun slap iPaden, lagde hånden over munden, beredte sig på ikke at komme med en lyd, selv om hun var alene i køkkenet. Nu så hun det: ikke bare et tilfælde, ikke bare en affære. Han samlede hendes liv til sin version, for at kunne bruge det senere. Bevis for, at hans perspektiv var det rette.
Uret på væggen tikkede larmende. Eller også var det bare hende.
Helle blev siddende indtil daggry. Hun græd ikke. Hun gik ikke rundt, skrev ikke til sin mor, selv om hånden var fristende tæt på mobilen. Hun stirrede bare på skærmen, slukket og kulsort, mens hun kunne mærke sig selv bygge på én ting: ikke lethed, ikke varme, men præcision. Som at sætte ét faktum efter det andet på rad og række, til sandheden pludselig får vægt nok.
Sønnen vågnede tidligt søndag og forlangte verden, som han plejede: grød, bold, mor, far, hele lejligheden. Mads løftede ham op og grinede, da drengen hev ham i skjortekraven. Helle så på dem og huskede den anden Mads stemme. Den tørre, kontrollerede, som altid var forberedt et skridt i forvejen.
Ved ti-tiden sov barnet igen.
Da vidste Helle, at nu ventede hun ikke længere.
Morgensolen lå faddet i køkkenet. To krus stod på bordet, det ene var urørt. Mads scrollede gennem nyheder på telefonen. Helle kom ind, lagde babyalarm og iPad fra sig foran ham.
Han så op.
Hvad skal det til for?
Vi skal tale nu.
Lige nu?
Ja.
Der var ingen bøn, ingen mildhed i stemmen. Mads hørte det, lagde straks telefonen med skærmen nedad.
Hvad drejer det sig om?
Helle satte sig modsat ham. Hænderne fandt automatisk kanten af den hullede stol nærmest som om man kan holde sig fast i noget fysisk, når ordene kommer.
Jeg vil kun have ét svar, sagde hun roligt. Ikke noget med lange forklaringer.
Mads trak på smilebåndet, men ansigtet var allerede mistænksomt.
Det kan du prøve.
Hun rørte ved iPaden.
Hvorfor rettede du kameraet mod mig og ikke mod barnet?
Han svarede ikke først. Den tavshed var i sig selv det første rigtige svar. Ikke forargelse, ikke overraskelse, ikke et modspørgsmål. En pause, for tung til at være uskyldig.
Hvad snakker du om? mumlede han til sidst.
Helle satte optagelsen i gang.
Fra højttaleren kom kendt hvisken, lidt knitren, en fremmed latter. Så Mads egen stemme rolig, selvsikker, nærmest adskilt fra manden, der nu sad overfor.
Jeg vil bare vide, hvad hun laver.
Han rykker sig så hurtigt, at stolen skreg. Han ville tage iPaden, men Helle lagde sin hånd ovenpå.
Rør den ikke.
Han trak hånden til sig.
Hvor har du det fra?
Fra arkivet. Det, du selv satte op.
Hans ansigt ændrede sig ikke straks. Han holdt fast i vanen med at dreje alt men optagelsen kørte videre. Louise snakkede. Han sagde, alt var samlet. Hun nævnte kontrol. Han kaldte det et stort ord. Men hver sætning tændte et nyt minus på hans autoritet.
Sluk det, sagde han.
Nej.
Helle, sluk nu!
Nej.
Han gned sig over ansigtet, stod op, satte sig igen.
Du forstår ikke sammenhængen.
Så forklar. Kort.
Jeg var bekymret for barnet.
Hun spolede til den passage, hvor han nævnte mere stabile hænder.
Nu lukkede han øjnene.
Bare et øjeblik men det var nok.
Én gang til, sagde hun lavt. Kort. Hvorfor overvågede du mig?
Jeg overvågede ikke.
Og det her?
Jeg kontrollerede bare, hvad der foregik.
Gennem en anden kvinde?
Han rykkede lidt i kæben.
Louise har intet med det at gøre.
Lad nu være.
Du tolker alt forkert.
Nej. Jeg skelner. Dig og Louise er én ting. Kameraet en anden. Snakkene om barnet er tredie. Og alle handler om, at du lyver.
Han rejste sig igen, gik hen til vinduet. I glasset så han ikke ældre ud bare mere tom.
Du er ikke til at tale fornuftigt med lige nu…
Prøv alligevel.
Han vendte sig.
Det er svært med dig i dét humør.
Er det lettere med hende?
Hvad har det med noget at gøre?
Du drøftede mig med hende. Min te, min nattesøvn, mine opkald, min træthed, barnet som du allerede prøvede at dokumentere kunne have det bedre væk fra mig.
Det er også mit barn.
Hvorfor samlede du beviser mod mig, ikke hjælp til mig?
Det var først her, han blev for alvor ude af den. Ikke over Louise, ikke over optagelserne, men da hun brugte ordet beviser. Fordi det var præcist. Uden råb og drama, umuligt at skjule sig bag omsorg.
Du aner ikke, hvor svært det har været at få det hele til at hænge sammen alene, sagde han mat.
Helle så ham lige i øjnene.
Alene?
Han slog blikket ned.
Jeg arbejder, jeg sørger for det hele, og så ser jeg, at du ikke kan mere.
Så derfor satte du kamera på mig?
Overdriv nu ikke.
Også her?
Jeg ville forstå, hvad der skete.
Du ville styre, hvad der skete.
Mads trak på smilebåndet, skæv og nervøs.
Har din mor opildnet dig?
Helle rystede på hovedet.
Nej. Du sørgede selv for beviser.
En usædvanlig stilhed. Man kunne høre drengen vende sig i børnesengen. Den lyd fik Helle til at stivne indvendig. Barnet sov. Hjemmet stod, teen blev kold. Men midt i det hele traf hun en beslutning, hun ikke havde forestillet sig for bare tre dage siden.
Du flytter i dag, sagde hun.
Mads kiggede forskrækket.
Hvad?
I dag.
Er du blevet vanvittig?
Nej.
Det er mit hjem også.
Ja. Men i dag er det dig, der går.
På hvilket grundlag?
At jeg ikke længere kan være her sammen med en, der har overvåget mit liv gennem babyalarmen og diskuteret, om vores søn skal bo hos dig, med Louise.
Han slog hånden i bordet. Ikke voldsomt, men kruset vibrerede.
Drop det pjat.
Helle blinkede ikke engang.
Du har selv sagt nok jeg har intet at tilføje.
Og hvad så nu? Løber du hjem til din mor?
Jeg slukker kameraet. Du pakker dine ting.
Du har ikke ret til at beslutte på egen hånd.
Det gør jeg alligevel.
Han stirrede på hende. Længe. Alt for længe. Og i de sekunder så hun ingen vrede, ingen sorg bare irritation. Hans spil var ødelagt. Hun havde forpurret hans plan. Det var dét, der blev det allersidste for hende.
Mads var den første, der slog blikket ned.
Fint, sagde han. Kom ned på jorden. Vi snakker om det senere.
Nej. Nu.
Jeg går ikke uden min søn.
Du går alene.
Du bestemmer ikke over mig.
Pak dine ting, Mads.
Han ville protestere, men fra børneværelset lød et søvnigt lille kald. Drengen var vågen. Helle rejste sig straks. Mads gjorde også, men hun rakte hånden op og stoppede ham i døren.
Lad mig. Jeg klarer det.
Hun gik ind, løftede sønnen op, trak ham ind til sig, duftede til den varme, trætte lille krop. Han puttede hovedet under hendes hage, og det var helt nok til, at hun ikke gik i stykker nu. Hun stod der og vuggede, og så på babyalarmen, der stadig lyste grønt på køkkenbordet. Hvor mange gange havde han kigget på hende sådan? Hvor ofte havde han lyttet til deres liv, som burde have været kun deres?
Ved middagstid havde Mads pakket en taske.
Ikke hele livet det magtede han ikke. Bare nogle skjorter, oplader, barbermaskine, pas. Idet han var på vej ud, prøvede han at vende det hele til ord igen.
Du smadrer familien over én snak.
Helle stod med drengen på hoften og sagde ingenting.
Over én snak! gentog han, som om dét gav vægt. Du forstår overhovedet ikke.
Jeg har forstået nok.
Nej, det har du ikke.
Det er nok nu.
Hvad siger du til folk?
Sandheden.
Han smilede skævt.
Hvilken sandhed? At din mand satte babyalarm op?
Ja.
Og?
Og det vigtigste: kameraet pegede ikke på barnet.
Han knugede tasken.
Du kommer til at fortryde den måde, du gør dette på.
Muligvis. Men jeg fortryder ikke at have hørt, hvad du sagde om mig.
Så var han tavs.
Døren lukkede ikke med et brag. Bare et blødt klik i låsen. Elevatoren summede, nogen hostede ude på gangen, og lejligheden blev igen til et rigtigt hjem. Bortset fra at alt nu stod et andet sted. Som efter at have flyttet rundt på alt. Samme vægge, samme kopper, samme bord men grænsen mellem det hele var blevet ny.
Om eftermiddagen lavede Helle næsten ingenting.
Hun lavede mad til sønnen, skiftede strømper, pakkede lidt ekstra tøj i en pose, ringede til sin mor og sagde bare: Mads flytter for sig selv et stykke tid. Moren tav i røret, spurgte kun, om de kom forbi senere. Helle sagde, måske til aften. Hun havde ikke kræfter til flere forklaringer de tager tid, og lige nu kom først stilheden, hvor man bare skal igennem fra det ene rum til det andet og huske at slukke for elkedlen.
Om aftenen gik hun ind til børneværelset igen.
Rummet var næsten uændret. Den blå body med rumraketten hang på tørrestativet. Et gråt tæppe over lænestolen. Kameraet sort, med lille grøn prik, på kommoden. Helle stod længe og så på det som om det stadig rummede et fremmed blik, hun endnu ikke havde fået vasket ud af lejligheden.
Hun tog kameraet op.
Fingrene rystede ikke mere det overraskede hende mest. Så meget kulde, så mange søvnløse timer, så meget tavs bearbejdning måske var hænderne simpelthen færdige med at ryste. Hun vendte kameraet om, fandt stikket og trak det ud.
Det grønne lys forsvandt øjeblikkeligt.
Og der blev så stille på børneværelset, som kun der, hvor ingen længere lytter.
…
Hvis du har læst helt herned, så tak for det! Og del endelig vi må ikke miste hinanden her i kanalen.
