Hjemløs

HJEMLØS
Astrid havde ingen steder at gå. Altså, virkelig ingen steder “Et par nætter kan man overnatte på Hovedbanegården. Men derefter?” Pludselig kom en reddende tanke til hende: “Sommerhuset! Hvordan kunne jeg glemme det? Dog Sommerhus er sagt lidt for flot! Det var nærmere et halvt sammenfaldet skur. Men alligevel, bedre at tage derud end at sidde på banegården,” funderede Astrid.
Hun satte sig på S-toget, lænede hovedet mod det kolde vindue og lukkede øjnene. De seneste begivenheder blev ved med at rumstere i tankerne. For to år siden mistede hun sine forældre og stod tilbage helt alene uden nogen støtte. Der var ikke penge til at betale for studierne, så hun måtte droppe universitetet og tage arbejde på markedet.
Efter alt det, hun havde været igennem, smilede lykken en smule til hende, og snart mødte hun sin kærlighed. Henrik virkede som en reel og venlig mand. To måneder senere blev de gift, en beskeden ceremoni.
Det burde have været tid til glæde Men livet havde endnu en prøvelse i vente for Astrid. Henrik foreslog, at de solgte hendes forældres lejlighed i centrum af København og brugte pengene til at starte deres egen forretning.
Han forklarede alt så overbevisende, at Astrid ikke tøvede; hun var sikker på, Henrik gjorde det rigtige og at de snart ville slippe for økonomiske bekymringer. “Når vi får lidt på kistebunden, kan vi tænke på en lille én. Jeg drømmer om at blive mor,” tænkte hun naivt.
Men forretningen gik ikke. Hun og Henrik skændtes konstant om de tabte penge, og forholdet brød hurtigt sammen. Henrik bragte en anden kvinde med hjem og bad Astrid om at gå.
Astrid overvejede straks at gå til politiet, men indså, at hun egentlig ikke kunne anklage ham for noget hun havde selv solgt lejligheden og givet ham pengene.
***
Da hun steg af toget på den nu ensomme lille stationsperron, var det tidlig forår, og sommerhussæsonen var endnu ikke begyndt. Grunden havde groet vildt i de tre år, siden hun sidst havde været der. Intet problem, jeg får ryddet op, og så bliver det som før, tænkte hun, velvidende at intet nogensinde ville blive helt som før.
Astrid fandt let nøglen under trappen, men den gamle trædør var skæv og ville ikke åbne. Hun kæmpede længe med døren, men måtte til sidst sætte sig og græde på trappestenen.
Pludselig så hun røg og hørte en lyd fra naboens grund. Glædesstrålende over, at nogen var der, løb hun over.
Tante Karla! Er du hjemme? råbte hun.
Men det var ikke Karla en ældre, lidt lurvet mand stod ude og varmede vand over et bål i en beskidt kop.
Hvem er du? Hvor er tante Karla? spurgte hun, og tog et skridt tilbage.
Bare rolig. Og lad være med at ringe til politiet. Jeg gør intet forkert. Jeg bor kun her ude i haven går ikke ind i huset.
Hans stemme var overraskende venlig og dannet, sådan som folk taler, der har læst bøger.
Er du hjemløs? spurgte Astrid uforblommet.
Ja, det er sandt, svarede manden stille og så væk. Bor du her i nærheden? Bare vær rolig, jeg vil ikke forstyrre dig.
Hvad hedder du?
Hans.
Og hvilket efternavn? spurgte Astrid høfligt.
Efternavn? Hans så undrende på hende. Petersen.
Astrid betragtede Hans Petersen nøje. Hans tøj var slidt, men rent, og han virkede pænere end mange.
Jeg ved virkelig ikke, hvem jeg skal bede om hjælp sukker hun tungt.
Hvad er der sket? Han spurgte med ægte omsorg.
Døren er gledet og jeg kan ikke få den op.
Hvis du tillader det, kan jeg da tage et kig, tilbød han.
Jeg ville sætte pris på det! sagde hun fortvivlet.
Mens Hans forsøgte med døren, sad Astrid på bænken og funderede: “Hvem er jeg til at dømme ham? Jeg er jo selv hjemløs nu vi har det til fælles.”
Astrid, så er der adgang! Hans smilte og skubbede døren op. Men, skal du overnatte her?
Ja, hvor ellers?
Er der varme?
Der skulle være en gammel brændeovn Astrid blev lidt flov, hun vidste ikke meget om det.
Okay. Og brænde?
Det ved jeg ikke, sagde hun blidt.
Det ordner jeg, gå du bare ind, jeg vender tilbage, sagde Hans og gik.
Astrid brugte den næste time på at rydde op. Det var koldt, fugtigt og ubehageligt i huset. Hun var fortvivlet og forstod ikke, hvordan hun skulle klare det. Men Hans kom med brænde, og til hendes overraskelse glædede hun sig over selskabet.
Hans rensede ovnen og tændte op. Efter en time var huset varmt.
Sådan! Ovnen er godt igang, du skal bare lægge lidt brænde på jævnligt og slukke til natten. Varmen holder til morgenen, forklarede Hans.
Og du? Går til naboerne?
Ja, du må undskylde, jeg bor lidt her i haven. Jeg har ikke lyst til storbyen Mit gamle liv er for smertefuldt at tænke på.
Hans Petersen, vent, vi skal da spise og drikke en kop te først, insisterede Astrid.
Hans satte sig stille ned, tog jakken af og satte sig nær ovnen.
Undskyld, jeg spørger Du ligner ikke en typisk hjemløs. Hvorfor bor du på gaden? Har du ingen familie, intet hjem?
Hans fortalte, at han havde været universitetslærer hele sit liv, elsket videnskab, og brugt alle sine unge år på arbejde. Alderdommen kom snigende, og da han indså, han var helt alene, var det for sent at ændre det.
For et år siden begyndte hans niece at besøge hun antydede venligt, hun ville hjælpe, hvis han lod hende arve lejligheden. Han blev glad og indvilgede.
Snart foreslog Anne, hans niece, at sælge lejligheden i det larmende område, og købe et smukt hus i udkanten af Roskilde, med stor have og hyggelig pavillon. Det lød som et godt tilbud, og han havde altid drømt om fred og ro. Så selvfølgelig sagde han ja uden tøven.
Da lejligheden blev solgt, mente Anne, han skulle sætte pengene ind i banken, ikke have så mange kontanter.
“Onkel Hans, sæt dig her på bænken, jeg går ind og undersøger tingene. Jeg tager lige posen med, man ved jo aldrig,” sagde hun ved banken.
Anne forsvandt med posen. Hans ventede en time, to, tre men hun kom ikke ud. Da han gik ind, var banken forladt, og der var bagudgang.
Hans kunne ikke fatte, at hans egen niece kunne bedrage ham så groft. Han sad længe udenfor og ventede. Næste dag gik han til hendes adresse, men en fremmed kvinde forklarede, Anne havde solgt lejligheden for længe siden og var flyttet.
En sørgelig historie sagde Hans. Siden har jeg boet på gaden. Det er stadig svært at forstå, jeg ikke har noget hjem længere.
Ja, jeg troede kun, jeg stod alene min situation er også lidt det samme, fortalte Astrid og lagde hele sin historie frem.
Det er hårdt, men du skal ikke fortvivle. Jeg har trods alt levet et langt liv, men du har det hele foran dig. Hvert problem kan løses. Du er ung, det skal nok gå, forsøgte Hans at trøste hende.
Lad os holde op med de triste historier. Kom, lad os spise! sagde Astrid med et smil.
Hun så, hvordan den gamle mand nød sine makaroni med pølse. Hun blev trist til mode, det var tydeligt, han var ensom og hjælpeløs.
“Hvor er det skræmmende at ende helt alene, på gaden ingen har brug for én,” tænkte Astrid.
Astrid, jeg kan hjælpe dig med at genoptage på universitetet. Jeg har stadig gode venner der. Du kan sikkert få en studieplads, sagde Hans pludseligt. Jeg kan ikke møde dem som jeg ser ud nu, men jeg kan skrive til rektoren, min gamle ven, Poul Jensen, han vil sikkert hjælpe.
Tak! Det ville være fantastisk, sagde Astrid glad.
Tak for mad og for din forståelse. Nu må jeg afsted, det er blevet sent, sagde Hans og rejste sig.
Vent! Det er ikke godt, hvor skal du gå hen? sagde Astrid stille.
Vær ikke urolig. Jeg har et lunt skjul på nabogrunden. Jeg kommer forbi i morgen, smilte han.
Bliv her i nat. Jeg har tre værelser, du kan vælge. Hvis jeg skal være ærlig, er jeg bange for at være alene bange for den brændeovn, jeg ikke kender. Vil du ikke blive hos mig?
Nej, jeg forlader dig ikke, svarede Hans alvorligt.
***
To år gik Astrid havde bestået eksamen og glædede sig til sommerferien. Hun boede stadig i sommerhuset, eller rettere på kollegiet til dagligt, men tog til huset i weekender og ferier.
Hej! råbte hun glad og omfavnede Hans.
Astrid! Min kære pige! Hvorfor ringede du ikke? Så kunne jeg have hentet dig på stationen. Hvordan gik det? spurgte Hans.
Rigtig godt! Næsten topkarakter i alt! pralede Astrid. Jeg har købt kage, sæt vand over, så fejrer vi!
Astrid og Hans Petersen drak te og delte nyheder.
Jeg har plantet vin. Der skal være en lille pavillon derovre, det bliver så hyggeligt, fortalte Hans.
Skønt! Du er jo husets herre, gør det som du vil. Jeg kommer og går, grinede Astrid.
Hans var helt forandret. Han var ikke ensom længere. Han havde hjem, havde Astrid, sit barnebarn. Astrid var kommet til live igen. Hans blev den person, hun manglede en støtte, da hun havde allermest brug for det. Astrid takker stadig skæbnen for, at den gav hende Hans, som blev hendes familie da hun var allermest fortabt.