HJEMLØS
Mette havde ingen steder at gå hen. Altså, overhovedet ingen. Jeg kan nok overnatte et par nætter på Hovedbanegården. Men hvad så bagefter? Pludselig slog tanken hende som et lyn: Sommerhuset! Hvordan kunne jeg glemme det? Selvom… at kalde det et sommerhus er en overdrivelse! Det er jo nærmest et forfaldent skur. Men alligevel er det bedre at tage derhen end at overnatte på stationen, tænkte Mette.
Hun satte sig ind i S-toget, lagde panden mod det kolde vindue og lukkede øjnene. De tunge minder fra de seneste begivenheder skyllede ind over hende. For to år siden mistede hun sine forældre, blev efterladt helt alene, uden nogen form for støtte. Hun havde ikke råd til at betale for studierne, så hun måtte droppe universitetet og tage arbejde på torvet.
Efter alt det, skænkede heldet hende et smil, og snart mødte hun sin kærlighed. Jesper viste sig at være et godt og respektabelt menneske. Efter to måneder blev de gift, et lille stille bryllup.
Det burde jo bare være lykken Men livet havde lagt endnu en prøvelse ud for Mette. Jesper foreslog, at hun solgte sine forældres lejlighed i hjertet af København, for at starte deres egen forretning.
Han malede det hele så smukt, at Mette ikke var i tvivl et sekund hun troede fuldt og fast på, at Jesper vidste, hvad han gjorde, og snart ville de slippe for deres økonomiske bekymringer. Når vi står på egne ben, kan vi tænke på at få et barn. Jeg drømmer sådan om at blive mor! fantaserede den naive pige.
Men forretningen gik ikke som håbet. Grænsende skænderier om de spildte penge tærede på forholdet, og inden længe tog Jesper en anden kvinde med hjem og bad Mette forlade lejligheden.
Først overvejede hun at gå til politiet, men hun forstod hurtigt, at hun intet havde at anklage ham for. Det var jo hende selv, der havde solgt lejligheden og givet pengene til Jesper…
***
Da toget standsede ved stationen, slentrede Mette ensomt ned ad den øde perron. Det var tidligt forår, højsæsonen for sommerhuse var ikke begyndt. På tre år var grunden groet til og huset var i elendig stand. Det går nok, jeg skal nok få styr på det hele. Så bliver det næsten som før, prøvede hun at overbevise sig selv, selvom hun godt vidste, at intet ville blive som før.
Hun fandt let nøglen under trappestenen, men den gamle dør havde sat sig fast og ville ikke gå op. Mette kæmpede længe for at åbne døren med alle kræfter, men uden held. Til sidst satte hun sig på trinnet og brød sammen i gråd.
Pludselig så hun røg stige op fra naboens have og hørte puslen. Det gav hende et håb, så hun ilede derover.
Faster Ragnhild? Er du hjemme? råbte hun.
Mette stivnede, da hun i stedet for sin nabo så en ældre mand med vildt skæg. Han havde tændt et lille bål og kogte vand i en snavset kop.
Hvem er du? Hvor er faster Ragnhild? spurgte Mette, idet hun trådte et skridt tilbage.
Bare rolig, jeg gør ingen fortræd. Og vær sød ikke at ringe til politiet. Jeg bor bare her ude i haven, bryder ikke ind i huset…
Manden havde en overraskende venlig og kultiveret stemme den slags, man kun hører hos dannede mennesker.
Er du hjemløs? spurgte Mette uden omsvøb.
Ja, det må jeg indrømme, sagde manden stille uden at se hende i øjnene. Bor du lige her ved siden af? Bare rolig, jeg skal nok lade dig være.
Og hvad hedder du?
Poul.
Og dit mellemnavn? spurgte Mette.
Mellemnavn? manden lo svagt. Henriksen.
Hun så nærmere på Poul Henriksen. Tøjet var slidt, men rent nok, og han virkede vedligeholdt af en hjemløs at være.
Jeg ved slet ikke, hvem jeg ellers skulle bede om hjælp, sukkede Mette.
Hvad er der sket? spurgte Poul.
Døren er gået helt skæv… jeg kan ikke få den op.
Hvis jeg må, kan jeg prøve at se på det? tilbød han.
Åh, tusind tak! sagde hun i afmagt.
Mens Poul kæmpede med døren, sad Mette på bænken og funderede over ham: Hvem er jeg egentlig til at foragte eller dømme ham? Jeg er jo også hjemløs nu, vi er ikke så forskellige
Mette, døren er din igen! sagde Poul Henriksen tilfreds, mens han trykkede døren op. Men vent skal du sove her i nat?
Ja, hvor ellers? svarede Mette overrasket.
Er der varme i huset?
Der burde være en brændeovn men jeg aner ikke noget om sådan noget, sagde hun forvirret.
Og brænde? spurgte Poul.
Aner det ikke sagde hun nedslået.
Gå du bare ind, jeg finder på noget, sagde han og gik ud af haven.
Mette gik i gang med at gøre rent i det kolde og fugtige hus. Hun var trist, kunne ikke forestille sig at leve her. Men snart kom Poul tilbage med et bundt brænde. Mette blev helt overrasket over at glæde sig over selskab.
Han satte gang i ovnen, og snart blev huset lunt.
Så, nu er der varme på! Læg lidt brænde ind af og til, og sluk det før du går i seng. Så holder varmen natten over, forklarede Poul.
Og hvor skal du så sove? Hos naboerne? spurgte Mette.
Ja, jeg bliver på grunden her ved siden af. Jeg kan ikke klare at tage tilbage til byen. Orker ikke at rippe op i minderne.
Poul Henriksen, vent lidt lad os spise sammen og få os en kop varm te. Bagefter kan du gå, sagde Mette beslutsomt.
Poul satte sig uden et ord og lagde jakken fra sig tæt ved ovnen.
Undskyld jeg spørger men du virker ikke som en typisk hjemløs. Hvorfor bor du på gaden? Hvor er din familie og dit hjem?
Poul fortalte, at han i årevis havde undervist på universitet. Hele sit voksne liv havde han viet til arbejdet og videnskaben. Alderdommen sneg sig ind og så, før han havde set sig om, var han helt alene.
For et år siden begyndte en niece at besøge ham. Hun antydede, at hvis han skrev lejligheden over på hende, ville hun tage sig af ham. Selvfølgelig blev han glad og sagde ja.
Derefter foreslog Lærke, at de solgte lejligheden i det larmende Nørrebro og købte et dejligt hus lidt udenfor byen med have og orangeri. Det lød for godt til at sige nej til. Efter salget foreslog hun, pengene skulle sættes ind på bankkonto.
Onkel Poul, sæt dig på bænken, så går jeg ind og ordner det. Jeg tager posen med, man ved aldrig, nogen kunne jo følge efter os, sagde hun ved banken.
Lærke gik ind, og Poul sad og ventede. En time gik, to, tre… hans niece kom aldrig ud igen. Inde i banken var der tomt, og han så, at der var en bagudgang.
Poul kunne ikke forstå, at egen familie kunne bedrage ham sådan. Han sad på bænken og ventede hele dagen. Dagen efter opsøgte han hende på den gamle adresse. En fremmed kvinde åbnede og fortalte, at Lærke var flyttet for længe siden lejligheden havde hun solgt for to år siden…
Ikke nogen munter historie, sukkede Poul. Siden har jeg været på gaden. Kan stadig ikke fatte, at jeg ingen hjem har længere.
Ja. Jeg troede, jeg var alene om det min situation ligner faktisk din, sagde Mette og fortalte ham alt.
Det ser sort ud, indrømmede Poul. Men du er ung endnu, Mette. Ting kan nå at vende. Giv aldrig op.
Nu gider vi heller ikke snakke mere om elendighed! Nu skal vi have noget aftensmad! smilede Mette.
Hun betragtede, hvor glad og sulten Poul spiste makaroni med pølser. I hjertet blev hun grebet af medfølelse han var virkelig meget alene og hjælpeløs.
Tænk at ende sådan helt alene, uden tag over hovedet, uden nogen, der har brug for én, tænkte hun.
Mette, jeg kan hjælpe dig med at komme tilbage på universitetet. Jeg har stadig forbindelser der. Jeg tror, du kan få SU-plads. Jeg kan ikke selv møde op i den her forfatning, men jeg skriver et brev til rektoren. Han hedder Kristian og er en god ven. Han vil hjælpe dig.
Tusind tak! Det ville være vidunderligt! glædede Mette sig.
Tak for aften, for mad, og for at lytte. Men nu må jeg hellere gå, det er blevet sent, sagde Poul og rejste sig.
Bliv her det føles ikke rigtigt, at du går ud igen, hviskede Mette.
Bare rolig. Jeg har opført en lille hule på nabogrunden. Jeg kigger ind til dig i morgen, sagde Poul smilende.
Du behøver ikke sove ude! Jeg har tre tomme værelser. Tag et, det du bedst kan lide. Hvis jeg skal være ærlig så er jeg faktisk lidt bange for at være alene her. Og oven i købet den brændeovn, den forstår jeg mig ikke på. Du vil ikke forlade mig, vel?
Nej, jeg lader dig ikke i stikken, svarede Poul alvorligt.
***
To år senere Mette klarede eksamen med bravur og var fyldt med glæde på vej hjem mod sommerhuset. Her havde hun boet hver weekend og i ferier, mens hverdagen blev tilbragt på kollegiet tæt på uni.
Hej! råbte hun glad og omfavnede gamle Poul.
Mette! Min kære pige. Hvorfor ringede du ikke? Så var jeg kommet og hentet dig ved stationen. Nå, hvordan gik det? smilede Poul.
Det hele gik nærmest perfekt! Næsten alt var 12-taller, pralede Mette. Jeg har købt lagkage. Sæt vand over til te, det skal fejres!
De drak te, hyggede sig sammen og udvekslede nyheder.
Jeg har plantet vinranker dernede, fortalte Poul stolt. Jeg vil bygge en pavillon, hvor vi kan sidde til sommer.
Hvor er det skønt, udbrød hun. Du er jo næsten husejer her gør bare præcis, hvad du vil. Jeg er jo kun på besøg, grinede Mette.
Poul havde helt forandret sig. Nu var han ikke alene mere. Nu havde han både hus og familie sin barnebarn, Mette. Og Mette, hun var vendt tilbage til livet. Poul var blevet som en bedstefar for hende, og hun følte dyb taknemmelighed over, at skæbnen havde sendt hende lige netop ham, da hun havde mest brug for det.
