Hjemløs

HJEMLØS
Astrid stod og stirrede ud i luften. Hun havde bogstaveligt talt ingen steder at tage hen. To nætter på banegården? Jo, det kunne vel lade sig gøre. Men hvad så bagefter? Pludselig slog det hende sommerhuset! Hvordan i alverden kunne hun glemme det? Altså, sommerhus var måske så meget sagt. Det var mere en halvt faldet træhytte, men trods alt langt bedre end en nat på banegården, tænkte Astrid.
Hun hoppede på S-toget, lænede sig op ad det kolde vindue og lukkede øjnene. Tankerne væltede ind alle de seneste begivenheder, som var alt andet end festlige. Det er kun to år siden, hun mistede begge sine forældre og stod alene uden nogen form for støtte. Hun måtte droppe universitetet, fordi hun ikke kunne betale, og endte med at tage arbejde på Torvehallerne.
Men lykken skinnede endelig for Astrid! Hun mødte sin store kærlighed, Mikkel, en rar og ordentlig fyr. Efter bare to måneder blev de gift en diskret, lille ceremoni, naturligvis.
Det burde være rosenrødt, men livet havde stadig et par tricks i ærmet. Mikkel foreslog, at de solgte den gamle lejlighed i Københavns centrum og startede egen forretning. Han præsenterede ideen så overbevisende, at Astrid ikke havde skyggen af tvivl; han ville snart få dem på fode, og så kunne de jo begynde at tænke på børn Astrid drømte om at blive mor!
Men Mikkels forretningsprojekt gik mildest talt skævt. Efter mange dårlige investeringer og konstante skænderier om pengene, smuldrede ægteskabet. Mikkel bragte en ny dame hjem og henviste Astrid til døren.
I første omgang ville Astrid ringe til politiet, men indså hurtigt, at hun ikke kunne beskylde ham for noget. Hun havde selv solgt lejligheden og givet Mikkel pengene…
*
Hun steg af toget og slentrede alene ned ad den tomme perron. Det var tidlig forår, så sommerhussæsonen var endnu ikke startet. Grunden var blevet groet til i løbet af tre år, og hytten var i en sørgelig forfatning. Astrid sagde til sig selv, at hun nok skulle få styr på tingene, selv om det aldrig blev som før.
Nøglen lå under trappen, hvor den altid havde ligget, men døren, som var af træ, havde sat sig helt, og hun kunne slet ikke få den op. Hun prøvede alt, men til sidst satte hun sig og græd så stor og stolt, og så sidder man dér og snøfter på dørtrinnet.
Pludselig så hun røg fra nabogrunden og hørte noget larm. Astrid fik nyt håb måske var naboerne hjemme! Hun løb derover.
Frk. Rikke! Er du hjemme? råbte hun.
Men i stedet for den rare nabo stod en tilgroet gammel mand i gården, hvor han havde tændt et bål og kogte vand i en beskidt kop.
Hvem er du? Hvor er frk. Rikke? spurgte Astrid, lidt nervøst.
Bare rolig, og vær sød ikke at ringe til politiet. Jeg gør ingenting. Jeg bor bare her i gården ikke inde i huset.
Hans stemme var overraskende venlig og dannet, slet ikke som en bums normalt lyder.
Er du hjemløs? snød Astrid frem med spørgsmålet.
Ja det er jeg, sagde manden stille uden at møde hendes blik. Bor du her i nærheden? Du skal ikke være bange, jeg holder mig for mig selv.
Hvad hedder du?
Søren.
Og dit efternavn? spurgte hun.
Efternavn? Han så overrasket ud. Hansen.
Astrid betragtede Søren Hansen indgående. Hans tøj var slidt, men relativt rent, og han så også rimelig velsoigneret ud.
Jeg ved ikke, hvem jeg skal bede om hjælp… sukkede hun.
Hvad er der galt? spurgte Søren venligt.
Døren har sat sig Jeg kan ikke få den op.
Jeg kan prøve at kigge på den, hvis du vil, tilbød den hjemløse.
Du redder mig, udbrød Astrid.
Mens Søren nussede med døren, sad Astrid på bænken og funderede over denne fremmede: “Hvem er jeg, at dømme ham? Jeg er jo selv hjemløs nu vi er faktisk i samme båd…”
Astrid, kom og se! Søren smilede, og skubbede døren op. Skal du sove her?
Ja, hvor ellers? sagde hun.
Er der varme?
Der er vist en brændeovn… Astrid blev pludselig meget usikker på det hele.
Okay. Har du brænde?
Ingen idé, mumlede hun.
Det ordner jeg. Gå bare ind, jeg finder noget, sagde Søren, og gik ud af gården.
Astrid brugte en time på at rydde op og huset var koldt, fugtigt og ret utiltrækkende. Hun var temmelig modløs og havde ingen anelse om, hvordan hun skulle klare sig. Men så kom Søren tilbage med brænde, og Astrid var faktisk glad for selskabet bare et levende menneske!
Søren rensede skorstenen og tændte op. En time efter var huset varmt.
Sådan! Du skal bare fylde lidt brænde på løbende, og slukke før natten. Så holder varmen til morgen, forklarede han.
Hvor går du hen? spurgte hun.
Til naboens grund. Det er ikke så slemt, bare lidt uden for byen Jeg har ingen lyst til at tage til København. Minderne er alt for stærke.
Søren Hansen, vent lige. Nu spiser vi aftensmad og får en kop te først! besluttede Astrid.
Søren sagde ikke imod. Han tog jakken af og slog sig ned ved brændeovnen.
Undskyld jeg spørger men hvorfor lever du egentlig sådan? Du ligner ikke en typisk hjemløs. Har du ingen familie, intet hjem?
Søren fortalte, at han havde været lektor på universitetet hele livet. Han elskede sit arbejde og forskningen, men pludselig var han alene, og det var for sent at gøre noget ved det. For et år siden begyndte hans niece, Freja, at komme forbi. Hun lovede at hjælpe, hvis han ville lade hende arve lejligheden. Søren blev glad og sagde ja.
Så overtaler Freja ham til at sælge lejligheden på Nørrebro og købe et hus lidt udenfor byen med stor have og hyggeligt lysthus. Hun har allerede fundet det perfekte hus, og det er ikke engang dyrt.
Søren har altid drømt om frisk luft og stilhed, så han siger ja. Freja foreslår at sætte pengene ind i banken. “Onkel Søren, lad mig tage tasken det er bedst, hvis nogen skulle følge efter os,” siger hun foran banken.
Freja går ind med tasken, og Søren venter: én time, to, tre Hun kommer aldrig ud. Da han går ind i banken, ser han, at der er en bagudgang, men ingen Freja. Han kan ikke tro han er blevet snydt af sin egen familie. Søren bliver siddende på bænken, men dagen efter tager han hjem til Freja hvor en fremmed dame åbner og forklarer, at Freja for længst er flyttet og har solgt lejligheden to år tidligere…
Ikke det mest muntre, sukker Søren. Og siden har jeg boet på gaden. Det er stadig svært at fatte, at jeg ikke har noget hjem.
Det er næsten som mig! siger Astrid, og fortæller sin egen historie.
Livet kan være noget skrammel. Jeg har dog haft et langt liv Men du skal ikke fortvivle alle problemer kan løses, du er ung, og det skal nok gå, sagde Søren trøstende.
Nok om de sørgelige historier! Nu spiser vi! smiler Astrid.
Hun betragtede, hvordan Søren kastede de spaghetti med pølser i sig og det var tydeligt, hvor alene og hjælpeløs han var.
“Hvor er det dog skræmmende at ende sådan helt alene, og ingen gider dig,” tænkte Astrid.
Astrid, jeg kan hjælpe dig med at komme tilbage til universitetet. Jeg har masser af venner der. Du kan sikkert få et gratis studieplads, sagde Søren. Jeg kan ikke vise mig for mine gamle kolleger jeg skriver til rektoren, så kan du møde ham. Han hedder Jens, en god ven. Han vil hjælpe dig.
Tusind tak! Det ville være fantastisk! blev Astrid glad.
Tak for mad, og fordi du lyttede. Jeg må gå det er sent, sagde Søren.
Nej, vent. Det føles ikke rigtigt, at du skal gå. Du kan tage et værelse jeg har tre store værelser. Ærligt, jeg er bange for at være alene, og jeg fatter ikke brændeovnen. Vil du ikke hjælpe mig?
Jo. Jeg går ingen steder, sagde Søren alvorligt.
*
To år gik Astrid havde klaret eksamenerne flot, og var på vej hjem til sommerhuset. Faktisk boede hun på kollegiet, men hun tog ofte ud til hytten i weekenderne.
Hej! sagde hun glad, og krammede “Morfar” Søren.
Astrid! Min kære! Hvorfor ringede du ikke? Jeg kunne hente dig på stationen. Hvordan gik det? Klarerede du dig? spurgte Søren, opløftet.
Ja! Det gik super! Her: jeg har købt kage. Sæt vand over til te, vi skal fejre!
Astrid og Søren sad og drak te og opdaterede hinanden.
Jeg har plantet vin. Og der skal komme et lysthus dér. Det bliver hyggeligt, fortalte Søren.
Skønt! Du er jo chefen her, gør hvad du vil. Jeg kigger jo kun forbi af og til, grinede Astrid.
Søren havde forvandlet sig. Nu var han ikke længere alene. Han havde fået et hjem, et barnebarn (af hjertet), Astrid. Hun var også kommet på fode igen, og Søren var blevet hendes familie. Astrid var taknemmelig for, at den rare, gamle mand blev hendes støtte og redning da hun havde mindst.