Hjemløs

HJEMLØS
Lise havde ingen steder at gå hen. Som i virkelig ingen steder Et par nætter kan jeg jo sove på Hovedbanegården. Og så? Pludselig ramte en tanke hende som et lyn: Sommerhuset! Hvordan kunne jeg glemme det? Selv om Sommerhus, det er jo lidt overdrevet. Det er bare et gammelt faldefærdigt skur. Men det er stadig bedre at tage ud der end at sove på stationen, tænkte Lise.
Hun satte sig ind i DSB-toget, lænede sig mod det kolde vindue og lukkede øjnene. De tunge minder fra de sidste år væltede ind over hende. For to år siden mistede hun sine forældre, og stod helt alene uden nogen støtte. Hun havde ikke råd til at betale for studiet, måtte droppe universitetet og tage et job på torvet i Aarhus.
Efter alt det, smilede heldet endelig til Lise, og hun mødte sin kærlighed. Anders var en venlig og ordentlig fyr. To måneder senere giftede de sig i al stilhed.
Det burde jo bare være lykken Men livet havde planer om endnu en prøve for Lise. Anders foreslog at sælge den gamle lejlighed i centrum, åbne egen butik. Han beskrev det så godt, at Lise slet ikke tvivlede, alt han gjorde var rigtigt, og snart ville de komme ud af økonomisk knibe. Når vi har fået lidt styr på tingene, kan vi også tænke på et barn. Jeg drømmer om at blive mor snart! håbede Lise.
Butikken gik dårligt. Skænderier om tabte penge blev hverdag, og deres forhold gik hurtigt i stykker. En dag tog Anders en anden kvinde med hjem, og bad Lise om at gå.
Lise ville først gå til politiet, men indså hun intet kunne anklage Anders for; det var hende selv, der solgte lejligheden og gav pengene til ham
***
Lise steg af toget på stationen og gik ensomt ned ad den tomme perron. Det var tidlig forår, sommerhussæsonen var ikke begyndt. Grunden var groet til på tre år og trænger til kærlig hånd. Det går nok, jeg rydder op, og så bliver alt som før selvom jeg godt ved, det aldrig bliver som før, tænkte Lise.
Nøglen lå stadig under trappen, men den gamle trædør var sunket sammen og nægtede at åbne. Hun kæmpede længe, men måtte til sidst give op, satte sig på trappen og brød grædende sammen.
Pludselig så Lise røg og bevægelse fra nabogrunden. Glædesstrålende over, at nogen var der, løb hun hen.
Moster Gudrun! Er du hjemme? råbte hun.
En ældre og lidt vild mand stod ved et bål, han varmede vand i en beskidt kop. Lise stod stiv af overraskelse og frygt.
Hvem er du? Hvor er Gudrun? spurgte Lise nervøst.
Bare rolig. Og vær så venlig, lad være med at ringe til politiet. Jeg gør ikke noget forkert. Jeg har ikke været inde i huset, bor bare her udenfor
Manden havde en mild, veluddannet stemme, sådan som man hører fra folk med livserfaring.
Er du hjemløs? spurgte Lise lidt akavet.
Ja, du har ret, sagde han lavmælt og vendte blikket væk. Bor du her ved siden af? Bare rolig, jeg skal nok lade dig være.
Hvad hedder du?
Jens.
Og efternavn?
Gammelgaard.
Lise betragtede Jens Gammelgaard nøje. Hans tøj var godt nok slidt, men forholdsvis rent, og han virkede egentlig velplejet.
Jeg ved slet ikke, hvem jeg skal bede om hjælp sukkede Lise tungt.
Hvad er der galt? spurgte han venligt.
Døren er sunket jeg kan ikke få den op.
Hvis du vil, kan jeg prøve, tilbød Jens.
Det ville være en kæmpe hjælp! sagde hun fortvivlet.
Mens Jens fumlede med døren, sad Lise på bænken og tænkte: Hvem er jeg egentlig til at dømme ham? Jeg er jo lige så hjemløs vi har samme problem.
Lise, prøv at se! Jens smilede og fik døren op. Skal du overnatte her?
Ja, hvor ellers? sagde Lise lidt forvirret.
Er der varme i huset?
Der burde være en brændeovn hun blev helt usikker, for hun havde aldrig haft forstand på det.
Okay. Har du brænde?
Ved ikke hun sagde næsten ingenting.
Det finder vi ud af. Løb ind, jeg ordner det, sagde Jens og gik ud.
Lise brugte en time på at rydde op. Huset var iskoldt, fugtigt og trist. Hun blev modløs, forstod ikke, hvordan hun skulle bo der. Men snart kom Jens med en favn brænde. Til sin overraskelse blev Lise glad for at have nogen i nærheden.
Han rensede brændeovnen lidt og tændte op. Efter en time var der varmt.
Sådan! Ovnen skal bare lidt brænde, og sluk til natten. Du skal nok holde varmen til morgenen, forklarede Jens.
Og hvor skal du hen? Til naboen? spurgte Lise.
Ja. Jeg bor lige lidt ved siden af. Vil ikke ind til byen Kan ikke klare at rippe op i fortiden.
Jens Gammelgaard, vent. Spis med mig, vi kan tage en kop varm te, så kan du gå senere, sagde Lise hurtigt.
Han protesterede ikke, tog jakken af og satte sig ved ovnen.
Jeg blander mig måske for meget begyndte Lise. Du virker ikke som en hjemløs, hvorfor bor du på gaden? Hvor er dit hjem?
Jens fortalte, at han hele sit liv havde undervist på universitetet. Arbejdede med forskning, brugte hele ungdommen på det. Alderdommen kom bag på ham. Da han indså, at han stod helt alene, var det for sent at ændre noget.
For et år siden begyndte hans niece at besøge ham. Hun sagde, hun ville hjælpe, hvis han skrev lejligheden over på hende. Han blev glad og gik med.
Senere foreslog Sofie, at han solgte lejligheden i København for at købe et hyggeligt hus udenfor byen med stor have og pavillon. Hun havde allerede fundet et godt tilbud, længe havde hun villet flytte.
Jens havde altid drømt om frisk luft og ro. Så han sagde ja uden tøven. Efter salget foreslog Sofie, at han satte pengene på bankkonto, så han ikke skulle have så mange kontanter.
Onkel Jens, sæt dig på bænken, jeg går lige ind og ordner det. Jeg tager posen med pengene, bare for at være sikker, sagde hun ved banken.
Sofie gik ind, og Jens ventede. En time, to, tre hun kom ikke ud. Da han gik ind, var der ingen gæster, kun et bagudgang bag diskene.
Jens kunne ikke tro, at et familiemedlem ville bedrage ham så groft. Han blev siddende på bænken hele dagen. Næste dag gik han hjem til hende. En fremmed kvinde åbnede døren og forklarede, at Sofie havde flyttet for længe siden lejligheden var solgt to år før
En kedelig historie, sukkede Jens. Siden da bor jeg uden tag over hovedet. Kan stadig ikke tro, jeg intet har længere.
Sådan troede jeg var den eneste med det her. Jeg har været igennem næsten det samme sagde Lise og fortalte ham sin historie.
Det er hårdt. Jeg har trods alt levet mit liv Men du? Droppede universitet, mistede din lejlighed Men du skal ikke fortvivle, alle problemer har en løsning. Du er ung, det skal nok gå, forsøgte Jens at trøste hende.
Men nu har vi snakket alt for meget om triste ting! Kom, lad os spise! sagde Lise med et smil.
Hun så hvordan Jens med god appetit spiste pasta med pølser. Hun fik næsten tårer i øjnene, han virkede så ensom og hjælpeløs.
Hvor er det skræmmende at ende helt alene, på gaden og vide, ingen har brug for dig, tænkte Lise.
Lise, jeg kan hjælpe dig med at komme ind på universitetet igen. Jeg har stadig venner, måske kan du få en gratis studieplads, sagde Jens pludselig. Jeg kan ikke selv komme, men jeg skriver til rektoren. Han hedder Erik, gammel ven, han hjælper dig.
Tusind tak! Det ville være fantastisk, sagde Lise glad.
Tak for mad og for at du lyttede til mig. Jeg må hellere gå, sagde Jens og rejste sig.
Vent. Det er ikke godt at lade dig gå ud. Hvor skal du hen? sagde Lise stille.
Bare rolig. Jeg har en varm skur på nabogrund. Jeg kigger forbi i morgen, smilede Jens.
Du skal ikke ud, jeg har tre store værelser, tag det du vil. Men ærligt, jeg er lidt bange for at være alene. Jeg forstår ikke den brændeovn, og jeg kunne godt bruge selskab. Vil du ikke passe på mig?
Jo, det lover jeg, sagde Jens alvorligt.
***
To år gik Lise klarede eksamen godt, og var hjemme på vej til sommerferie. Hun boede stadig i sommerhuset når hun havde fri, i hverdagene på kollegie.
Hej! sagde hun glad og krammede farfar Jens.
Lise! Mit kære barnebarn! Hvorfor ringede du ikke? Så kunne jeg hente dig på stationen. Hvordan gik det? spurgte Jens begejstret.
Suverænt! Næsten alt topkarakterer! hun pralede. Se, jeg har købt kage. Sæt te over, vi skal fejre!
De drak te, delte nyt.
Jeg har plantet vindrue. Der skal være en pavillon, det blir hyggeligt, sagde Jens.
Fedt! Du er jo herre på stedet, gør hvad du vil. Jeg kommer og går sagde Lise og grinede.
Jens havde ændret sig fuldstændigt. Nu var han ikke alene. Han havde hjem, barnebarn, Lise. Hun var kommet til live igen. Jens blev hendes familie, og Lise var taknemmelig for, at livet gav hende en farfar, som støttede hende gennem alt.