Tilbagekomsten
Det begyndte allerede på perronen, at jeg fik det dårligt.
Jeg var lige akkurat nået over til en skraldespand, stod foroverbøjet, mens jeg mærkede mit dyre frakke blive plettet af den kolde, jernagtige kant…
Undskyld, har du det ikke godt? lød det på venlig, sjællandsk dialekt bag mig.
Gå væk, fik jeg presset frem.
Jeg rettede mig op. Folk strømmede forbi, som i en stumfilm: dunjakker, store tasker, netposer med kartofler.
Diesellugten lå som en tung tåge over perronen, blandet med billig cigaretrøg og den der særlige provinsielle duft, som altid har givet mig migræne.
Jeg har altid hadet Slagelse. Helt rent, glat og usentimentalt. Jeg slap væk for femten år siden, gjorde alt for at glemme vejen tilbage.
Min telefon vibrerede.
Far.
Signe, hvor er du? Jeg holder derude, jeg henter dig.
Jeg tager en taxi, skar jeg igennem. Du skal ikke hente mig. Giv mig adressen til hospitalet.
Jamen, mor er jo hjemme nu. Blev udskrevet i går. Blodtrykket faldt, men de siger hun skal tage den med ro hjemme. Jeg kan hente dig…
Hjemme? Jeg bed tænderne sammen. Har I virkelig trukket mig herover for ingenting?
Tag det roligt, Signe. Mor glæder sig så meget. Hun har bagt boller til dig.
Boller? Seriøst!
Jeg lagde på.
***
Barndomshjemmet føltes mindre end nogensinde.
Jeg blev stående i opgangen og kiggede på den slidte dør, dækket af brunt kunstlæder. Nabokatten strøg sig imod mine støvler, efterlod hvide hår. Det lugtede af kålsuppe, katte og noget sødt. Som altid.
Jeg gik ind uden at banke på.
Mor sad ude i køkkenet. Lille, gråhåret, iført en falmet slåbrok oven på natkjolen.
Da hun så mig, fløj hænderne op et lykkeligt ansigt, men også med et skyldigt strejf, og det gjorde lidt ondt at se.
Signe! Min skat! Jeg troede, du kom først til aftensmad…
Jeg bad dig lade være med at lyve. Jeg blev stående i entréen, stadig i støvlerne. Ved du overhovedet, jeg er ved at miste en stor kontrakt? Har siddet hele natten i toget for at besøge dig på intensiv, og så… bager du boller?
Mor blev lille. Armene faldt.
Undskyld skat. Jeg ville bare ikke gøre dig bekymret. Blodtrykket, du ved… Men jeg har savnet dig så meget.
Du løj. Jeg smed støvlerne i et hjørne. Hvor er blodtryksmåleren? Jeg tjekker, og så tager jeg på hotel bagefter. Jeg sover ikke her.
Vil du ikke nok blive, min pige…
Mor, toilettet løber, radiatorerne er knap lunkne, og naboerne skændes så højt, at væggene ryster. Jeg kan bare ikke være her. Ikke fysisk.
Jeg gik ind i køkkenet, satte mig ved bordet. På bordet stod boller, nybagte og stadig lune. Jeg så ikke på dem.
Giv mig måleren.
Mor hentede måleren en gammel manchet med pumpe.
Er det alt du har? Jeg kneb øjnene sammen. Har du ingen bedre? Jeg har jo sendt dig penge.
Jeg satte dem ind på bogen til dig. Tænkte, hvis nu du fik brug for det.
Åh Gud…
Jeg pumpede. Tallene hoppede for øjnene.
Et-hundred-og-tres over halvfems. Har du spist salt med ske nu igen?
Bare lidt…
Vi køber rigtige tabletter og et apparat i morgen. Men jeg er træt nu. Hvor kan jeg lægge mig?
Mor skyndte sig at rede op. Jeg sad bare og kiggede ud på de grå boligblokke og tænkte for mig selv: Bare jeg ikke sidder fast her. Lad mig komme væk i morgen.
***
Jeg sov ikke den nat.
Sovesofaen var alt for kort og fjedrene borede sig i ryggen. Gennem væggen lød naboernes råben og senere slogs de. Jeg kunne høre kvindeskrig og grove eder.
Jeg lå og stirrede op i loftet, på den samme revne, jeg kendte fra barndommen, dengang den lignede et lyn. Nu var den bare et tegn på, at huset skramlede sammen.
Endelig, hen mod morgengry, faldt jeg i søvn. Jeg drømte, jeg var lille, gik med mor på torvet, hvor hun købte en bolle med æblemarmelade. Varm, sukkerdrysset. Jeg husker, hvor lykkelig jeg var.
Jeg vågnede med tårer på kinderne. Prøvede at tørre dem væk, men kunne ikke holde op med at græde. Inde fra stuen var der helt stille. Kun det gamle ur tikkede, det som mor evigt truer med at smide ud.
Signe? lød hendes stemme gennem døren. Sover du?
Nej svarede jeg hæst.
Der er én, der spørger efter dig.
Hvem?
Ved det ikke. En pige, der hedder Lærke. Kan du huske hende?
Jeg satte mig op. Lærke? Hvilken Lærke?
Jeg tog morgenkåben på og gik ud.
Foran mig stod hun. Lærke, min gamle klasseveninde fra folkeskolen. Min bedste veninde. Jeg havde aldrig sagt ordentligt farvel, da jeg smuttede til København.
Hun lignede sig selv lyst hår i hestehale, de samme smilehuller. Hun havde fået mørke skygger under øjnene, men ellers var meget ved det samme.
Hej med dig, sagde hun. Jeg hørte fra din mor, at du var tilbage. Jeg tænkte, jeg lige ville kigge ind. Femten år siden jo.
Jeg blev lidt væk. Ville sige noget spidst, noget om hvordan fandt du mig eller jeg har travlt, men det kunne jeg ikke.
Kom bare ind, mumlede jeg.
Vi sad i køkkenet, mor listede over til naboen. Lærke varmede hænderne om sin tekop.
Jeg er gift nu, fortalte hun. Har en datter, Katrine, syv år. Hun starter i skole til sommer.
Tillykke, mumlede jeg.
Hvad med dig? Lærke så undersøgende på mig. Er alt godt i København?
Jo.
Er du gift?
Har været.
Hvorfor gik det ikke?
Jeg trak på skuldrene. Ville ikke fortælle om min ex der gik til en anden, eller hvor lidt lejlighed, bil og karriere hjælper mod ensomhed. At jeg var blevet alene. Helt alene.
Vi voksede fra hinanden, sagde jeg.
Lærke nikkede, og så blev det stille et øjeblik. Pludselig sagde hun:
Men jeg har tilgivet dig…
For hvad? jeg spejdede forundret på hende.
For at du bare forsvandt. Sagde ikke farvel, ringede ikke, selvom vi jo… vi var jo som søstre. Jeg græd først, blev så vred, men nu tænker jeg: sådan måtte det være. Du byggede dit liv, jeg mit. Nu sidder vi her. Jeg er faktisk glad for at se dig.
Det stak under øjnene. Jeg vendte mig mod vinduet.
Jeg var dum dengang. Undskyld, fik jeg frem.
Det sker for os alle, smilede hun.
Vi snakkede til det blev aften. Lærke fortalte om sin mand (arbejder på fabrik, drikker lidt, men er sød), om Katrine (tegner overalt, væggene er krusedullede), om hverdagen. Jeg lyttede, opdagede pludselig, at det faktisk interesserede mig. Oprigtigt.
Hey, sagde hun, da hun skulle afsted, har du ikke lyst til at komme forbi i morgen aften? Jeg koger suppe, og så møder du Katrine.
Måske
Kom nu, hun rørte min hånd. Din mor siger du bliver til onsdag. Lad os gense gamle dage.
Jeg nikkede.
***
Næste dag gik jeg på apoteket.
Jeg skulle købe medicin og en ordentlig blodtryksmåler til mor. Jeg gik opmærksomt gennem byen og lagde mærke til, byen egentlig ikke var så slem. Træerne var dækket af rim, børn kælkerede, gamle sad på bænke. Helt almindeligt liv.
På apoteket var der kø. Foran mig stod en ældre kvinde med en godt proppet indkøbstaske. Hun svajede lidt og trak vejret besværet.
Går det? spurgte jeg.
Bare lidt trykken for brystet. Skal blot have min pille, så går det over.
Jeg betragtede hende. Hun var bleg, blå om læberne, svedig i panden.
Sæt Dem ned, så går jeg ind. Hvad er det for en pille?
Nitroglycerin, min pige. Tak, du er sød.
Jeg købte pillen, rakte den til hende. Hun slap skuldrene, tog pillen, lukkede øjnene et øjeblik. Så blev hovedet løftet, og hun smilede.
Tak, smukke. Du lyder ikke lokal?
Jeg er herfra, sagde jeg pludselig. Jeg er født her.
Jeg gik ud på gaden og smilede.
***
Om aftenen gik jeg hjem til Lærke.
Hun boede i en ældre betonblok på femte, ingen elevator. Jeg trak vejret dybt på trappen og tænkte: Hold op, jeg har glemt de opgange.
Men i dag gjorde det mig ikke noget.
Døren blev åbnet af en lille, spinkel pige med store, lyse øjne.
Er du tante Signe? spurgte hun. Mor sagde, jeg skulle lukke dig ind.
Ja, jeg er Signe, smilede jeg.
Jeg hedder Katrine. Kom ind! Vi skal have suppe.
Inde var der beskedent, men rent. Møblerne tunge og slidte, væggene dækkede af børnetegninger, duften af suppe og boller fyldte stuen.
Lærke styrede i køkkenet.
Hej Signe! Tag jakken af, maden er klar. Katrine, hent skeer!
Vi satte os. Jeg spiste suppe og mærkede varmen brede sig i kroppen. Det var evigheder siden, noget havde smagt så godt, eller jeg bare havde siddet sådan, i simpelt selskab, uden konkurrence og facade.
Vil du tegne mig? spurgte jeg Katrine.
Hun så undersøgende på mig og nikkede:
Du er smuk. Jeg tegner dig som prinsesse.
Gør det endelig, lo jeg.
Hun hentede et album og farveblyanter. Gik i gang med stor alvor.
Jeg sad og drak te med kirsebærsylt og snakkede med Lærke.
Har du børn? spurgte Katrine pludselig, mens hun tegnede.
Nej. Det blev ikke sådan.
Hvorfor ikke?
Katrine! Lærke sendte hende et blik.
Det går, smilede jeg, nogle gange sker ting bare sådan, Katrine. Det gør ikke noget.
Så skal du ikke være ked af det, svarede hun alvorligt, du er stadig ung. Alt kan stadig ske.
Jeg grinede.
Tak, min pige.
Hun rakte mig tegningen. Den forestillede en kvinde i lang kjole med krone, omgivet af blomster.
Det er dig, forklarede Katrine. Som en prinsesse. Men du ser trist ud, så jeg tegner et solskin, så bliver du glad.
Jeg fik en klump i halsen.
Tak, kære. Jeg hænger dit billede op hjemme i København, okay?
Okay, smilede hun. Kommer du igen?
Ja, lovede jeg. Og mærkede, at det faktisk passede.
***
Jeg kom hjem til mor sent. Hun havde ventet oppe.
Hvordan gik det?
Rigtig godt, mor.
Jeg satte mig, tog hendes hånd. Den var varm, grov, mærket af alder.
Undskyld mig, mor. For alt.
Hvorfor nu det, skat?
Fordi jeg… fordi jeg har skammet mig over jer. Over byen her. Over mig selv. Troede jeg var bedre, fordi jeg flyttede. Men jeg var ikke bedre. Jeg stak bare af.
Mor sagde ingenting. Hun strøg mig over hovedet, som hun gjorde, da jeg var lille.
Du stak ikke af, Signe. Du klarede den. Her var så trist dengang: enten rejste man eller så gik man til. Du gjorde det rigtige. Bare lov mig ikke at glemme os helt.
Det lover jeg, hviskede jeg.
***
Næste morgen tog jeg hjem.
Far kørte mig til stationen. Mor stod på perronen, lille i sin gamle frakke, vinkende.
Jeg sad i toget og mærkede, det snørede sig sammen indeni.
Husk at komme igen… Far tøvede. Vi bliver jo ikke yngre.
Det lover jeg, far.
På min plads fandt jeg mobilen frem. Lærke havde skrevet: Kom igen snart. Katrine spørger tit, hvornår tante Signe kommer hun kan godt lide dig.
Jeg smilede og lagde mobilen væk.
Toget kørte. Bygninger, gamle garager og sneklædte marker forsvandt forbi. Jeg opdagede pludselig, at jeg hverken havde hovedpine eller kvalme og slet ikke havde trang til bare at lukke øjnene og glemme det hele.
Jeg fiskede Katrines tegning op. Rullede den ud: Prinsesse med krone, blomster og nu et glad solskin.
Ud af vinduet dukkede solen op over markerne, stor og rød og virkelig.
***
En uge senere sendte jeg penge til Lærke. Til Katrine til maling og fritidsaktiviteter.
Lærke undslog sig længe, men jeg insisterede.
Og et halvt år senere, tog jeg afsted til Slagelse igen. Alene uden at ringe først. Jeg købte bare billetten og tog af sted.
Vi sad tre kvinder i køkkenet jeg, Lærke og Katrine spiste suppe og snakkede. Og jeg tænkte, at måske er det netop dét, der er lykke: At man betyder noget for nogen. Helt uden anden grund.
