En mærkelig og drømmesvag historie om kærlighed og beskyttelse
En skøn dag besluttede min ven, Aksel, sig for at gifte sig. Selvfølgelig var det af kærlighed. Bruden, Mette, var smuk, klog og selvstændig. Hun arbejdede som bogholder i et stort firma i København og tjente godt.
Aksel ville ikke stå tilbage i forhold til indtægter. Han tog ekstra arbejde og sled lange timer for at betale boliglånet hurtigere.
Deres lejlighed i Frederiksberg blev købt i fællesskab. De sparede op, tog et lån, og familien hjalp også. De renoverede i stilfuld, skandinavisk design, og indrettede den smukt. Alt tydede på et lykkeligt liv.
Men lykken udeblev. Mette kunne ikke magte husarbejdet. Enten vidste hun ikke, hvordan man fejede gulvet, tørrede støv af eller fik aftensmad klar i tide, eller også havde hun ikke lyst. Hun sagde, hun var træt efter arbejde og kom sent hjem. Men Aksel var heller ikke doven han arbejdede også sent.
Så begyndte diskussionerne om, hvem der gjorde mest derhjemme. De første seks måneder blev til daglige kampe i lejligheden, hvor tøj lå strøet omkring, og opvasken tårnede sig. Ingen af dem fortalte familien, hvad de skændtes om. De skammede sig begge.
En dag gik Aksel på fisketur med sin svigerfar, Poul. Begge elskede at fiske, og de kom godt ud af det sammen. Om aftenen ved bålet med en snaps i hånden åbnede Aksel sit hjerte, mod løfte om, at Poul ikke ville sige noget især ikke til svigermor.
Poul lovede at holde det hemmeligt, men sagde, at deres hjem aldrig ville få fred, før de tog imod en “husets værn”.
“Jeg har én i tankerne,” sagde Poul. “Når tiden er inde, skal jeg nok overtale ham til at flytte ind hos jer.”
Aksel trotte, svigerfaren var blevet tosset, men han sagde ingenting.
Ugen efter dukkede Poul op med en lille kat. Aksel blev vred. Hvad skulle den? Bare mere besvær! Men Poul tog ham med ud på altanen og mindede ham om “husets værn”. Han sagde, han havde taget den med i kattens skikkelse, og nu ville alt blive bedre. Han bad dem blot om at behandle katten godt.
Aksel blev straks betaget af den lille kat, Freja. Hun var sød og kærlig og accepterede ham med det samme som sin herre. Overalt hvor han gik, fulgte hun efter og krævede kærtegn. Kun én gang måtte han rydde op efter et lille “uheld” på gulvet. Men det var kun den ene aften.
Næste dag, da Aksel kom hjem fra arbejde, var alt rent. Intet tøj lå strøet, og Mette var i gang med at lave en lækker aftensmad!
Aksel fik også lyst til at hjælpe til og fik endelig monteret det hyldebord på badeværelset, som han havde lovet i lang tid.
Dagen efter kom han hjem til, at Mette støvsugte tæpperne. Så han smed skraldet ud og købte brød. I butikken købte han også en flaske snaps. Aftensmaden blev næsten en fest. De kunne ikke huske, hvornår de sidst havde haft det sådan.
Sådan fortsatte det hele ugen. Det var, som om glæden var vendt tilbage til deres hjem. Søndag aften sagde Mette til Aksel:
“I morgen behøver du ikke komme hjem i dagtimerne. Jeg har købt kattegrus og lavet et lille sted til Freja på badeværelset.”
“Til hvem?”
“Til din lille kat. Jeg ved, at du har været hjemme hver dag under arbejdet for at rydde op. Men nu skal du ikke bekymre dig mere jeg har styr på det.”
Aksel stod målløs. Han havde slet ikke været hjemme om dagen. Han troede, det var Mette, der havde ryddet op. Men måske skammede hun sig over ikke at gøre noget i et rent hus.
Han besluttede at tage en halv fridag for at undersøge sagen. Han lod, som om han gik, men listede sig tilbage og gemte sig med telefonen.
Ved frokosttid hørte han nogen åbne døren med nøglen. Freja løb til døren, mjavende og glad. Så hørte han en blid stemme:
“Åh, Freja, hvor har jeg savnet dig! Jeg har taget mælk og en lille godbid med. Det ser ud til, at du har lært at bruge kattebakken selv…”
Soveværelsets dør gik op. Det var Poul. Han havde ikke regnet med at finde Aksel der.
“Så det er din ‘husets værn’, svigerfar!”
Poul så forlegen ud:
“Nå, jeg gav jer katten. Jeg syntes, det var rimeligt at hjælpe med at passe den, i hvert fald i starten.”
“Og hvordan har du en nøgle?”
“Jeg tog den fra din nøglebundt, da vi var på fisketur, og fik lavet en kopi. Jeg lagde den tilbage dagen efter…”
Der er gået tre år siden Aksel og Mette begyndte at leve lykkeligt. De har fået en lille søn. Og den dag i dag ved stadig ingen, hvem den sande “husets værn” egentlig var, der engang boede i deres lejlighed…
