Morgenen begyndte som så mange andre, indtil min kone, Ingrid, fortalte mig, at vi nu ventede vores fjerde barn. Så tilføjede hun:
Vi har ingen penge til at købe en lejlighed. Så må vi jo søge om en fra kommunen. Du er ikke så god til at kæmpe for den slags, så jeg får bare et barn mere hvert år. Hvis ikke vi kan tage stikket hjem på farens kvalitet, må vi satse på kvantitet!
Jeg gik modvilligt til arbejde på Københavns Universitet og listede hen til døren med skiltet Ledelse. Inde på kontoret var der fyldt med folk, og institutlederen, hr. Madsen, samt hans stedfortræder, hr. Lauritzen, holdt møde.
Det handler om omdømme, folkens. Vi skal overgå de andre institutter på alle sportsfronten Se nu, her kommer vores store håb! sagde han, idet han så mig.
Jeg rødmede lidt og indvendte:
Jeg er altså ikke noget håb Jeg ville høre angående lejligheden
Huset står færdigt om en uge, sagde Lauritzen højtideligt. Du er første på listen. Et lille hop, så har du adresseændring.
Hoppe hvorhen? spurgte jeg med et lettet smil.
Med faldskærm. Der er konkurrence i morgen.
Nu forsvandt mit smil.
Hoppe hvor?
Ned på jorden.
O-og hvorfor?
Ser du ikke fjernsyn? spurgte lederen forbløffet. Nu skal forskerne også vise, at de kan noget: professor Lund boksede i går han pegede på en mager mand med blåt øje og tre plastre på næsen og adjunkt Eriksen kæmpede i brydning i lørdags. Nu er det din tur. Tilbage er kun faldskærm den har tilfaldet dig.
Ved ordet tilfaldet sank mit hjerte.
Hvornår skal vi hoppe? spurgte jeg.
I morgen. Fuglenes Dag, annoncerede Lauritzen.
Jeg kiggede bedende på institutlederen.
Hvorfor vil fuglene have det på samvittigheden, at jeg slår mig ihjel?
Han lagde en hånd på min skulder.
Du skal nok få en lejlighed med plads til fire børn, men Der er nogle med altan og udsigt over Søndermarken, og andre, som vender mod Carlsberg cementfabrikken. Hvis du engagerer dig i instituttets sociale arrangementer, tæller det med i bedømmelsen
Der blev stille. Jeg tyggede lidt på en hjertemedicin og spurgte:
Hvis jeg ikke når jorden eller rammer forbi? Får min familie så alligevel udsigt til parken?
Lauritzen smilede på sin gemytlige måde:
Du kender jo vores motto: Enker og forældreløse børn de springer køen over! Og bare rolig! han daskede mig på ryggen. Du får en erfaren makker han pegede på en bleg kandidatstuderende, der krøb sammen i hjørnet.
Det er vores ph.d.-studerende, forklarer Lauritzen, han skal nok fyres under nedskæringerne alligevel.
Siden barndommen har jeg været panisk angst for højder. Alene ved tanken om et fly blev jeg frygtelig søsyg. Så aftenen før sprang jeg flere gange fra sofaen ned på gulvet hjemme, som træning.
Næste dag blev jeg og selvmords-studenten kørt afsted i en sort, lang varevogn min kone mente, den lignede en rustvogn. Madsen fulgte efter i taxi. Og i sporvognen bagefter kørte hele støtteholdet af lektorer og professorer.
Da vi nåede frem, stod Lauritzen klar, og et orkester spillede sørgemarch. Det var nu, fordi han havde hyret et begravelsesorkester. Marchen lød så trist, at selv piloten fik tårer i øjnene. Tre musikere blev sat ind i flyet med os for at spille noget muntert, når vi faldt ud.
Instruktøren, en gemytlig fyr, kiggede sørgmodigt på mig, kastede et blik på min mave og sagde, jeg skulle have endnu en faldskærm. Nu bar jeg to tunge rygsække. Hvis min makker lignede en et-puklet kamel, lignede jeg en to-puklet.
I luften gentog instruktøren alle de scenarier, hvor faldskærmen måske ikke ville folde sig ud, hvorefter han kyssede os begge på kinden tre gange. Så åbnede han lugen, så på mig med et undskyldende blik og hviskede: Så er det tid.
Stumt rakte jeg ham en konvolut.
Giv den til min kone. Hvis det bliver en dreng, må hun kalde ham efter mig.
Instruktøren forsøgte at berolige:
Det er kun i starten, man er bange bagefter mærker man ingenting.
Kom så, kamikaze! råbte piloten opmuntrende.
Musikerne slog an med Vi overgiver os aldrig! jeg lukkede øjnene og hoppede. Da jeg åbnede dem igen, var kun den øverste halvdel af mig i flyet, mens benene dinglede udenfor: jeg sad fast. Instruktøren og studenten maste mig ud, men det virkede ikke.
Vi må smøre ham ind i sæbe, foreslog ph.d.en.
Instruktøren blev nervøs:
Luk op, du blokerer konkurrencen!
Hvordan? råbte jeg tilbage.
Pust luften ud!
Jeg udstødte et langt Uuuuuh! og skød pludselig ned i tomrummet.
Mit træk-i-ringen kom for tidligt, allerede i flyet, så faldskærmen fik fat i understellet, og jeg hang nu under flyet.
Piloten begyndte at lave vilde manøvrer for at ryste mig af, men jeg hang fast.
Lad nu være! råbte instruktøren Slip flyet!
Men jeg nægtede.
Instruktøren lænede sig ud, halvt udenfor, og prøvede at få mig fri. Studenten holdt om hans ben. Da instruktøren næsten nåede stropperne, rykkede flyet og han røg ud sammen med studenten, der holdt fast i hans ben. Instruktøren greb mig i jakken, og ph.d.en fløj under os og tog fat rundt om instruktørens ben.
Nu fløj vi som en cirkusfamilie på trapez.
Musikerne gik over til Flyv, kærlighedsduer, flyv!
Instruktøren råbte, at studenten klemte blodårerne af i hans ben og snart ville få dem til at visne!
For at aflaste instruktøren tilbød jeg studenten at holde om mine ben de dinglede jo alligevel. Men mine var ikke så nemme at gribe om, og studenten nægtede at skifte instruktørens ud med mine.
Flyveren kunne jo ikke lande med sådan et kød-vedhæng. Han kredsede over pladsen og fløj så lavt, at studenten slæbte hen over græsset, men han nægtede stadig at slippe benene, så vi røg alle op igen til himlen ved enden af banen.
Instruktøren bandede sine ben langt væk.
Musikerne stemte i med Himlen er vores sande hjem!
Benzinen slap op. De stak en kost med løkke ud fra lugen, fangede studenten og trak ham ind, derefter instruktøren, og til sidst mig. Mig nåede de dog kun halvt indenfor, så hovedet var i flyet, og benene strittede ud i luften. Men nu var jeg ligeglad maskinen landede bare og trak mig med udover banen det sidste halve kilometer.
Alle overlevede og var lykkelige.
Orkestret gav deres gladeste begravelsesmarch.
Kun instruktøren kunne ikke bevæge sig: studenten havde stadig ikke sluppet hans ben. De måtte pries hans fingre af med en tang.
Da han endelig slap løs, opdagede vi, at instruktørens bukser var blevet så korte, at de mindede om knælange shorts. Men det viste sig, at det bare var benene, som var blevet længere under flyveturen. Han så ud som en struds.
I morgen gentager vi konkurrencen! meddelte Lauritzen.
Ved den melding blev instruktøren hvid som min ikke-udfoldede faldskærm og hoppede på sine strudseben hen til telefonen. Hvor han ringede hen og hvad han sagde, fik vi aldrig at vide. Til gengæld fik jeg min sejr godkendt både for denne, og for de kommende ti års konkurrencer. Desuden godkendte de min rekord i løb: Jeg løb jo med flyets fart. Eftersom kun min underkrop løb, mens min overkrop fløj, blev resultatet divideret med to.
Alligevel blev det til rekord!
Og det lærte mig: Med lidt dansk sindighed og humor kan selv det mest skræmmende ende godt især når udsigten til familie og hjem står for skud.
