27. marts
Jeg tænker ofte tilbage på de år, hvor Mads var indkaldt til værnepligten. Jeg lovede ham, at jeg ville vente trofast og det gjorde jeg virkelig. Jeg skrev til ham, breve fyldt med kærlighedserklæringer, tegnede små margueritter og hjerter, og lagde et forsigtigt kys med læbestift under ordet kys til sidst. Min kærlighed til ham var ægte, altopslugende; tiden føltes nærmest stillestående uden ham, hvert minut et langt år.
Derfor kan jeg stadig dårligt tro, at Mads kunne gøre mig det her.
Mit hjerte nægtede at forstå, at det kunne være sandt; hvordan kunne han bare glemme mig? Da han pludselig stoppede med at svare på mine breve, og senere sendte et par linjer, hvor han bad mig glemme ham, havde jeg ikke andet valg end at acceptere virkeligheden.
Jeg giftede mig med den første mand, jeg mødte uden forelskelse, uden passion. Jeg lukkede mit hjerte, gemte på min knuste kærlighed, for jeg nægtede at brænde mig igen. Ingen kunne jeg nogensinde elske som jeg elskede Mads.
I dag stod jeg i køkkenet iført mit grønne forklæde og tøfler da dørklokken ringede. Jeg åbnede, og der stod han, moden og rank i sin officersuniform: Mads.
Jeg troede ikke på, at du virkelig var blevet gift, så jeg måtte se det med mine egne øjne. Men det er sandt, kan jeg se, sagde han. Smerten i hans blik var næsten ubærlig, som om han skulle til at græde. Nu forstår jeg, hvorfor du ikke svarede på mine breve
Han vendte sig for at gå, men jeg standsede ham.
Hvordan kan du sige sådan? Det var jo dig, der skrev, jeg skulle glemme dig Jeg forstod ikke, om han forsøgte at undskylde eller bebrejde mig noget.
Og..? spurgte han tøvende efter en pause. Jeg sendte mit sidste brev fra lejren i sidste uge, håbede stadig du ventede på mig
En klump satte sig fast i min hals. Han stoppede mig, før jeg kunne svare. Tårerne trillede ned ad mine kinder, mit hoved snurrede af spørgsmål. Hvordan? Hvorfor?
Senere på dagen tog jeg hen til mine forældre. Måske vidste de mere, end jeg gjorde. De havde aldrig brudt sig om Mads han havde jo ingen penge.
Undskyld os, min pige. Vi ville bare, du skulle få et bedre liv. Vi ved selv, hvordan det er at vende hver en krone for at købe slik til børnene. Vi ville give dig noget bedre, sagde min mor og far uden at forsøge at skjule følelserne.
Men I var fattige selv, og alligevel valgte I hinanden og giftede jer af kærlighed. Hvorfor skulle I ødelægge mit liv? Hvordan kunne I gøre det mod mig? bebrejdede jeg dem.
Min mor rakte mig en bunke breve.
Jeg gik ind i stuen for at læse dem. Jeg kunne ikke bare græde jeg hulkede højt. I det sidste brev, det Mads havde fortalt mig om, lå en sammenpresset vintergæk, og ved siden af havde han skrevet: Jeg ledte længe, men fandt den til dig.
Senere på aftenen tog jeg en lang samtale med min mand. Hans verden var kun arbejde, penge og venner måske også kvinder, sådan som naboerne småsladrer om intet følte han for mig. Vores skilsmisse blev stille og rolig.
For første gang i mit liv overvandt jeg min frygt for nattens mørke og gik en tur gennem byen. Jeg var ikke længere bange, for jeg gik hjem til ham, som virkelig elskede mig, og som jeg aldrig var holdt op med at elske.
Efter nogen tid blev tingene lagt bag os. I dag vokser to lyshårede drenge op hos mig og Mads. Mine forældre, børnenes bedsteforældre, er lykkelige for deres børnebørn. Og vi ved nu alle sammen: Den største rigdom findes hvor der bor ægte kærlighed.
Her – i Danmark – overrakte moren datteren adskillige breve. Da Julia læste dem på værelset ved siden af, græd hun ikke bare – hun hulkede hjerteskærende.